Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Stil konkrete spørgsmål og forlang konkrete svar


Stil konkrete spørgsmål og forlang konkrete svar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Læserbrev: Så kom der for Gud ved hvilken gang endnu et eksempel på hvilke ekstreme holdninger, der florerer i visse muslimske miljøer, denne gang ved en Nørrebro-imams opfordring til drab på jøder. Overrasket er der imidlertid ingen grund til at være, med mindre man befinder sig i en lukket boble afsondret fra virkeligheden. Men det er der så også nogle stykker, der gør.

Episoden har medført den sædvanlige bestyrtelse og fordømmelse fra politikere, og der er enighed om, at det godt nok er for groft, og det skal vi sørme ikke finde os i. Altså den sædvanlige forargelse, som i det konkrete tilfælde virker en anelse hyklerisk, i og med at de holdninger den pågældende imam fremførte, ikke er nye. At ekstremistiske muslimske kredse er præget af en uhørt fjendtlig indstilling til blandt andet jøder, frafaldne muslimer, karikaturtegnere, homoseksuelle og lignende er ikke nyt, og der er derfor ingen særlig grund til at hidse sig sådan op over denne sag. Det er business as usual.

En generel irriterende tendens i debatten er, at folk ofte kan slippe afsted med at skjule deres egentlige holdninger ved at pakke dem ind i flotte ord og vendinger. Det er problemet med de såkaldte plusord som eksempelvis frihed, lighed, respekt og tolerance. Hvis man blot lægger ansigtet i de rette folder og med store uskyldige dådyr-øjne bekender sig til religionsfrihed, er alting godt.

Nu er religionsfrihed som så meget andet ikke et entydigt begreb. Det kan i hvert fald forstås på mindst to forskellige og fuldstændig uforenlige måder. Den ene fokuserer på individet. Her har det enkelte individ frihed til selv at vælge sin religion, sin politiske overbevisning og holdning til dette og hint. Det er den opfattelse vi generelt har af frihed i Vesten. Religionsfrihed er den enkeltes ret til selv at vælge religion fra eller til.

Nu er det imidlertid ikke alle steder, at det er den individ-orienterede frihed, der er fremherskende. I stedet for at fokusere på individet, kan man vælge at fokusere på fællesskabet eller selve religionen. Frihed kan her forstås som fællesskabets eller religionens frihed til at have egne love og regler, som afviger fra det øvrige samfunds. Religionsfrihed er i den forstand ikke det enkelte individs ret til at vælge religion til eller fra, men derimod de enkelte religioners ret til at fastsætte og håndhæve egne regler.

Det kræver ikke noget forstørrelsesglas at se, at de to former for religionsfrihed er vidt forskellige og direkte uforenelige. Derfor er det også ligegyldige svar man får, hvis man blot spørger, om folk er tilhængere af religionsfrihed. Uanset hvad man end mener, kan man nemlig udmærket svare ja.

Eneste løsning er nok at stille flere og mere præcise spørgsmål, hvor folk ikke får mulighed for at svare tvetydigt. Hvis ikke journalisten (eller andre) formår at stille skarpt på, hvad der i et konkret tilfælde menes med religionsfrihed, kan det være lige meget. Så spilder vi andre blot vores tid, når ord som religionsfrihed, tolerance og respekt gøres til ligegyldige hurra-ord.

I stedet for storladen snak om frihed, respekt og tolerance (som hver især kan betyde hvad som helst), må der spørges konkret til, hvad der menes med de enkelte ord. Stil enkelte konkrete spørgsmål og forlang konkrete svar. Ellers er det meningsløst overhovedet at spørge.