Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kan du li' at blive svinet til?


Kan du li' at blive svinet til?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Leder. 

De fleste af os kender dem formentlig, de forældre eller trænere, som står på sidelinjen og råber og skriger, så de bliver helt gasblå i ansigtet. Da jeg selv spillede ungdomsfodbold, oplevede jeg flere tåkrummende pinlige eksempler på især forældre, som hældte deres verbale gjalde ud over aktørerne på banen - både dommere og trænere, men også de små fodboldspillende poder. Heldigvis var det ikke mine forældre, der stod og skabte sig på sidelinjen. De bakkede mig op, og når de så endelig kom med tilråb, var det af den opmuntrende slags som "kom igen",  "godt kæmpet" eller noget i den retning. Det er opbyggende, mens de negative tilråb er det stik modsatte for en lille purk, som skal forsøge at koncentrere sig om spillet på banen.

I dag er jeg selv forælder til en fodboldspiller. Min 10-årige datter er i gang med sit tredje år som fodboldspiller, og hun elsker det. Og jeg elsker det. Det er fantastisk, at hun også er faldet pladask for fodbolden, som gennem hele mit liv har været min altoverskyggende hobby. Jeg nyder at stå på sidelinjen, og selvom jeg virkelig lever mig ind i kampene, så er jeg meget bevidst om, hvad det er, jeg råber til min datter og hendes holdkammerater.

Sådan er det bare ikke alle, der har det. Jeg må desværre konstatere, at der også i dag - måske i endnu højere grad end da jeg selv spillede ungdomsfodbold - er forældre, som med hovedet under armen råber og skriger til 10-årige piger, som var de små voksne. Så stop det dog! Hvis ikke du som forælder har noget positivt at sige, når du står på sidelinjen, så hold din mund. Er det mere, end du magter, så bliv hjemme i stedet for at ødelægge en ellers god oplevelse for både dit eget barn og hans/hendes holdkammerater.

En ny undersøgelse viser, at hvert ottende barn forlader idrætslivet i en tidlig alder på grund af manglende trivsel. Det er et skræmmende højt tal, og jeg er sikker på, at frafaldet ville være væsentlig mindre, hvis vi som forældre var nogle bedre forbilleder for vores børn, som dyrker idræt. Uanset om det er fodbold, håndbold, gymnastik eller noget helt fjerde. Børn skal have lov at være børn, og de skal dyrke idræt på deres præmisser og ud fra deres forudsætninger. Vi voksne - trænere som forældre - skal skabe nogle rammer, som vores børn trives i. Så er der en langt større sandsynlighed for, at hobbyen bliver en livslang følgesvend, som fodbolden har været og stadig er for mit vedkommende.

Og så er der det med resultatet af kampen. Hvor vigtigt er det egentlig? Her kan jeg nok let komme til at træde nogen over tæerne, for det korte svar på mit eget spørgsmål er klokkeklart: deltagelsen er naturligvis vigtigere end præstationen og resultatet. Og jeg forstår faktisk slet ikke, at det kan være til diskussion. På et tidspunkt kommer de små poder med garanti til et punkt, hvor resultatet begynder at spille en rolle. Fair nok. Men lad dog børnene selv bestemme, hvornår det skal være.

Så tag med dit barn til fodbold, håndbold, synkronsvømning, basketball, eller hvad det nu er, der fylder dit barns fritidsliv. Men bak op med positive tilråb eller klap i!