Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Gør-det-selv-Kjeld: Ikke den billigste ...

1: Båndsaven fra Harald Nyborg (Scheppach - Basa3 Vario) er en usædvanligt solid og stiv konstruktion, og ?

Gør-det-selv-Kjeld: Ikke den billigste ...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

... til gengæld kan den save.

Små båndsave findes fra omkring 600-800 kroner og op efter - til omkring 4500 kroner, hvis man vil have en rigtig god sav, men stadig på økonomiklasse.

Den, som du ser på billederne, og den, jeg har prøvet af, er fra Harald Nyborg og af mærket Scheppach - det lyder tysk, men den er kinesisk, og ikke et ondt ord om det.

Og før vi går i krig med at pakke ud og prøve af, vil jeg godt lige sige, at der findes adskillige fabrikker ude i Kina, som laver båndsave, og et udvalg af dem finder vej til Danmark - der er især én, som jeg synes er værd at tjekke ud, før du beslutter dig for, hvor du vil handle - den har ikke noget navn, men forhandles af Primus Danmark og er i samme prisklasse som Scheppachen. Dorch & Danola har også et udvalg af små og billige snedkerimaskiner - herunder båndsave.

Men det var Haralds topmodel, som vi kom fra - den har et bånd på 2630 mm og hjul på 31 cm - det må være det, som man også kalder en 12-tommer - 800 watt. Men tal siger ikke så meget, medmindre man er specialist, så kast et blik på billedet - så ved du lige akkurat, hvor stor den er. Jeg kan sige det på den måde, at hvis du er vokset op med, at båndsaven er af støbejern, vejer et par tons og får hele værkstedet til at hoppe, når man saver spanter ud til en fiskekutter, så er Scheppach en latterlig pusling - hvis du derimod er vant til et lille værksted og en putte-sav af aluminium til under 1000 kroner, så er den faktisk pænt stor og robust.

Solid konstruktion

En god båndsav kendes på, at båndet kan strammes op til den ønskede spænding, uden at rammen vrider sig - derfor er de gamle save af støbejern uovertrufne. Men de er sindssygt tunge og ville koste en raket nu om dage, så en moderne sav er altid svejset op af stålplader. Men det kan gøres mere eller mindre snedigt - Scheppachen er gennemtænkt og vel konstrueret, så man inden for den givne vægt (80 kilo med understel) opnår en meget stiv konstruktion: Når man skiftevis spænder og slækker båndet, mærkes absolut ingen bevægelse i rammen. Det betyder, at båndet løber helt lige og roligt - også under belastning. Godt gået.

I det hele taget er saven af en karat, som ikke leder tankerne imod Kina - der er en helt igennem glimrende finish, og der er endda gjort lidt ud af designet - den er pænt malet, og man ser ikke et eneste svejsesprøjt - og nok så vigtigt - der er ingen skævheder. Selv understellet er lige den tand bedre, end sådan noget plejer at være, når det kommer fra Østen - der er et par fornuftige hjul og et fikst håndtag, så man kan hanke op i saven og trille den rundt på værkstedet.

Skrue i hul

Det ta'r et par timer at samle saven - masser af skruer og møtrikker, men hullerne passer faktisk over for hinanden, og så er det en fornøjelse at skrue en maskinen sammen, fordi man samtidigt lærer den at kende.

Som sagt er selve rammen svejset op i profilerede stålplader - hjulene er af aluminium, helt lige og fint i balance - bordet er støbejern og derfor slidstærkt og kan tåle lidt tærsk uden at blive skævt.

Sideanslaget er af alu-profiler og særdeles velfungerende - robust, præcist og uden dikkedarer. Der er også et lille vinkelanslag, som løber i en notgang - udmærket, men ikke noget at skrive hjem om.

Båndføringen er stabil og effektiv - en roterende skive på hver side af båndet, og et tværstillet leje bagved båndet. Ikke prangende, men udmærket.

Milliongear

Bordet kan vippes fra minus 8 til plus 45 grader - med et fast 0-punkt, som kan vippes til siden. Fiks detalje. Negativ hældning er smart, hvis man vil lave tapper.

Bordet hviler i en vugge med tænder - det glider fint, og man drejer altså et håndtag, så det er let at finde den rette vinkel, og rent principielt kan man ændre vinklen under drift, så man kan lave "proptrækker-snit" - det er sådan noget, som man har brug for, hvis man fusker med træbåde eller bare har en lidt for livlig fantasi ...

Motoren er udstyret med et remhjul, som faktisk er et simpelt "million-gear" - under drift kan man altså ved at dreje et håndtag ændre drivhjulets diameter og dermed båndhastigheden. Hvis man udelukkende saver i træ, er det uden betydning, for så skal du bare køre fuld speed - men hvis du saver i plastic eller diverse metaller, er det vigtigt at sænke farten, så der ikke udvikles varme. God detalje.

En anden vaks detalje er det håndtag, som sidder øverst bagpå - det er en hurtig-udløser til båndstrammeren. Når du sætter et nyt bånd på saven, justerer du altså først op til den ønskede spænding på vanlig vis - en indikator angiver den rette spænding til forskellige båndbredder - så saver du, og nu kommer så det smarte: Når du har savet, skal du huske at slække båndet (skåner sav og bånd), og det gør du med et enkelt vrid på hurtigudløseren - og når du skal save igen, skal du ikke justere forfra, men bare vippe håndtaget tilbage. Endnu en god detalje.

Pengene værd

Den betyder i øvrigt også, at det er hurtigt at skifte imellem brede og smalle bånd - hvilket er vigtigt: Du skal altid køre med det bredest mulige bånd, fordi det på alle måder saver bedst og er mere robust - smalle og skrøbelige bånd er kun til snævre kurver, hvor man ikke kan bruge andet. Man skal altså ofte skifte imellem brede og smalle bånd, men får man gjort det?

Nej, for det er så bøvlet, at det smalle får lov til at køre, til det knækker. På Scheppach'en hopper båndet næsten på af sig selv, så man gider faktisk at skifte bånd.

Og dog: Lågen (skærmen) holdes forneden lukket med en lang bolt med en knop, som skal drejes 20-30 omgange for at åbne - det er lige til at blive sur over, når man lige skal skifte klinge i en fart, og der lige så godt kunne have siddet en vrider som den, der er foroven.

Fik jeg sagt, at saven kører jævnt og fint - ikke just lydløst, men stabilt og uden mislyde. Og der er naturligvis en studs (100 mm) til udsugning, så den kan køre støvfrit, hvis du har en lille spånsuger.

Konklusion: Scheppach'en er ikke billig (4700 kroner), men den gennemførte kvalitet (især den stive ramme) og størrelsen taget i betragtning er den pengene værd.

Hvis du synes, at verden trænger til flere skæve vinkler, underlige kurver og sjove krummelurer, så er du nødt til at få en båndsav - det kan du roligt sige til fruen m/k, at jeg har sagt!

En af de følgende uger vil jeg fortælle, hvordan man justerer sin båndsav, så den kører perfekt - og lidt om bånd, og hvordan man retter dem til, så også de kører optimalt.