Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Elisabeth blev frikendt for kræft - det kostede et bryst

Elisabeth Hartlev har selv truffet beslutningen om, at hun gerne vil vise arret efter sin operation. - Jeg håber, at det kan få andre til at reflektere og reagere. Hvis det kan være med til, at bare en enkelt kvinde redder sit bryst, så har det været det hele værd. Foto: Kim Haugaard

Elisabeth blev frikendt for kræft - det kostede et bryst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En sag med mistanke om systematisk sjusk er årsagen til, at 3200 kvinder i Region Midtjylland lige nu venter på en ny undersøgelse for brystkræft. 61-årige Elisabeth Hartlev har oplevet det, kvinderne kan frygte; Hun blev frikendt, selv om hun havde brystkræft.

REGIONEN: 14. oktober 2011 var en fredag. Det husker Elisabeth Hartlev tydeligt. Det var dén dag, hendes krop sendte hende et signal om, at hun var syg. Af brystkræft. Men det fandt hun først ud af flere måneder senere.

Elisabeth Hartlev har gennemlevet det, som godt 3200 kvinder i Region Midtjylland kan frygte. Efter en undersøgelse for brystkræft blev hun frikendt, selv om hun var ramt af sygdommen.

Elisabeth Hartlevs sag har ingen direkte forbindelse til sagen fra Viborg, hvor en overlæge er sendt hjem efter mistanke om, at han har sjusket med undersøgelser for brystkræft. Sagen har fået Region Midtjylland til at genindkalde 3220 kvinder, som er undersøgt af den pågældende læge efter juli 2015 og som har fået besked om, at de ikke havde brystkræft. Af dem har regionen kendskab til otte patienter, som i første omgang er blevet frikendt for kræft, og som efterfølgende er vendt tilbage, fordi deres symptomer fortsatte.

Sagen fra Viborg har rippet op i arrene hjemme hos jurist Elisabeth Hartlev på Morbærvej i Kongsvang.

- Jeg ved godt, hvordan det er at vente, fortæller hun.

- Det er tanken om, at de her kvinder faktisk kan nå at dø af det... De fleste af os er jo bange for at dø, fordi vi gerne vil opleve meget mere her i livet, mener Elisabeth Hartlev, der føler sig provokeret af hospitalets opfordring til, at de tidligere patienter ikke lader sig bekymre unødigt.

- Jeg synes, det er en dumsmart bemærkning at bede folk om ikke at være bekymrede. Det er de 3200 kvinder. Det fylder 24, hvis ikke 25, timer i døgnet. Er det mig, de har glemt?

I håbet om, at andre ikke skal opleve det samme, ønsker Elisabeth Hartlev at fortælle sin historie fra Aarhus Amtssygehus, hvor menneskelige fejl, der ikke burde ske, skete, og hvor konsekvensen kunne have været fatal, hvis hun ikke selv havde taget affære.

Brystkræftskandalen: 21 kvinder har fået konstateret brystkræft
Jeg var vildt glad. Når du bliver mødt med smil og beskeden om, at det 100 procent sikkert ikke er brystkræft, så er det svært ikke at tro det. Da jeg gik i skole, var der ikke noget over 100 procent.
Mistanke om mangelfulde undersøgelser
Region Midtjylland meldte fredag 30. juni ud, at Regionshpospitalet Viborg har fået mistanke om, at der er sket fejl i brystkræftundersøgelser.Mistanken knytter sig til en enkelt overlæge, der er sendt hjem. Han fratræder i øvrigt sin stilling 31. juli.

3220 kvinder, der er undersøgt og frikendt for kræft af den pågældende læge, er blevet tilbudt en ny undersøgelse.

De 3220 kvinder blev i sidste weekend kontaktet via Digital Post, med mindre de er fritaget for dette og venter på postvæsnet.

Da telefonerne mandag 3. juli åbnede for booking af tider, blev linjerne lynhurtigt optaget af meget lange telefonkøer. 

Region Midtjylland forventer, at alle 3220 kvinder er tilbudt et sikkerhedstjek inden midten af august.

Bomben sprang i bilen

Fredag eftermiddag, 14. oktober 2011, kører Elisabeth Hartlev hjem fra sit arbejde som advokatfuldmægtig i Auning.

- Jeg skulle handle på vejen, for vi skulle have gæster. Men pludselig havde jeg ondt i det venstre bryst, der var rødt og meget ømt. Min daværende mand spurgte, om vi skulle aflyse, men det ville jeg ikke. Jeg kunne jo ringe til lægen om mandagen, husker Elisabeth Hartlev, der i dag driver sit eget juridiske rådgivsningsfirma.

Lørdag lader hun sig alligevel overtale til at ringe til vagtlægen, som mener, at der er tale om brystbetændelse og ordinerer penicillin. Smerten tager af, men symptomerne forsvinder ikke helt, så efter en uge ringer hun til sin egen læge for at høre, om hun skal fortsætte.

Klinikken er ferielukket, og derfor bliver hun dirigeret videre til en anden praktiserende læge. Med ham i røret, i bilen på vej til arbejde, bliver hun klar over, at hendes situation kan være langt mere alvorlig, end hun anede.

- Han fortæller mig, at det er sjældent, at kvinder i min alder får brystbetændelse, og at det kunne være en særlig ondartet form, der giver samme symptomer. Jeg spørger ham, om han med form mener kræft, og han svarer ja. Og så var jeg ved at køre galt, fortæller Elisabeth Hartlev, der trods chokket kom sikkert på arbejde.

Selv om beskeden nok var lidt bombastisk leveret, har Elisabeth Hartlev siden serveret morgenbrød i lægeklinikken som tak for, at personalet allerede samme eftermiddag tog hende ind og sendte en henvisning til videre undersøgelse på Aarhus Amtssygehus.

Få dage senere møder hun til undersøgelse på hospitalet. Der bliver lavet mammografi, ultralydsscanning og biopsier.

Hvad der sker med analysen af prøverne i den følgende uge er uvist. Dokumenter fra den klagesag, Elisabeth Hartlev senere sender til Patienterstatningen, viser, at ét centralt journalnotat mangler. Deri burde den tværfaglige vurdering af undersøgelsens resultater, som i fællesskab foretages af kirurg, radiolog og patolog, have været beskrevet.

Det ved Elisabeth Hartlev og hendes daværende mand ikke, da de i begyndelsen af november 2011 møder op til den samtale, der giver svar på undersøgelserne. Elisabeth Hartlev har skrevet dagbogsnotater igennem forløbet, og hun er ikke i tvivl om, at hun husker, hvordan ordene faldt, da hun blev frikendt for at have brystkræft.

- Allerede inden døren i lokalet er blevet lukket, får vi at vide, at jeg 'med et-hundrede procents sikkerhed ikke har kræft', fortæller Elisabeth Hartlev.

- Jeg var vildt glad. Når du bliver mødt med smil og beskeden om, at det 100 procent sikkert ikke er brystkræft, så er det svært ikke at tro det. Da jeg gik i skole, var der ikke noget over 100 procent.

Presset af sin sekretær

I knap fire måneder går Elisabeth Hartlev i den tro, at hun er rask. Indkaldelsen til den kontrol, hun under samtalen i november blev varslet om, kommer ikke. Men takket være en vedholdende sekretær efterlyser hun selv tiden til en kontrolundersøgelse.

- Hvis ikke det var fordi, min sekretær blev ved med at presse på, og at jeg i samme periode havde en veninde, der fik konstateret brystkræft, havde jeg aldrig ringet. Jeg var jo frikendt, fortæller Elisabeth Hartlev.

Ligesom i november bliver der lavet mammografi, ultralydsscanning og biopsier. Men man vælger også at lave en ekstra undersøgelse af de kalkpletter, der også var beskrevet i november.

Denne gang følte jeg mig overbevist om, at der ingenting var.

Sådan har Elisabeth Hartlev skrevet i sine notater.

I begyndelsen af marts er resultatet klar. Der er fundet brystkræft.

Det stemmer så lidt med det tidligere forløb, at ord ikke kan beskrive følelserne! Vi er chokerede over forløbet, noterer Elisabeth Hartlev.

Ved den første operation, hvor lægerne undersøger, om kræften har spredt sig til nærmeste lymfeknude, får Elisabeth Hartlev en infektion, og derfor går der halvanden måned, før hun får fjernet venstre bryst.

Et tab af kvindelighed

Lymfevævet viser, at kræften med stor sandsynlighed ikke har spredt sig, og derfor undgår Elisabeth Hartlev kemo og strålebehandling. 10 dage efter operationen er hun tilbage på arbejde. Med et ar, ikke kun på brystet, men også på sjælen.

- Jeg følte mig som en enhjørning i starten, forklarer hun om dét at skulle leve med kun ét bryst.

På grund af infektionen kunne hendes bryst ikke rekonstrueres i samme operation, som det ellers var planlagt, og hun har valgt, at hun ikke vil igennem en ny, timelang operation.

Men efterhånden er hun blevet bevidst om, at det manglende bryst ikke kun er et fysisk tab. Det er også et psykisk tab, et tab af kvindelighed.

- Jeg havde ikke selv tænkt over det, før min svigerdatter en dag sagde til mig, at hun havde lagt mærke til, at jeg var begyndt at klæde mig anderledes, fortæller Elisabeth Hartlev.

Pludselig kunne hun selv se det. At hun dækker sig mere til, slukker lyset i soveværelset og ikke spontant smider tøjet og springer i havet, som hun før kunne finde på.

Klager over forløbet

Oven på svigtet fra det sundhedsvæsen, hvis ord hun tog for gode varer, vælger Elisabeth Hartlev at klage over forløbet til Patienterstatningen.

Selv går hun med en tvivl; Kunne hun have bevaret sit bryst, hvis diagnosen var stillet første gang, hun blev undersøgt?

- Jeg tror det, og herhjemme kan tro flytte bjerge. Men det kan det måske nok ikke i sundhedsvæsnet, ræsonnerer Elisabeth Hartlev.

På baggrund af to speciallægevurderinger medgiver Patienterstatningen, at udredningen i november 2011 ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Her burde der være foretaget yderligere undersøgelser, hvorved man "med overvejende sandsynlighed" havde diagnosticeret kræftsygdommen fire måneder tidligere.

Men fordi der mangler et centralt journalnotat, er det vanskeligt at vurdere sagen, påpeger den ene af de to speciallæger:

Der foreligger ikke notat fra den multidisciplinære konsensuskonference med deltagelse af kirurg, radiolog og patolog, hvor undersøgelsesresultaterne, ifølge udtalelse fra den ansvarlige overlæge, skulle have været gennemgået. Dette notat ville ellers spille en central rolle i min vurdering...

Patienterstatningen konkluderer, at der ikke er grund til at yde erstatning. Afgørelsen bygger på den anden speciallæges vurdering af, at hverken behandlingen eller prognosen for fremtiden havde været anderledes, selv om sygdommen var konstateret i november.

Hvis patientens sygdom var blevet diagnosticeret i november 2011 ville patienten være tilbudt præcis den samme kirurgiske og medicinske behandling, står der blandt andet i speciallægevurderingen, hvor det til slut konkluderes:

...at forsinkelsen med overvejende sandsynlighed ikke har betydet nogen prognoseforandring.

Svaret på, hvorfor Elisabeth Hartlevs henvisning til kontrolundersøgelsen forsvandt i systemet, og hvorfor det centrale journalnotat mangler, får hun nok aldrig svar på.

I hospitalets redegørelse om forløbet, sendt til Patientforsikringen, er det noteret, at den ansvarlige læge, der på daværende tidspunkt var under den sidste del af sit hoveduddannelsesforløb, ikke huske den pågældende sag.

Selv om der ikke falder nogen erstatning, stiller Elisabeth Hartlev sig tilfreds med klagesagens udfald.

- Jeg havde ikke forventet at få erstatning. Men jeg ville godt have deres udsagn for, om det, der skete, var lægeetisk korrekt, forklarer hun, og fortsætter efter en kort pause:

- Jeg kan ikke ændre noget for mig selv. Men jeg håber på, at andre ikke skal opleve det samme. Det var forfærdeligt. Er der bare én situation, hvor det kan redde en kvindes bryst, så er det ikke sket forgæves.