Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Læserbrev: Børnene har brug for flere pædagoger

Arkivfoto

Foto: Morten Stricker/Scanpix Denmark

Læserbrev: Børnene har brug for flere pædagoger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Johnny Gaardsdal, pædagog og far til tre børn i viborgensiske daginstitutioner, er klar i mælet: Der er behov for flere pædagoger i Viborgs daginstitutioner.

Børnene i Viborg kommunes daginstitutioner har brug for pædagoger - og de har brug for nok af dem. Derfor er det vigtigt, at byrådet skærer uden om børnene i de næste års budgetter og i stedet prioriterer og investerer i børnene og vores fælles fremtid.

Det kan nogle gange være svært for folk, der ikke arbejder med børnepædagogik til dagligt, at forstå, hvorfor normeringen (antal børn pr. voksen) er så vigtig for pædagogerne at tale om.

Svaret er, at det er en af de helt afgørende parametre for at opnå kvalitet i en daginstitution. Og det ved vi, for vi ser det hver eneste dag.

Den anden dag for eksempel sidder jeg og spiser sammen med en børnegruppe. Vi er to pædagoger til 22 børn, og vi har delt børnene op, så der sidder én pædagog sammen med 11 børn og spiser.

Der er madordning, så der er utrolig meget læring i at øse mad op på tallerkenen, skære ud, hælde op i kop, række skåle til hinanden, smage, spise og snakke. Og der er børn fra 3 til 6 år.

I dag er det pasta, kødsovs og ærter. Når spisesituationen går godt, er der en hyggelig stemning, og børnene bliver mere selvhjulpne og styrker deres selvværd. Børnene smager på maden og får trænet deres finmotorik, når de selv øser maden op.

I dag bliver Gustav pludseligt meget ked af det. Han græder højlydt. Jeg forsøger at finde ud af, hvad det er, der får ham til at græde. Men det er svært, da Gustav ikke er så stærk sprogligt. Noget som en vellykket spisesituation i øvrigt også kan være med til at forbedre.

Gustav får mig til at forstå, at maden ikke er noget, han bryder sig om. Han har bare øst en skefuld kogte ærter op. Det er det eneste, han kan lide. Og selvom jeg tilbyder ham et alternativ - rugbrød med pålæg - bliver han ikke fristet. Faktisk bliver han mere ked af det. Nu savner han sin mor. Græder endnu højere. Og det påvirker de andre børn.

Nogle af børnene har brug for meget vejledning for at kunne gennemføre måltidet. Derudover har vi børn med særlige behov, som har brug overskuelighed og begrænset støj - og det er også en af grundene til, at vi forsøger at dele børnegruppen op ved middagsmåltidet. Derfor er der travlt når én pædagog alene skal vejlede, hjælpe og være der for elleve børn.

Et af vores børn, som er følsom over for støj, begynder at blive tydeligt forstyrret af gråden og begynder at sidde med hænderne for ørerne. Han får ikke spist noget og kan ikke koncentrere sig. Flere andre børn bliver også påvirket af gråden. Derfor vælger jeg at gå ud i garderoben med Gustav for at få ham til at falde til ro.

Problemet med det er, at der nu sidder ti børn alene og spiser. På den måde bliver normeringens betydning himmelråbende klar.

Jo. Der er dage, hvor det går ganske udmærket. Der er tid til at se børnene i øjnene, lytte til børnenes ideer og fange deres initiativer. Der er dage, hvor der er en rolig, men aktiv atmosfære på legepladsen og på stuen. Der er dage, hvor spisesituationen går godt, og børnene bliver mere selvhjulpne, får mere selvtillid og får aftalt, hvilken leg de skal lege, når de kommer udenfor. Der er dage, hvor børnene får lys i øjnene!

Men med det antal voksne, der er til rådighed, er det meget, meget sårbart!

Og det er altså hver dag, vi oplever, at et barn har brug for vores udelte opmærksomhed, og vi må rette vores opmærksomhed mod dette enkelte barns behov, men væk fra de 21 andre.

Vi pædagoger er uddannet til at se de psykiske og sociale mekanismer, der er i spil. Vi kan analysere børnenes udvikling og tilrettelægge et godt læringsmiljø. Men vi har altså kun to øjne at se i, to ører at lytte med og to hænder at hjælpe og holde i hånd med.