Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Mindeord om Lili Kirstine Kristensen


Mindeord om Lili Kirstine Kristensen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mindeord: Peter, Simon og Birgitte skriver følgende mindeord om Lili Kirstine Kristensen, Stensigvej 7, Løgstrup, der er død.

Man siger, at sorgen er kærlighedens dyreste pris. Kærligheden til vores mor og hendes kærlighed til os var ubetinget og fundamentet i vores liv, og derfor føles sorgen over at miste hende pludseligt næsten ubærlig.

Mindet om mor er fyldt med smil, varme, tryghed, kærlighed, glæde og mad.

Mor var der altid for os - når vi kom hjem efter skole, mens vi boede på Petravej eller senere på Herningvej. Men også hvad enten det bare var os, eller vi havde en håndfuld venner med, så var hjemmet altid åbent, og alle følte sig velkomne.

For Peter og Simons kammerater, der makkede i biler eller fyldte stuen hele weekenden for at spille computer. Eller for de mange plejebørn fra Grønland, som boede hos os i tre måneder hvert efterår igennem hele vores barndom. Altid stod mor parat med åbne arme og dejlig mad i gryderne til alle mand.

Senere kom svigerbørnene til, og også de følte denne altomfavnende gæstfrihed, som mor udstrålede. Hun ville så gerne, at alle skulle have det godt. Ingen skulle være ensomme eller glemte og blev det heller ikke, hvis mor havde noget at skulle sige.

Kunne man ikke finde min mor, kunne man være sikker på, at hun var i køkkenet eller i gang med noget praktisk. Mor sad aldrig stille ret længe ad gangen, og havde hun ikke selv noget, der trængte til at blive ordnet, så kunne hele familien eller vennerne være sikker på, at hun altid gav en hjælpende hånd med, hvis nogen trængte.

Mor havde det i det hele taget bedst, når hun gjorde nytte - aldrig for sig selv, men for andre. Om det var at stå i køkkenet til store fester, bage boller til en fødselsdag, afrime en fryser eller lægge vasketøjet sammen hos os børn, ja så var ingen opgave for stor eller lille, og man behøvede næsten ikke spørge, før mor havde smøget ærmerne op og var i gang.

Det var en stor lykke for mor at blive bedstemor. Glæden ved og kærlighed til alle hendes ni børnebørn var ubeskrivelig. Ganske få dage efter hendes død den 1. september blev hun bedstemor til endnu et barnebarn, som nu bærer hendes navn videre. De ældste børnebørn, som vil kunne huske hende, har nu en dyrebar opgave i at give hendes minde videre til de yngste.

Et minde om en bedstemor, der ifølge hendes børnebørn ikke kunne blive sur. Som altid havde hun tid til dem alle, hvad enten det var til at sy fastelavnsdragter, passe dem når de var syge, spille spil, læse eventyr eller bage en kage. At man hos hende altid måtte få alle slags krymmel på kagen eller en håndfuld rosiner lige inden aftensmaden, fortæller at hos bedstemor var grænserne vide - vi børn ville måske sige på grænsen til ikke eksisterende - men egentlig var de bare præcis som hendes kærlighed til hendes børnebørn.

Da vores far døde alt for tidligt i 2010, var dette en stor sorg for os, og det ramte min mor hårdt, som nu var alene i hverdagen. Derfor var vi alle lykkelige, da mor mødte Benny nogle år efter fars død, og mor blomstrede op og var meget lykkelig.

Bennys hjem "Lykkebo" i Løgstrup, blev stedet, hvor vi alle kunne være sammen som en stor familie både Bennys børn og børnebørn og vi børn og vores børn. Der var ingen forskel - Mor og Benny var bedstemor og bedstefar for alle børnebørn.

For bare ganske få måneder siden fik mor konstateret kræft. Men lægerne var optimistiske, og det var både hun og vi i familien også. Kræften skulle ikke få lov at spænde ben for det dejlige liv, hun havde fået sammen med Benny efter fars død. Vi forventede alle at have hende mindst et årti endnu. Men hendes krop var voldsomt mærket efter kemoterapien og måtte den første morgen i september give op.

Mor - vort minde om dig er kærlighed - ubetinget og altomfavnende. Der er et hul i hjertet på os nu af sorg og savn. Sorgen vil over tid vige sin plads for alle de dejlige minder, vi har med dig, men savnet må vi bære med os.

Måske er det rigtigt, at sorgen er kærlighedens dyreste pris, men det er en pris, vi gerne betaler for at have følt din kærlighed.