Klumme: Min højre arm i bytte for afskaffelse af børns ensomhed


Klumme: Min højre arm i bytte for afskaffelse af børns ensomhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er intet i verden, jeg hellere vil end at kunne give mit barn en ven. Sådan et venskab, hvor der bare leges, spilles og hygges. Hvor der er plads til uenighed og til at blive gode venner igen. Med en lyst til at være er sammen, bare fordi det er rart. Faktisk vil jeg gerne give min højre arm i bytte for et venskab til min søn. Men de hænger ikke på træerne, venskaber...

Hver eftermiddag ser jeg, hvordan han sidder alene herhjemme efter skole. Alene. Også i weekenden. Der er ingen telefonnumre at vælge mellem på mobilen, og invitationer er ikke eksisterende. Det gør ondt at være vidne til - helt ind i det allerinderste.

Ensomhed og manglende legeaftaler har det ikke kun betydning for mit barn, men for resten af familien. Det stiller det store krav til mig som mor at være den legekammerat, som han ikke har. Jeg hopper på trampolin og spiller forskellige elektroniske spil (som jeg ikke helt forstår og egentlig ikke interesserer mig for). Jeg tager med i biografen eller på legepladsen. Det med- og modspil, som man lærer i et venskab, skal jeg også forsøge at give ham. Men det kan jeg ikke, fordi jeg er mor.

Fra en mere praktisk vinkel betyder det, at vi mangler et sted, han kan være en eftermiddag eller en overnatning, hvis det er nødvendigt. Når der en sjælden gang opstår en mulighed for at mødes med potentiel ven, så støtter jeg alt det, jeg kan. Fordi jeg ved, at det kan være svært, når han ikke har meget øvelse på den sociale front. Mødet er skrøbeligt, fordi ønsket om et fællesskab er brændende.

Et venskab har mange funktioner: En ven er én, vi kan spejle os i. Her lærer vi at finde ud af, hvordan vi ligner hinanden men samtidig er forskellige. Det er her, vi øver os på kompromis, og også i at forstå egne og andres følelser. Det er hos venner, vi henter trøst, opbakning og medfølelse. Sammen med legekammerater øver vi os på at være de sociale væsner, som mennesker helt naturligt er. I mødet med andre kan vi finde fællesskaber baseret på interesse. Vores venner er simpelthen med til at skabe os som mennesker.

Når der ikke er nogen at øve sig sammen med, bliver det svært, når en sprække åbner sig og en potentiel mulighed byder sig. Resultatet er for os dog ofte blevet, at det er for svært for min søn at tage det første skridt. Derfor arbejder jeg rigtig meget i kulissen med at kontakte forældre til potentielle legekammerater. I første omgang spørger jeg bare andre forældre, om vi kan aftale at sætte børnene sammen for at se, om der kan opstå en spire for noget mere.

Flere gange er jeg og min søn dog blevet mødt med et pænt nej tak. Begrundelserne kan være mange: manglende fælles interesser, ikke plads til flere venner eller blot et nej tak i døren.

Ensomhed forsvinder ikke af sig selv. Det kræver en aktiv indsats - fra os alle. Hvis vi gør det til et individuelt problem, kommer vi det ikke til livs. Så hvad gør vi?

Jeg kan opfordre min søn til at finde steder, hvor han kan dyrke de interesser, han har. Jeg vil fortsætte med at kontakte andre forældre i håbet af at finde potentielle venskaber. Han og jeg taler højt om det, selvom det er svært. Fordi jeg insisterer. Desuden vil jeg blive ved med at øve sociale færdigheder og hjælpe ham alt det jeg kan, når en dør åbner sig på klem.

Du tænker måske, at det ikke er din pligt som forældre at opfordre dine børn til at lege med børn, som de ikke selv viser interesse for. Der kunne jeg ikke være mere uenig, hvis vi skal komme ensomheden blandt børn til livs. Du kan opfordre dit barn til at invitere en legekammerat, som ikke er den foretrukne. Du kan arrangere en »tvungen« legeaftale for så at opdage, at dit barn faktisk har en god eftermiddag med denne nye ven.

Det er også en god idé at snakke med dit barn om, at andre børn måske ikke har nogen at lege med, og at det er alles ansvar - også dem med mange legekammerater.

Jeg vil være utroligt taknemmelig, hvis andre forældre hjælper deres børn til at være åbne overfor nye venskaber. Måske bliver de glædeligt overraskede? Som sagt har jeg min højre arm i pant i kampen mod ensomheden. Det er for mig at se en lille pris at betale, hvis det betyder at mit barn - og mange andre, som er i en lignende situation - kan få lov at opleve det fantastiske ved at have en ven. Det kan lykkes, hvis vi alle tager vores del af ansvaret.

Klumme: Min højre arm i bytte for afskaffelse af børns ensomhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce