Mindeord: Cecilie fejrede livet, så længe hun havde det

Cecilie Borggaard Christoffersen sov ind i lørdags. Hun blev 29 år. Arkivfoto: Morten Dueholm

Mindeord: Cecilie fejrede livet, så længe hun havde det

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Viborg: I november skrev jeg en artikel om Cecilie Borggaard Christoffersen. En jævnaldrende viborgenser, hvis livsforløb mindede om så mange andres, mit eget inklusiv. Kun med den overvældende forskel, at kræften havde ramt netop hende.

Sygdommen havde på det tidspunkt spredt sig til det meste af hendes krop, og nu sad hun der, helt fattet, og fortalte mig om smerterne, om frygten og ikke mindst om håbet, som hun så stædigt nægtede at opgive.

Hun var en af de personer, jeg har mødt som journalist, der virkelig gjorde indtryk.

Jeg følte mig ydmyg over hendes tillid, og jeg gjorde mit bedste for at formidle hendes ord, tanker og følelser ud til verden. Derud hvor fuglene fløjter videre, og hvor man ikke går og tænker på, at der er unge mennesker, som er tvunget til at se døden i øjnene.

I mandags blev jeg så ringet op. Det var hendes far, der var i røret. Han ville sige tak for artiklen, og så ville han fortælle, at hans datter nu var død.

Cecilie Borggaard Christoffersen blev 29 år.

Cecilie var i avisen lørdag den 18. november under overskriften
Cecilie var i avisen lørdag den 18. november under overskriften "Lægerne gav op, men det gør Cecilie ikke".

Drømme

Cecilie havde i interviewet fortalt om, hvordan det var at leve med visheden om, at døden ville nå hende, langt før hun var klar til det, for det var hun ikke. Der var meget, hun skulle nå endnu.

Hun havde for nyligt gjort noget så optimistisk som at flytte i sin egen lejlighed. Her havde hun malet og dekoreret, og hun havde skabt sig et hjem, hvor hun kunne være, og hvor hun kunne finde sig selv i en hverdag, der ikke kun måtte handle om den næste indlæggelse eller om den næste dårlige besked.

Som alle andre unge mennesker med livet foran sig havde Cecilie haft planer, store planer, og håb og drømme, der kun delvist blev slukket, da lægerne i efteråret 2017 endegyldigt gav hende beskeden om, at nu var der ikke mere, de kunne gøre for hende.

Det var det, hun fortalte om i avisen, ligesom hun fortalte om det på sin blog og på de sociale medier og til de mange venner og bekendte, som blev ved med at spørge ind til hende.

Hun var modig, åben og ærlig, og mange er blevet klogere, fordi hun ikke var bange for at give svar.

Hun elskede blomster, hun elskede farver, hun elskede livet i al dets mangfoldighed, men livet blev alt for kort til, at hun nåede at få det hele med.

Bobler

Cecilie Borggaard Christoffersen voksede op i et rødt murstenshus i Viborgs vestby, hvor der nu er blevet stille, og hvor hendes navn endnu står på postkassen.

Efter sin studentertid på katedralskolen fløj hun som så mange andre unge fra reden. Hun blev pædagog i et hårdt kvarter i Aarhus. Her nåede hun at gøre en forskel for mange børn, men kun kortvarigt, for pludselig væltede verden, alt blev vendt på hovedet, da Cecilie fik at vide, at hun havde livmoderhalskræft.

Cecilie var skrøbelig, og Cecilie var stærk. Hun var stille og stædig, idealist og idérig, og så forstod hun at fejre livet. Hun gik op i æstetik og i kvalitet. Livskvalitet er et af de ord, hendes forældre forbinder hende med. Hun blev sur, når hendes far købte skrabeæg, og hun overbeviste sin mor om, at økologi var vejen frem.

Det var mandag den 4. september, at Cecilie fik at vide, at nu kunne lægerne ikke gøre mere. De opgav behandlingen, men hun opgav ikke livet, og hun samlede penge ind, så hun kunne få c-vitaminer, der kunne fylde hende op med energi, så hun kunne få noget ud af den tid, hun havde tilbage.

Og hver gang, det blev den 4., så fejrede Cecilie det med sine forældre. Så drak de champagne på, at der nu var revet endnu en måned af kalenderen, uden at livet var forbi.

Farvel

Den 4. december blev den sidste skål.

Herfra gik det stærkt. Sygdommen og smerterne tog over, og selvom julen var forfærdelig for Cecilie, så forsøgte hun at lade som om, at alt var ok.

Den 2. januar flyttede hun ind på Hospice Limfjorden, men kun for at få det bedre, sagde hun. Hospice skulle give hende overskuddet til at komme hjem igen, men det kom hun aldrig.

Smerterne tog over, og halvanden uge før sin død spurgte en læge, hvad de skulle gøre, når hun igen fik det dårligere. Ville hun på sygehuset og opereres - repareres - igen, eller ville hun blive?

Hun valgte det sidste.

En lille farverig notesblok indeholder en kortfattet dagbog, hvor Cecilie hver dag noterede dagens opture. De blomster, hun fik. At hendes mor tog hende med ud, hvor hun for første gang i januar kunne mærke solen imod sit ansigt, eller at hendes far holdt hendes hånd. Det gjorde hende tryg. Og hun fik lov til at drikke en gin & tonic i badekarret.

I Cecilies sidste uge fik hun besøg af ikke mindst hendes elskede lille niece, Aja. Hun fik perleplader, som lignede hjerter, og hun fik sagt farvel.

Natten til lørdag den 3. februar blev Cecilies forældre ringet op. De skulle skynde sig afsted til hospice. Her havde de en lang nat sammen med deres datter. De sang "Elefantens Vuggevise," som Cecilie holdt så meget af, og de snakkede og læste, og hendes forældre sagde til hende, at det var okay, hvis hun gav slip nu.

Så sad de der, de tre, og de glædede sig trods alt over, at Cecilie i sit korte liv havde nået at opleve så megen medmenneskelig varme, omsorg og kærlighed, særligt i forbindelse med hendes sygdom. Støtten fra nær og fjern var med til at holde hendes mod oppe.

Det var en nat, der gerne måtte have varet en evighed, for da solen stod op, var det som om, at magien blev brudt. Cecilie åbnede ikke øjnene igen, og klokken 14 sov hun ind.

Hun bisættes på lørdag klokken 13.00 fra Sortebrødre Kirke i Viborg. De, der har lyst, er inviteret på bobler bagefter.

Der skal synges "En rose så jeg skyde," og til foråret skal familien ud og plante træer i hendes ånd.

Sådan ville hun have haft det.

Cecilie var æstetiker. Hun havde øje for detaljen og sans for skønheden, og til det sidste var hendes værelse på hospice fyldt med blomster.

Blomster som dem, der fra på lørdag lægges på hendes grav.

Blomster, der som hende har en alt for flygtig skønhed, og som altid har alt for kort tid at blomstre i.

Mindeord: Cecilie fejrede livet, så længe hun havde det

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce