Den grønlandske arv

Ida Børding har haft et hårdt, men godt liv. Hun blev født i Grønland, men flyttede til Danmark som otteårig. Hun har i de fleste år været alene med sine tre børn. Siden 2008 har hun været i fleksjob på grund af sin lungesygdom. Foto: Morten Pedersen

Den grønlandske arv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ida Børding, 50, flyttede til Danmark som otteårig, men vendte siden tilbage til Grønland, som for hende er forbundet med både glæde og smerte.

Viborg: Historien har det med at gentage sig, og det har den da også på nogle punkter gjort for Ida Børding.

Hendes minder om sin far er få, og desværre er det lignende minder, hendes egne børn har fået om deres far.

De handler om sjældne krammere og ølånde.

Ida Børding voksede op hos sin mormor sammen med sin enlige mor - og sin moster, der også var alenemor.

Da Idas mor mødte en dansk marinesoldat, opstod der kærlig kemi. De to fandt sammen, tog til Danmark og skabte her et godt og solidt hjem. Soldaten blev far for Ida og for de to søskende, hun fik.

Bedst og værst
Hvad er det bedste ved Grønland?- Det er sammenholdet og åbenheden. Gæstfriheden. Og så naturen jo. Det er så lækkert deroppe. Man får virkelig bare ro på sjælen, når man er deroppe.

Hvad er det værste ved Grønland?

- Incesten og al den druk.

Hvad er det bedste ved Danmark?

- At jeg har min familie - og så varmen. Og det at man kan komme frem og tilbage. Lukker Storebæltsbroen herhjemme, så lyder der jo et ramaskrig.

Hvad er det værste ved Danmark?

- At man er så firkantet. Det hele skal være planlagt. Og så er Viborg nogle gange en snobbet by, men måske ikke så meget, som det var engang.
Alle grønlændere savner julen, når de befinder sig i et gråt og grønt Danmark. Ida Børding er ingen undtagelse. Den traditionelle julestjerne fra Grønland har en fast plads i vinduet.
Alle grønlændere savner julen, når de befinder sig i et gråt og grønt Danmark. Ida Børding er ingen undtagelse. Den traditionelle julestjerne fra Grønland har en fast plads i vinduet.

Sværere for mor

Men det var svært at komme til Danmark.

- Jeg havde et savn til mine bedsteforældre og resten af min familie, og der er nok gået en klap ned, som gør, at jeg ikke husker så forfærdeligt meget af min første tid her. Men jeg kan da huske, at jeg engang rakte hånden op og ville svare på, hvad køer hed i flertal. "To koer" sagde jeg stolt, fortæller hun med et smil.

Hun husker også, hvordan hun under en håndboldkamp blev omtalt som "hende den sorte" af en modspiller. Og hvordan hun engang tog sig selv i at tale dansk til sin mormor, der bare sad tavst og smilede til sit lille barnebarn, som hun ikke forstod.

Hun husker, hvordan hun langsomt tilpassede sig, som hun voksede op på dansk grund.

- Den slags gør børn, konstaterer hun.

- Det var langt sværere for min mor. Hun er aldrig helt faldet til, og det gør hun nok heller aldrig. Hendes sjæl hører stadig til deroppe, konstaterer Ida Børding, som i dag er 50 år.

På tynd is?
Hvert år rejser grønlændere til Danmark med håbet om et andet og et bedre liv i kufferten.

For nogle kan isen bære, for andre kan den ikke.

Når en grønlænder kommer til Danmark, registreres han ikke som indvandrer. Grønlændere er at betragte som danskere - rent formelt. Alligevel er det svært for mange at falde til, fordi de to lande er lige så forskellige som nat og dag.

Folkebladet fortæller i denne serie om nogle af de skæbner, der forlod deres bygder og byer. For nogle gik det, som de havde drømt om. For andre gjorde det ikke.

I Viborg Kommune bor 400 grønlændere. 120 af disse er på offentlig forsørgelse, mens 70 er i kategorien "udsatte". Af de cirka 45 gæster, som benytter Kirkens Korshærs varmestue, er 20 af dem fra det kolde nord.
Ida Børding er formand for Grønlænderforeningen Kilitaq. Kilitaq betyder skive, et navn den har, fordi den oprindeligt blev stiftet i Skive, men i dag har den også mange medlemmer fra Viborg.
Ida Børding er formand for Grønlænderforeningen Kilitaq. Kilitaq betyder skive, et navn den har, fordi den oprindeligt blev stiftet i Skive, men i dag har den også mange medlemmer fra Viborg.

Hjem

Længslen efter Grønland kan Ida godt genkende. Hun havde den selv i årevis.

Svaret på, hvor hun hører til, fik hun dog i 1991, hvor hun som ung og nyuddannet klinikassistent tog til Grønland for at arbejde.

- Jeg blev taget imod med sådan en varme. Selvom jeg havde været væk i mange, mange år fik jeg masser kram og dejlige velkomsthilsner. Så føler man sig virkelig hjemme, siger hun og tilføjer:

- Omvendt var jeg på efterskole i Thy i to år, og da jeg kom tilbage til Viborg, kunne folk, jeg havde gået i klasse med, knap nok hilse på mig.

- Alligevel vidste jeg, at mit hjem var i Danmark, da jeg kom tilbage, konstaterer Ida Børding, som dog er enormt stolt af at være grønlænder.

- Jeg lærte en masse deroppe. Herhjemme ville jeg aldrig have fået venner, som mangler en tand hist og her, men deroppe lærer man, at det, der betyder noget, er det, der kommer indefra, siger hun.

Chok

At bo og leve i Grønland var noget, der skulle prøves. Ida måtte se og mærke, hvad hun var gået glip af.

Hvordan det var at være grønlænder.

- Det var et kulturchok, husker hun.

- Jeg havde ikke min menstruation de første fem eller seks måneder, og jeg rendte til læge hver måned, fordi jeg troede, at jeg var gravid. Til sidst fortalte en sygeplejerske mig, at kroppen godt kunne reagere sådan, når man kommer til en helt anden verden, fortæller hun.

Efter to år besluttede Ida sig for, at tiden var inde til at rejse tilbage til Danmark. Hun savnede sin familie, og med den lungesygdom, hun lider af, var det det kolde klima i øvrigt hårdt for den 24-årige klinikassistent.

Hun opsagde sin bolig og solgte sine ting.

- Og så fandt jeg ud af, at jeg var blevet gravid.

Modbydelig

I Grønland havde Ida fået "en weekendkæreste," og selvom hun aldrig havde håbet, at hun blev enlig mor, så var det altså sådan, det blev.

Da Idas dreng var to år, tog hun ham med til Grønland.

Her mødte han for første gang sin far, som de boede ved.

- Og efter det flyttede han så herned.

Men denne grønlandske mand var, som Ida Børding selv kalder det, "en typisk grønlænder".

Han passede sit arbejde, som han skulle. Han hjalp med bleskift og badning, men ligeså snart, weekenden kom, blev han fuld og ubehagelig.

- Når han drak, var han modbydelig. Det var ikke særlig rart. Det var et mareridt, og jeg frygtede weekenderne, og jeg ville ikke leve i det - men jeg blev gravid igen, og jeg mente ikke, at jeg kunne være enlig mor til to børn, så han fik rigtig, rigtig mange chancer, fortæller Ida Børding.

Fra slemt til værre

Om vinteren nød Ida Børding, at hun kunne gå med lange ærmer uden at skulle forklare sig. Det dækkede de mærker, der var blevet efterladt på hendes arme.

Med tiden lærte hun at læse kærestens blik, så hun vidste, hvornår der bare skulle siges "ja og amen," fortæller hun, mens hun erkender, at hun ikke bare gav ham mange chancer. Hun gav ham for mange chancer.

- På et tidspunkt begyndte der at komme mange grønlændere herned på kurser, og der blev det virkelig slemt. Så drak han hele weekenden. Vi kunne sidde og spille spil en fredag aften, så skulle han lige i kiosken, og så så jeg ham ikke før søndag. Andre gange vågnede jeg lørdag morgen, hvor han sov på bordet, som var fyldt med tomme flasker. Vi har godt nok spist mange rundstykker hjemme ved min søster, for vi smuttede, så snart jeg så det der. Det har været barskt, men i hverdagene gik det jo smaddergodt, fortæller hun.

Den typiske grønlænder

På et tidspunkt indså hun, at der ikke var flere chancer at give.

Ida Børding stopper op, mens hun fortæller. Tørrer en tåre væk fra øjenkrogen og undskylder.

Som om hun har noget at undskylde.

De nu tre børns far tog hjem - og Ida Børding blev den alenemor, hun ikke havde villet være.

Når hun i dag selv omtaler ham som "den typiske grønlænder," er hun sådan set med til at stigmatisere sit folk.

- Men der er noget om snakken. Der er rigtig meget om snakken, siger hun om det stempel.

Tabte kæben

Telefonregningen i det lille hjem var tårnhøj.

Børnene og deres far ringede og sagde godnat til hinanden til en pris på otte kroner i minuttet, og de glemte ham ikke, trods det, at de ikke så ham igen foreløbigt.

Der skulle gå fire år, før familien Børding igen tog til Grønland. De skulle bo hos Idas moster, men der gik ikke længe, før de flyttede ind hos faren og farmoren i stedet.

- Og der var han simpelthen far med et kæmpe F. Jeg kunne gå ud og hygge mig med mine fætre og kusiner, mens han spillede Playstation med børnene. Jeg var ved at tabe kæben, da han sagde nej til en fest. Så da vi tog hjem, ville han gerne med. Jeg vidste ikke helt, om jeg turde, men et års tid senere kom han så, og jeg var så dum at tage ham tilbage, siger hun.

Han var en anden, da han endnu en gang kom til Danmark.

- Så han var her kun få måneder. Han faldt tilbage i den samme rille med de forbandede weekender. Det er dét, der har mærket ungerne mest, for der var de store nok til at opleve deres far sådan. Denne gang var jeg hård og sagde, at det duer ikke.

Andenrangsborgere

Siden da har der ikke været noget bånd imellem de nu voksne børn og deres far. Selv de sporadiske samtaler med års mellemrum er helt hørt op.

I dag bor Ida Børding med to af børnene og sin kæreste i et godt, trygt og ikke mindst roligt forhold. Han er fra Færøerne, og i det lille ø-samfund på matriklen i Houlkær har de to masser af hjemlige minder på væggene.

Det første, man ser, når man træder indenfor, er billedet af en kutter ved det grønlandske vand. I vinduet hænger en typisk grønlandsk julestjerne, og det store kort på væggen viser deres hjem, Danmark, men også de øer, der udgør det samlede rigsfællesskab.

Mens Ida Børding er faldet til i Danmark, har hun altså konstateret, at det for mange andre af hendes landsmænd ikke lykkes. Hendes mor og hendes ekskæreste er eksempler.

- Mange grønlændere føler, at de er andenrangsborgere, når de kommer til Danmark. De føler, at de bliver set ned på af danskerne, siger Ida Børding, som har den fordel, mener hun, at hun kom hertil som barn.

Dermed lærte hun sproget og kulturen i en tidlig alder.

Der er noget i den grønlandske mentalitet, som måske ikke helt passer ind i den måde, et moderne samfund hænger sammen på.

- Tingene deroppe går bare mere langsomt. Meget mere langsomt. På det værksted, min far brugte i Grønland, var der en mekaniker, der hed Jakob. Vældig fin og dygtig, men pludselig var han der ikke. Det var fordi, det var godt vejr, så skulle han ud og fange sæler, siger hun, som var det en selvfølge.

Og det er det da også. Deroppe, hvor man er i et med naturen, og hvor man er afhængig af vejret for at kunne leve.

Deroppe, hvor arven går videre. Den varme, venlige og velkomne arv. Men desværre også den, hvor minderne om far lidt for ofte er forbundet med ølånde og sporadisk kærlighed.

Den grønlandske arv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce