Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kommentar: Et farligt skråplan


Kommentar: Et farligt skråplan

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Danni Kristensen , dakr@viborgfolkeblad.dk
EM herrehåndbold i Polen
Sport. 

At udtale sig til pressen er en del af jobbet for professionelle håndbold- eller fodboldspillere. Derfor er det et farligt skråplan, som Dansk Håndbold Forbund og René Toft Hansen bevæger sig ud på under VM.

I denne uge begynder VM i herrehåndbold. Hvis alt går vel, sidder godt og vel en million danskere og følger Landin og kompagni i kampen for succes i Frankrig.

Danmark elsker håndboldherrerne. Og derfor er januar måned at regne som en ren højtid for håndboldelskere, der nyder de mørke vinteraftner foran skærmen, hvor man kan samles om et hold, der virkelig har leveret varen i de senere år. Både på banen i form af medaljer og pokaler, men også udenfor, hvor smil, sjov og åbenhed har præget håndboldherrerne.

I sidste uge kom det så frem, at landsholdsstregen René Toft Hansen ikke vil tale med pressen under VM. Han er simpelthen så slidt efter et mentalt hårdt år med genoptræning efter en slem skade, en OL-guldmedalje og konstante udfordringer i den tyske Bundesliga, at han ikke har overskud til både at spille og være til rådighed for pressen under VM.

Rent menneskeligt kan jeg både forstå og acceptere det. Det har været et vildt år. Og isoleret set er det helt okay, at man laver en aftale, der betyder, at René Toft Hansen er med ved VM i stedet for at have meldt fra til landsholdet. For det kan meget vel have været alternativet.

Men det er set herfra blot endnu et skridt i en rigtig farlig retning.

Lukket tilgang

Det er nemlig som om, at pressen mere og mere bliver set som et nødvendigt onde. Noget, der skal styres og bare overstås så let som muligt.

Her lokalt har vi heldigvis endnu rimelig fri adgang til håndbold- og fodboldspillerne fra Viborg HK og Viborg FF, der også skal have ros for uden at kny at stille op til både sjove og mindre sjove interview. Men selv her i lille Danmark er der flere og flere tegn på, at pressen skal styres.

Oftere og oftere er det kun udvalgte spillere fra eksempelvis landshold, der stiller op på et pressemøde og siger ligegyldigheder. I Superligaen i fodbold kan klubberne principielt snige spillere ud af bagdøren for at undgå, at de skal forbi journalisterne, der er buret inde i en såkaldt mixed zone.

Jeg siger ikke, at de gør det - men det vil være den letteste ting i verden at snige en spiller ud, der har fået rødt kort, har småskændtes med træneren på vej ud af banen eller på anden måde kan være genstand for spørgsmål, som ikke ligefrem er behagelige. Der er også flere klubber, der nu begynder at lukke træningerne for pressen - og man kan faktisk blive ved med at se små tendenser i retning af en mere lukket tilgang til profilerne. 

En del af jobbet

Det er her, at spillere, klubber og forbund skal huske, at pressen faktisk blot er at regne som tilhængernes øjne. Det er medierne, der er med til at skabe et produkt, som er attraktivt for både fans og sponsorer. Og dermed er det på den ene eller den anden måde også den massive mediedækning, der i store træk er med til at sørge for, at især håndbold- og fodboldspillere bliver idoler, der kan tjene en ret så god løn ved at dyrke deres sport.

Spørg lige dressurryttere, fægtere, løbere eller brydere, om de ikke også godt kunne tænke sig den mediedækning, som de store boldspil får - jeg tror, det vil gøre det lettere for dem at finde sponsorer og dermed satse 100 procent på deres sport i stedet for at skulle kombinere en hverdag med timevis af træning ved siden af arbejde eller uddannelse. 

Derfor er det en farlig tendens, hvis pressen ender med at blive et til- eller fravalg. 

Det bør i mine øjne simpelthen være en del af jobbet, at man i et rimeligt omfang er til rådighed for pressen og gerne stiller op til interview. Pressens job er jo at prøve at besvare de spørgsmål, som tilhængere og folk i sofaerne sidder med før, under og efter kampene. Så hvis man nægter at tale med pressen, så nægter man principielt at tale med fansene.

Heldigvis er tilfælde som det med René Toft Hansen endnu ret sjældne - og forhåbentlig er det et engangstilfælde, at DHF giver lov til det.