Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Mindeord om Lea Flarup

Lea Flarup. Arkivfoto: Morten Dueholm

Mindeord om Lea Flarup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mindeord: Merete Just, Sdr. Thise, har skrevet følgende mindeord om Lea Flarup.

I november sagde jeg, at uden Lea og Ib Flarup i byen ville Stoholm, hvor vi boede i 10 år, aldrig blive det samme. Med dagens triste nyhed må jeg så konstatere, at verden for os, der kendte ukuelige og livsglade Lea, heller aldrig rigtig bliver den samme.

Da jeg i 2002 for alvor lærte Lea at kende i en sådan grad, at jeg aldrig siden har tøvet med at betegne hende som en veninde, stod det snart klart for mig, at hun havde en evne, som meget få er beriget med. Hun kunne skabe varme mellem sig selv og andre, så hun fik alle til at føle sig som noget helt særligt. Lea inspirerede alle, der mødte hende med sin optimisme og tro på, at alt nok skulle blive godt.

Allermest gjorde hun sig umage. Hun var et ordentligt menneske, der ønskede at gøre alt så godt som muligt, og hun udnyttede alle døgnets timer til fulde.

Lea var præget af charme, og hun var en flot kvinde. Men hun var allermest sig selv - Lea med en forrygende sans for humor, høj latter og en aldrig usvækket begejstring ved hvert kyssende og krammende gensyn.

Nøjedes jeg med at telefonere, var det i øvrigt ikke nødvendigt efterfølgende at referere samtalen for andre i lokalet - ingen af os »nedtonede os selv«, som Lea engang sagde. Til min families udelte fornøjelse...

I de år blev det konstateret, at vores datter havde brug for hjælp fra det offentlige, og den rette behandling lå ikke lige for. Men med Lea som formand for socialudvalget lod rigtig meget sig gøre - altid med udgangspunkt i borgeren før systemet. Engang deltog hun endda i et socialudvalgsmøde, selv om hun var syg, for hun insisterede på at følge sagen og skabe enstemmighed for den.

Det lykkedes. Intet under, at vores datter - vores børn - elskede Lea, for hun var ikke blot et generøst menneske, der aldrig kom tomhændet. Lea var også et generøst menneske med sig selv. Jeg havde lige mistet min far, og Lea kom engang, hvor hun på forhånd havde sagt, at hun kun havde et kvarter.

Hun blev i flere timer, hvor hun tydeliggjorde, at sorgen var et sår, der ville hele. Det gjorde hun med baggrund i fortællingen om sin egen mor, som hun mistede alt for tidligt.

Andre gange kunne Lea komme til et møde mellem os med en dagsorden over emner, hun og jeg skulle ind på. Hendes organisatoriske evner var højt udviklede, og hun så straks muligheden, når jeg foreslog, at hun gik med i teatret.

Så kunne vi tale i bilen på vejen til Skive Theater, i pausen, på vejen hjem - og så lige lidt mere udenfor på Fyrrevænget.

Vi kunne være lattermilde efter »Svend, Knud og Valdemar« eller præget af alvor efter »Indenfor murene«.

Lea favnede alle. Hun var et fordomsfrit menneske, der kunne live en forsamling op med begavede visioner, interessante historier og oplevelser, der heller ikke var blottet for selvironi.

Lea var mor til fem - og hun vidste præcis, hvilken mor, mormor og farmor, hun ville være. Det havde hun og Ib for længst afstemt med hinanden, og Lea var ør af lykke for hvert nye barnebarn, der kom. En årlig ferieuge for børnebørnene i Stoholm eller i sommerhuset i Vile må have været en fest for dem at deltage i.

Uselviske Lea planlagde på børnenes præmisser i detaljen. På samme måde er det næppe tilfældigt, at flytningen til Værløse er overstået, så Ib kan være tæt på familien i den svære tid, han nu står overfor. Jeg kan i hvert fald sagtens få øje på Leas hånd og ånd i den kærlige handling overfor familien og livsledsageren, som hun fulgtes med i langt over det halve århundrede.

»Jeg tror 2018 bliver et godt år«, skrev Lea på Facebook den 1. januar med den optimisme, der aldrig forlod hende. Det blev det ikke for Ib, børn og børnebørn, der nu må genfinde Leas varme i de talrige minder, de har om alt det gode, hun utrætteligt gjorde for dem. Vores tanker går til hele den store familie.

Intet bliver det samme! Mindet om en kær veninde, der satte uudslettelige, kloge, inspirerende og livsduelige spor hos os alle, vil leve videre.