Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Folkeskolen - når inklusion giver skrammer


Folkeskolen - når inklusion giver skrammer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af af Joan og Jesper Frederiksen, Havrevænget 16, Møldrup.
Inklusion i skolen Omstridt skolereform skræmmer lærerne væk
Læserbrev. 

Læserbrev: Den danske folkeskole består af en masse forskellige børn. Børn fra forskellige miljøer, forskellige nationaliteter og børn med forskellige udgangspunkter. Man kan sige en kasse blandede søm, skruer, bolte og møtrikker.

Derfor kræver det i dag, at læreren har en større rygsæk/værktøjskasse med ind i klassen for at kunne dække alle de former for søm, skruer, bolte og møtrikker, der er i klassen.

Før den nye skolereform bestod lærerens værktøjskasse af hammere og skruetrækkere, som dækkede de fleste elever, der gik i skolen.Men efter den nye reform har lærerne været nødt til at få nyt værktøj for at kunne dække klassen bedst. Det er bare ikke altid, at det nye værktøj er blevet indkøbt eller tilbudt til læreren rettidigt.

Dette betyder, at der nu kan forekomme klasser, hvor der sidder elever, som er en bolt, og det eneste, læreren har i værktøjskassen, er hammer og skruetrækker, som de efter bedste evne, forsøger at få til at passe på en bolt.

Vores datter er sådan en bolt. Vores datter er autist. Hun møder en skole, der ikke forstår hende. En skole der forsøger at bruge både hammer og skruetrækker på hende. Når det ikke virker, så prøver de endnu hårdere, og bolten får en masse ridser og skrammer som følge af, at der bruges et forkert værktøj.

Samtidig kan vi som forældre stå på sidelinjen og se, hvordan ridserne og skrammerne bliver dybere og mere markante. Vi prøver, alt hvad vi kan, at bede om, at de får fat i nyt værktøj - måske bare en svensknøgle til en start, som ikke er helt ideel, men som i det mindste passer bare en lille smule, så de ikke får lavet flere skrammer.

I håbet om at dette kan få dem til at se, at det faktisk ikke er bolten der er forkert - men værktøjet. Dette scenarie har været vores og vores datters vilkår over alt for lang tid. At være en familie, der er "ramt af autisme", har for os været ekstremt hårdt og svært.

Dertil hjælper det ikke, at man føler, man står alene. Vi har gjort alt, hvad vi kan for at forsøge at få både kommune og skole som samarbejdspartnere, men det er ikke noget, der sker uden kamp. Heller ikke selvom dette netop var børnepsykiatriens stærkeste anbefaling til det ene netværksmøde, hvor alle var samlet.

Vi har måtte stå magtesløse og se på vores datter blev mere og mere depressiv i en alder af 10 år. Det forfærdelige i dette nye system er, at selvom vores datter fik sin autismediagnose på baggrund af, at skolen selv havde bedt om en udredning i 1.klasse, så gav diagnosen ikke anledning til, at der øjeblikkeligt blev sat støtte ind.

Tværtimod følte vi, at vi hele tiden skulle retfærdiggøre, at støtte og hjælp faktisk var nødvendigt. Vi har været utrolig heldige med, at vores datters klassekammerater har været fantastiske, og de har allerede fra 0. klasse formået at rumme vores datters autisme meget bedre, end skolen har.

Ligeledes har vi haft nogle lærere, som virkelig gerne ville hjælpe, men som blev begrænset af de vilkår, der blev stillet dem. Af uforklarlige årsager blev der i skolepsykologens vurdering ikke lavet en konkret vurdering på, hvor mange støttetimer vores datter havde brug for - dette gav et smuthul for skolen, som derved ikke var tvunget til at give nogen særlig støtte ud over, hvad alle de andre elever kunne få.

Det burde efter vores mening ikke være sådan. Hvis skolerne ikke har ressourcerne til alle disse "inklusionsbørn", som den nye reform lægger op til, så skal den opgave ikke ligge der. Det ødelægger både barnets og hele familiens trivsel i dimensioner, der ikke står til at forklare.

Er det virkelig det velfærdssamfund, som politikerne bryster sig af, at vi har?