Hvorfor glemmer dronningen os nytårsaften?

Chefredaktør Lars Norup.

Hvorfor glemmer dronningen os nytårsaften?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er et beredskab i Danmark, som vores kære dronning altid glemmer i sin nytårstale: Pressen. En institution i det danske samfund, som står vagt om fællesskabet 24-7 året rundt.

Det er bare en sjov tanke - ikke klynk. Men tanken om beredskabet ramte mig igen i denne uge, hvor samfundet igen går i stå, for danskerne er på ferie - mange står på ski.

Men nyhederne går ikke i stå, heller ikke selvom folk er på ferie. Og mediehuset går heller ikke i stå, tværtimod, for færre hænder skal håndtere de samme opgaver. Avisen skal ud, og nyhederne skal ud elektronisk døgnet rundt.

Der er ingen i huset, som nogensinde kan få den tanke, at det er ligegyldigt, om de møder eller ej. Måske er det én af grundene til, at folkebladet har et lavt gennemsnitligt niveau for sygdom.

Jeg hørte i dag en fortælling om en nyansat, der mødte op hver dag, uden at der var arbejde nok til de 7,5 timer. Det må være frygteligt!

Chefredaktører bliver af mange - det ved jeg - ofte oplevet som nogle mentale sinker, der mere eller mindre tilfældigt har fået stillet en talerstol til rådighed og flittigt øser af deres uvidenhed i enhver sammenhæng.

Det ved jeg også gælder for mine beskedne bidrag på lederplads.

Det er mit job at forholde mig kritisk til magtmennesker, specielt hvis jeg oplever, at de enten ikke er opgaven voksen, eller at de misbruger deres magt. En del betaler tilbage dagen efter i telefonen eller på mail, mens andre deler deres uforbeholdne mening i sociale sammenhænge, hvor de føler sig trygge.

Med et smil må jeg så oplyse, at mange citater ad den ene eller anden kanal alligevel havner for mine ører. Kildenettet er stort, men tag det roligt, vi bliver hverken mere eller mindre uvenner af den grund.

Kan man ikke tåle at blive modsagt, skal man vælge en anden branche. Og jeg sætter en stor ære i at få afsluttet alle samtaler, der begynder på et højt lydniveau, med et fredeligt tak for en god samtale.

Jeg tænker ofte på, hvor slidsomt og ensomt det må være at være statsminister eller såmænd også minister, som uanset hvad de gør får tæsk i dage- og ugevis.

Helle Thorning-Schmidt var lidt teflon-agtig. Så altid godt ud. Lars Løkke Rasmussen har været med i rigtig lang tid. En dreven "rotte", som har formået at navigere mellem venner og mange fjender, endda i sit eget parti.

Det kan man også se på ham.

I denne uge blev jeg glad, for to "fjender", Martin Merrild fra Landbrug og Fødevarer og Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening, havde fundet fælles fodslag om, hvordan landbrug og natur sammen kunne finde løsninger.

Det var dælme, undskyld udtrykket, modigt. Det er sådan noget, som kun sker, når personer, der trods modsatte udgangspunkt finder ud af, at de "klikker sammen". Landmanden fra Struer og akademikeren fra den københavnske stenbro.

Jeg vil håbe, at regering og folketing giver dem medløb. Det har vi brug for meget mere af.

Et dødsfald fik fredag en stor diskussion i gang på redaktionen. Spørgsmåler var, hvorvidt pressen går for vidt, fordi det er én fra vores egen kreds, der var gået bort.

Af respekt for den døde og dennes indsats, som jeg fandt ud af, at mange sætter stor pris på ud fra et rent folkeligt perspektiv, forbigår vi navnet her, da det intet har med den principielle diskussion at gøre.

Men det, som vi i den mere underholdende del af pressen måske skulle tænke lidt mere over, det er, om det ikke er en kende respektløst, når man ofte lukrerer på de kendtes privatliv og ikke viger tilbage for at udlevere dem, for så at komme med tårevædede reportager, når de er døde.

Og så er der efter min mening et usagligt genbrug af pressefolk i medierne. Men det er en helt anden sag, som formentlig skyldes en symbiose af dovenhed og økonomi.

Hvorfor glemmer dronningen os nytårsaften?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce