Morten Østergaard: Ghettoplaner er designet til valgkamp - ikke til virkeligheden


Morten Østergaard: Ghettoplaner er designet til valgkamp - ikke til virkeligheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Politisk leder, det Radikale Venstre Morten Østergaard
Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix Denmark
Debat. 

For halvanden måned siden lukkede jeg min computer, ryddede mit skrivebord og tog det på nakken med ud i virkeligheden. Ud i de udsatte boligområder i hele landet. For at lytte og tale med dem, som regeringens ghettokorstog handler om, og dem der bor lige omkring. Det er dem, der hver dag lever konsekvenserne af årtiers fejlslagen integrationspolitik. De ved, hvad der skal til for at bryde statistikker og mønstre. De ved, at forandring ikke kommer udefra. At mere af det samme ikke virker ikke. Forandring kommer indefra. Og de vil forandring, beboerne.

Jeg har tilbragt dage og nætter i Vollsmose i Odense, i Gellerup Parken i Aarhus, i Mjølnerparken i København. Alle steder har beboerne vist og fortalt mig ting og nuancer, som har påvirket mit syn på centrale elementer i vores integrationspolitik. Der er simpelthen nogle ting, vi skal gøre anderledes, hvis integrationen skal lykkes. Og det skal den, det kan der ikke være to meninger om. Virkeligheden kalder på nye løsninger. Og dem inspireres man ikke til, hvis man opholder sig permanent i Christiansborg boblen bag slottets imposante døre.

Mens jeg besøgte børnehaver i udsatte boligområder, hvor hvert tredje barn havde brug for særlig pædagogisk støtte. Og talte med forældre med anden etnisk baggrund som bevidst ledte efter blandede institutioner til deres børn, så gik Christiansborg i selvsving over frokostmenuen og frikadelle-cirkulærer.

Jeg er slet ikke færdig med at lade virkeligheden sætte dagsordenen. Så nu tager jeg til Steengaardsvej i Esbjerg. For at lytte og blive inspireret. Jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at min tid er meget bedre brugt der end på at deltage i endnu en forudsigelig skyttegravskrig på Christiansborg. Den disciplin er jeg rent ud sagt færdig med. Hvis nøglen til vellykket integration var letgenkendelige skænderier orkestreret for tv og avisoverskrifter, så havde vi allerede løst det hele tilbage i 90'erne.

Hvis ghettoplan efter ghettoplan var designet til virkeligheden og ikke til den næste valgkamp, så havde vi ingen udsatte boligområder noget sted i landet i dag. Heller ikke i Esbjerg.

Lad mig give et indblik i nogle af de ting, som jeg hidtil har fået med mig videre. Tiltag og forslag som har det til fælles, at de hverken er lavet for at imponere strammere eller betrygge halal-hippier, men derimod er målrettet til og inspireret af de mennesker, som har problemerne. Som skal lægge øre til en så ufatteligt masse ævl og kævl, hver gang de tænder deres fjernsyn. Og som fortjener, at blive taget alvorligt af os, som har ansvaret og muligheder for at hjælpe dem på vej.

I både Vollsmose, Gellerup og Mjølnerparken mødte jeg en helt utrolig direkthed. Når man lytter, så taler beboerne frit fra leveren. De vil rigtig gerne fortælle, og de har en fuldstændig ligefrem og usentimental tilgang til de problemer, de lever med, ser eller hører om i hverdagen. Det gælder uanset baggrund, dansk, somalisk, arabisk, tyrkisk eller en helt femte oprindelse. Det gælder uanset køn, uddannelse eller ej. Om de er religiøse eller ikke. Det har været befriende at møde.

Især de unge jeg har talt med, er meget klare omkring, at de føler, at deres forældre er blevet svigtet fatalt. Forstået på den måde, at forældrene har fået lov til at sidde på offentligt forsørgelse uden medfølgende krav år ud år ind. Kontanthjælp, førtidspension. Beskeden er klar: det duer ikke, og det er desværre en hel kultur, som skal forandres. Vi skal møde alle med tårnhøje forventninger til, at de både kan og skal bidrage. Jeg har mødt så mange, som har modbevist, at der er nogen som pga. deres baggrund ikke har noget at tilbyde i et samfund som vores.

Det er falsk. Og alle taber, når vi lægger det til grund for integrationen. Det samme gælder i forhold til de bander, som terroriserer hele områder. De koldblodige karrierekriminelle skal ud, de skal straffes, der skal sættes ind allerede inden de unge drenge bliver hvirvlet ind i banderne.

Det er ærlig snak. Den er benhård og selvkritisk. Og jeg er fuldstændig enig. Vi skal have gjort op med passiv forsørgelse og erstatte den med sætte krav og handling. I Danmark skal man lære dansk og deltage på arbejdsmarkedet. Lige så soleklart er det, at vi i Danmark ikke skal acceptere hverken banders hærgen, deres tyranni, rekruttering blandt de helt unge. Det skal være alt andet end attraktivt at være bandemedlem. Som en af de unge sagde til mig i Vollsmose: "Hvis der er et råddent æble i kassen, ved vi jo godt, hvad der sker, hvis ikke det bliver fjernet".

En anden vigtig ting, som jeg har taget med mig, er en generel opfattelse af, at uanset hvor stor umage, man gør sig. Uanset hvor lang en uddannelse man tager, så kan man bare ikke vinde, når man er derude i områderne. Det er ikke offerkortet, der trækkes. Det er en frustration over at blive stigmatiseret og fastholdt i en massebetegnelse.

Jeg mødte en ung iværksætter i Gellerup, en somalisk kvinde. Hun føler sig stigmatiseret i Danmark, modsat hendes familie i fx USA. Hun gør alt det rigtige, men uanset hvor ressourcestærk hun er, skal hun alligevel stå på mål for en kollektiv skyld og skam. Alt hun beder om, er at blive behandlet som et individ. Er det for meget forlangt? Jeg synes det ikke. De har masser af ressourcer, indsigt, mange er mønsterbrydere. Men de føler sig glemt og klemt af debatten, som skyder dem motiver i skoene, som de ikke har. Og som de oplever ofte lægger hindringer i deres hverdag. De oplever ikke, at der er nogen, som vil lytte til dem. De bliver talt om og til men ikke med.

Jeg advokerer ikke for at stryge folk med hårene, og det er der heller ingen af dem, der beder om. De vil bare gerne behandles som et individ. Er det for meget forlangt? Jeg synes det ikke.

Da regeringen præsenterede sin parallelsamfundsplan i Mjølnerparken, så jeg pressemødet på Cafe Nora ikke langt derfra sammen med nogle beboere. Jeg var rykket i Mjølnerparken nogle dage. Café Nora hører under den boligsociale helhedsplan, og er for kvinder som enten modtager kontanthjælp, arbejder på deltid, er i aktivering eller er førtidspensionister. Det var ikke alle, der talte dansk, men det fik de bl.a. hjælp til at lære på caféen. Her var der ingen automatreaktioner. Alt blev vendt og drejet uden skelen til retorik, signalværdi endsige til valgkampskonteksten. Det havde jeg ærlig talt ikke regnet med. Det var jo dem, det handlede om. Hvilket helt sikkert siger mere om mig end om kvinderne. De var kun optagede af, om forslagene var rodfæstet i virkeligheden eller ej.

Det, vi bør gøre, er at bryde den traurige politiske diskurs; os mod ghettofolket. Vi burde i stedet alliere os med dem, med de ressourcestærke i boligområderne og skubbe på en ny diskurs; os der vil bedre liv i ghettoen, mod dem der lever af konflikten; yderfløjene fra Grimhøj til Dansk Folkeparti.

Morten Østergaard: Ghettoplaner er designet til valgkamp - ikke til virkeligheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce