Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Et ophold på Liselund havde nær slået vores far ihjel


Et ophold på Liselund havde nær slået vores far ihjel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Læserbrev: Vores far har demens. Det er en frygtelig sygdom at være vidende til, men vi kan dog stadig finde livsglæden i vores fars øjne, når han føler sig set, hørt og forstået og har noget meningsfyldt at beskæftige sig med. Det vil sige - dette ændrede sig markant, da Viborg Kommune besluttede at flytte vores far på Liselund.

Vores far har altid været meget aktiv - både da han havde sit landbrug, men også i årene efter. Far stod altid tidligt op og var på cyklen ned til ejendommen, hvor han gik i kartoflerne eller brugte tiden i værkstedet. Så cyklede han hjem til mor, hvor hun stod klar med maden. Denne tur tog han frem og tilbage flere gange dagligt.

Også hjemme havde han altid gang i noget, hvor han efterhånden havde fået samlet en del til huse ude i garagen. For vores far var lidt af en samler og kunne få noget ud af alting. Der er ikke den brugte vaskemaskine, han ikke har skilt ad for at finde kobber, han kunne sælge. Og han elskede det. Altid var han i vigør. Det gav ham stor livsglæde og er en stor del af hans identitet og den fantastiske mand, han var.

Med tiden blev det svært for vores mor. Far blev mere og mere forvirret, hvilket betød, at han havde brug for mere og mere hjælp og støtte i dagtimerne samtidig med at det forstyrrede nattesøvnen. Vi stod nu overfor det uundgåelig: Far måtte på plejehjem for at få den hjælp, han havde brug for. Det var en sorgens dag for os alle og ikke mindst for mor, som efter et langt ægteskab skulle tage den svære beslutning på fars vegne.

Far flytter på Solsikken i Møldrup, som ifølge visitator er et plejehjem til mennesker med demens. Det var vigtigt for vores mor, at far kunne blive i nærområdet - tæt på hende, børn og familie. Og det har far også nydt godt af. Det er blevet til mange gåture, hvor far er blevet mødt af mange mennesker, som kendte ham og drog omsorg for ham. Derudover er han mange gange kommet på besøg, hvor vi har hygget os over en krop kaffe, eller han har givet en hånd med i haven. Vores far har nemlig altid været et udemenneske og nydt det fysiske arbejde i haven.

Men en dag sidst i november blev det for meget for personalet i Solsikken. De kunne ikke længere rumme vores far og de problematikker, demenssygdommen gav ham. Ledelsen traf derfor beslutning om, at vores far skulle flyttes til Liselund. Så de pakkede hans ting og kørte afsted med ham.

Vores far fik nu en midlertidig bolig på Liselund. Boligen var kold og kun sparsomt møbleret, og flere gange er vi kommet derop, hvor dørerne fra afdelingen og ud var låst. Vi undrede os. Må man godt låse folk inde? Men de er jo fagpersoner, og lederen forsikrede os om, at alt var efter forskrifterne, så vi måtte jo have tillid til, at de vidste bedst. Men nej!

Vores far har nu en lille månedstid været dopet af medicin på Liselund. Så dopet, at han sover det meste af tiden og slet ikke formår at samle sig om at spise. Det har betydet, at han har tabt sig rigtig meget og er nu så afkræftet, at han ikke længere kan stå på sine ben uden støtte. Og ikke nok med det... Vores far var snavset og usoigneret, stuen, han boede på, ligeledes. Hvor er fagligheden henne?

Vores mor har taget far hjem igen. Alternativt var han død på Liselund. Mor har igen og igen råbt om hjælp, men i følge Viborg Kommune var Liselund det specialiserede tilbud, far havde brug for. Ingen andre steder kunne hjælpe ham.

Men nu er vores far hjemme hos mor igen - i trygge omgivelser og hvor han får den pleje og omsorg, han har brug for. Den tryghed og omsorg, som Viborg Kommune ikke kunne give ham. En Kommune, der ellers profilerer sig af at være demensvenlig. Det har vi meget svært ved at få øje på!