Med korset på brystet

»Nu har jeg 7-9-13 kun mistet bedsteforældre, hvilket er meget naturligt, og når de er taget afsted, så har jeg en overbevisning om, at der er mere brug for dem deroppe, end der er hernede,« ?fortæller 23-årige Marcel Rømer, der beder en bøn eller to om dagen. Foto: Morten Dueholm
Foto: Morten Dueholm

Med korset på brystet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I omklædningsrummet falder de flabede kommentarer nemt, når 23-årige Marcel Rømer kysser sit kors og beder en bøn. Det gør ham dog intet, fortæller han.

Han befinder sig midt i et krydsfelt af vidt forskellige verdener. Hans mor er skeptisk anlagt, hans far er til den overnaturlige - den alternative - side. Og Marcel Rømer selv, han er kristen. Og det kors, der altid hænger på den 23-årige fodboldspillers bryst, det bærer han som en evig påmindelse om, at han har Gud med sig, hvorend han går hen.

Foto: Morten Dueholm

Marcel Rømer, midtbanespiller hos Viborg FF igennem de seneste to sæsoner, står fast på sin kristne tro. Og han står også gerne op for den.

Foto: Morten Dueholm

»Hver gang, jeg tager mit kors af før en træning eller en kamp, så kysser jeg det og beder en lille bøn. Jeg tror, de fleste af mine holdkammerater griner af mig, når jeg kysser mit kors, inden jeg træder ud af omklædningsrummet, men det tager jeg med. Jeg er slet ikke flov over det. Den slags drillerier hører med til et omklædningsrum.«

Foto: Morten Dueholm

I en mandsdomineret drengerøvsverden er den kristne tro ikke det samtaleemne, der står først for, når spillerne samles på lange busture eller i kantinen på træningsanlægget på Kirkebækvej efter endt træning. Faktisk er religion slet ikke noget, spillerne taler om internt i truppen, fortæller Marcel Rømer.

»Den slags holder folk ret meget for sig selv. Det fylder ikke noget i hverdagene. Jeg tror, tiden har ændret sig. Der er andre og mere moderne ting at tale om. Nogle ting har overtaget vigtigheden af religion,« mener Marcel Rømer, som dog selv har et stort behov for at tro på Gud.

»Der er da nogle af dem, jeg er tæt på fra holdet, som nogle gange spørger mig, hvad det er for noget, når jeg kysser mit kors. De griner måske også lidt af det. Men det er de i deres ret til, og det får mig ikke til at ændre mig på nogen måde. Og hver gang jeg scorer - det sker ikke så tit - sender jeg en tak derop, op mod Gud og op mod dem, som forhåbentlig passer på mig.«

Det er særligt inden for de seneste år, at Marcel Rømer, som oprindeligt kommer fra Køge, er blevet religiøs. Små hændelser i årenes løb har bekræftet ham i, at der findes mere imellem himmel og jord, end man lige går og tror. Som eksempelvis da hans mor ringede, og han instinktivt vidste, at det var for at fortælle, at hans mormor nu var død.

»Jeg er ikke så kristen, at jeg går i kirke hver søndag. Men jeg er kristen nok til, at jeg beder en bøn eller to i løbet af dagen. For nogle kan det lyde lidt fesent, når jeg siger det, men jeg tænker på Gud flere gange i løbet af dagen. Ikke i en overdreven grad, men jeg tænker på at gøre, som en god kristen ville gøre.«

»Min tro begyndte nok for alvor som en måde at søge kontakt til min mormor og morfar, som begge er døde, på. Jeg har flere gange følt, at de på en eller anden måde har holdt hånden over mig som et par skytsengle.«

En bøn for sit barn

Marcel Rømer bor i Viborg med sin kæreste, som ligesom han kommer fra Sjælland. Sammen venter de deres første barn, en søn, som kommer til verden i denne måned. Og for tiden er det primært det, der fylder Marcel Rømers bønner og tanker.

»Jeg beder for, at alt går, som det skal,« siger han.

»Det at bede er for mig en måde, hvorpå jeg kan få mine tanker lidt væk fra virkeligheden. Når jeg beder, så føler jeg, at Gud er der. At han er til stede. Det giver mig ro, for så ved jeg, at jeg har jeg gjort mit. Og skulle der - Gud forbyde det - ske noget med barnet, så er det ikke min skyld.«

Marcel Rømer forventer, at hans søn skal døbes i Viborg Domkirke. Viborgs femtårnede vartegn har således gjort stort indtryk på den 23-årige sjællænder og hans kæreste.

»Jeg har flere gange mødtes med biskoppen (Henrik Stubkjær, red.), og min kæreste og jeg går med tanker om, at vores søn skal døbes i domkirken. Det har jeg fedtet lidt for, og det lader til, at det kan lade sig gøre. Det kunne være sjovt, når man endelig er i Viborg. Det vil gøre det ekstra specielt, hvis det bliver der.«

Begrænset visdom

Selv går Marcel Rømer ellers, på trods af sin stærke tro, ikke meget i kirke. Søndagene er oftest afsat til fodbold, men han synes heller ikke, at det giver ham specielt meget at sidde på kirkebænken med en salmebog i hånden. Det er for stillesiddende, for gammeldags, forklarer han.

Det er i stedet den direkte kontakt til Vorherre, der betyder noget for Marcel Rømer.

»Hvis troen betyder meget for dig, hvorfor så ikke tale med dine holdkammerater om den?«

»Jeg føler hele tiden, at Gud er med mig. Derfor ved jeg heller ikke, hvor meget det ville hjælpe, hvis jeg sagde til nogle af mine holdkammerater, at jeg kunne anbefale kristendommen. Det er nok noget, man mentalt skal være klar til at tage imod. Jeg føler, jeg har set nogle tegn i mit liv, som gør, at jeg tror på, at der findes mere mellem himmel og jord.«

»Jeg er heller ikke så kristen, at jeg har læst Bibelen endnu, men det står bestemt på min »to do-liste«. Så indtil videre er det nok begrænset, hvad jeg selv kan dele ud af visdom. Men jeg ville bestemt være åben for at snakke med dem om det.«

Med korset på brystet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce