Ungersvend på skæbnens hav


Ungersvend på skæbnens hav

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Bymandens Bagtanker: "Ved du, at en "overlevende" fra skoleskibet "København" var fra Viborg?" spurgte en god ven. Ikke sådan umiddelbart. Mig bekendt gik det stolte sejlskib ned man mand og mus uden at efterlade sig det mindste spor.

Anledningen var, at vi op under jul passerede 90-års dagen for, at verdens dengang største sejlskib, den femmastede bark "København", forsvandt under turen fra Buenos Aires i Argentina til Adelaide i Australien. Da jeg hørte navnet, var der alligevel en skibsklokke, der ringede, for jeg interviewede ham i 1980, da han udgav bogen "Til lands og til vands - en viborgdrengs erindringer".

Svend Jacobi var da 78 år og takker i bogen for, at han en ekstra gang fik livets gave. Som ung var han forhippet på en karriere som styrmand og var allerede fuldbefaren, da han var ved at få en plads på "København"s eftertragtede bro.

Men den japanske professor Shinobu Ishihara kom på tværs. Shinobu Ishihara havde netop udviklet nogle tavler, der effektivt afslørede, om en person var farveblind. Det var just præcis, hvad Svend Jacobi var, og det kom helt bag på ham.

Derefter kom ungersvenden hverken ud med "København" eller noget andet skib. Vejen gik nu forbi handelsskolen og en karriere som landkrabbe på kreditforeningen i Viborg. Det 132 meter lange ØK-skib med de næsten 57 meter høje master og en brynjeklædt Absalon som galionsfigur måtte sejle uden ham.

Efter den 22. december 1928 gik skibet ned. Gisninger går i retning af et isbjerg eller ekstreme kastevinde. Både den 21. og den 22. december havde telegrafist Henriksen på "København" haft kontakt med kollegaen på det norske skib "William Blumer", og de aftalte at genoptage forbindelsen lillejuleaften, men det danske skib med 15 besætningsmedlemmer og 45 elever lod ikke høre fra sig.

På den tid var Svend Jacobi ved at forberede sit bryllup og fulgte ikke de søværts begivenheder så tæt. Havde det ikke været for farveblindheden, havde han efter planen været blandt de fem styrmænd. Han skriver:

"Med en underlig følelse fulgte jeg beretningerne om "København"s forsvinden. Skuffelsen over den bratte afbrydelse af min planlagte livsbane måtte vige for en stille undren. Jeg forstod med ét, hvad det vil sige at have livet i behold. Det var som at overleve et skibbrud. Og det forpligter."

I en del danske kirker hænger modeller af "København", og nogle af dem er med bånd til virkelighedens skib. Flere af historierne minder om Svend Jacobis og handler dybest set om, at vi alle er som søfolk på skæbnens hav.

Bymanden

Ungersvend på skæbnens hav

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce