Lilholt og Loveless fyldte kirkebænkene to gange: Når det største bifald er tavsheden

Shaka Loveless og Lars Lilholt fyldte torsdag aften Vestervang Kirke to gange. Foto: Andreas Søndergaard

Lilholt og Loveless fyldte kirkebænkene to gange: Når det største bifald er tavsheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lars Lilholt og Shaka Loveless rejser land og rige rundt og spiller deres sange i fyldte kirker. Torsdag aften var de i Viborg, hvor billetterne til to koncerter var revet væk.

Viborg: Jeg har ikke en døjt forstand på musik. Jeg aner intet om g-dur eller e-mol, og jeg tror ikke, jeg kan høre, om en guitar stemmer, som den skal, eller om en tone rammes rent.

Til gengæld har jeg masser af forstand på, hvad der rører mig, og jeg ved, at når Lars Lilholt spiller, så spidser jeg ører. Jeg ved også, at min fod vipper taktfast inde i min størrelse 47, og jeg ved også, at mine læber som en betinget refleks begynder at mime med.

Hans ord og melodier rører mig.

Derfor tvivlede jeg ikke på, at jeg ville få en fantastisk torsdag aften i Vestervang Kirke, hvor det sammentømrede og dog umage par Lars Lilholt (65) og Shaka Loveless (34) kiggede forbi til to koncerter, og til begge var der fyldt til sidste plads på kirkebænkene.

Lilholt har vel været en etter for mig, siden min mor og far hev min bror og jeg med til koncerter på kasernen i gamle dage. Hvis man lod som om, man var lidt lavere, end man var, kunne man komme gratis ind. Siden har en årlig tur til Karup Å Marked været et højdepunkt, men jeg må nok erkende, at jeg holder endnu mere af roen omkring mig end af at stå blandt fulde folk i ubalance.

Mange sange fra det lilholtske bagkatalog fortjener mere fordybelse end fest.

Lilholts legekammerat på denne kirketur er Shaka Loveless, der er en af de ganske få danske sangere, som har formået at klemme sig ind i min rent musikalsk temmelig støvede cd-samling, som primært består af de gode, gamles nye og ældre udgivelser.

Lilholt fylder godt op på hylden, men Loveless kom for nogle år siden bragende ind fra højre med noget, jeg ikke havde forventet at kunne lide, men som jeg ikke kunne lægge fra mig.

At de to skulle finde sammen var derfor både overraskende, men også naturligt.

Jeg tvivlede derfor heller ikke på, at denne anmeldelse ville blive positiv, for det var den blevet, om de to så havde glemt deres instrumenter derhjemme og havde mistet stemmen. Der er noget ved særligt Lars Lilholt, denne troubadour med det furede ansigt, det magiske violinspil og de fængende tekster, som virkelig kommer til sin ret i en kirke, hvor stilheden og intimiteten træder til som et tredje bandmedlem.

Ved sin side havde Lilholt som nævnt sin ven og kompagnon Shaka Loveless, og selvom han blev kendt på rap og hurtige rim, så er de to på mange måder rundet af den samme skole, hvor de danske tekster er i centrum.

Sammen har de et samspil måde menneskeligt og musikalsk, der bare virker fra det sekund, de trådte op på den lille scene, som alteret var denne aften ad to omgange.

Når Loveless spiller sin "Jeg græder for mit kvarter", og Lilholt krydrer det med først vanvittigt violinspil og siden ukuleleleg på dette fantastiske instrument, eller når samme Lilholt hiver rapgruppen Suspekts ord ud og reciterer dem som spoken words til Loveless' sang om at vende hjem som krigshærget soldat, så er man fanget i et rum af ren magi, man ikke har lyst til at forlade.

Et andet eksempel var "Giv altid håbet den længste frist," som vel ikke er spillet live i 30 år, men som Lilholt støvede af og fandt frem, da han hørte, at Shaka Loveless stod i samme situation, som han selv havde stået i for 36 år siden, da han skrev den: Han skulle være far.

Under det høje træloft - og med den smukke, trekantede mosaikrude som scenetæppe - blev jeg og alle omkring mig både rørt, klogere og henrykt.

Rummet var oftest fyldt med en tavshed, der vidnede om absolut hengivenhed til de to historiefortællere fra hver deres generation, men når de til sidst satte fart på violin, guitar og tekster, så røg man nu alligevel op at stå med taktfaste klap og vippende hofter hist og pist.

Men når historierne blev fortalt, og når sange som "Hvor går vi hen når vi går" blev spillet på nænsomste vis, så lød der denne fængslende og i vor tid helt unikke stilhed.

Som Lilholt sagde:

"Det største bifald, man kan få, er tavsheden - hvis der da ellers er kommet nogen".

Lilholt og Loveless mødte hinanden til tv-programmet
Lilholt og Loveless mødte hinanden til tv-programmet "Toppen af Poppen" for nogle år siden og er fortsat i et tæt samarbejde og venskab. Faktisk har Loveless' bedstefar engang været violinlærer for Lilholt, som i øvrigt er født på Nørrebro, hvor Loveless nu bor. Lilholt bor til gengæld ved Ry, hvor Loveless er fra.

Lilholt og Loveless fyldte kirkebænkene to gange: Når det største bifald er tavsheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce