1988-holdet samles om røverhistorier og anekdoter

En flok tidligere førsteholdsspillere i Viborg FF skal i weekenden mødes til et 25 års jubilæum. Foto: Danni Kristensen.
Foto: Preben Madsen

1988-holdet samles om røverhistorier og anekdoter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jubilæum. Viborg FF?s førstehold anno 1988 mødes på lørdag for at markere, at det er 25 år siden, at det talentfulde hold blev samlet i Viborg. Og ved sådan et jubilæum kommer anekdoter og røverhistorier til at fyge i luften.

De fleste af os har sikkert prøvet at mødes med en flok venner, tidligere klassekammerater eller holdkammerater og oplevet, hvordan den ene historie og det ene minde efter det andet vælder frem.

Viborg FF?s førstehold fra 1988 - som det så ud dengang. Privatfoto.
Viborg FF?s førstehold fra 1988 - som det så ud dengang. Privatfoto.

På lørdag samles Viborg FF's førstehold anno 1988 for at markere sit 25 års jubilæum - og der er med garanti lagt op til en lørdag, hvor anekdoter og røverhistorier står i kø.

Tidligere på ugen mødtes folkebladet med John Sørensen, Jacob Svejstrup og Henrik Kastbjerg, der har taget initiativ til jubilæumsfesten - også træneren fra dengang, Hans Ove Andersen, dukkede op på Kirkebækvej for at fortælle om, hvad det er for et hold, der samles igen på lørdag.

Og allerede i forbindelse med den indledende snak var der godt gang i fortællingerne om dengang, de alle spillede 2. divisionsfodbold i Viborg tilbage i 1988.

Således var det næsten svært at holde samtalen om lørdagens begivenheder på sporet, da de tidligere holdkammerater og træneren havde masser af minder fra dengang at snakke om.

»Det handler jo egentlig bare om, at vi skal se hinanden og fortælle nogle løgnehistorier,« siger Jacob Svejstrup, der fik ideen til jubilæet, da han sammen med John Sørensen var i gang med noget murerarbejde hjemme i privaten.

»Vi stod og fik en øl ude i mit værksted, hvor jeg har et gammelt billede hængende, og så kom vi til at snakke om, at det da vist næsten var 25 år siden. Og sådan en anledning skal man da ikke lade gå fra sig. Vi blev enige om, at det ikke kunne være så vanskeligt at samle 16 mand, men vi nåede frem til, at vi faktisk var næsten dobbelt så mange,« siger Jacob Svejstrup.

De tre initiativtagere fordelte så alle navnene imellem sig og havde faktisk relativt let ved at finde frem til alle de spillere, der var omkring holdet i 1988. De blev alle inviteret til en komsammen på lørdag og en pæn portion dukker da også op i Viborg for hygge og fortælle røverhistorier.

Bønderne blev lokket til

»Man skal tænke på, at det nok var lidt mere socialt dengang. Og det er nok også medvirkende til, at spillerne har fået lyst til at mødes igen,« siger træneren Hans Ove Andersen.

»Ja - vi havde det jo godt. I 1989 kulminerede det med, at vi rykkede op. Så vi har oplevet meget sammen. Vi var en flok lokale gutter. Jeg kom fra Kvik dengang, John Sørensen fra Ulbjerg, Heine Fernandez fra Borup og Jan Haurits fra Møldrup. Så vi var en flok bønder, der kom ind og fandt sammen med alle de her byfolk,« siger Henrik Kastbjerg og lægger dermed op til, at træneren Hans Ove Andersen kan sætte lidt ord på, hvad det var for en forsamling, der spillede fodbold for VFF dengang for 25 år siden.

»Det var et relativt nyt hold. Alle eksperter havde i hvert fald tippet VFF til at rykke ned, da en del spillere var skiftet til Silkeborg eller Herning, men allerede efter premierekampen mod nedrykkeren Frem fik piben en anden lyd,« fortæller Hans Ove Andersen, der kan huske, at VFF højest overraskende spillede 0-0 mod det stærke Frem-hold.

En lille stamme af rutinerede spillere blev suppleret med »bønderne« fra oplandet og et stærkt VFF-hold, der i 1987 havde vundet DBU's talentturnering, gav et stærkt hold med et godt potentiale.

»Jeg kan huske, at det ikke var helt uden sværdslag når jeg var rundt i oplandet for at høre, om der var nogle spillere, der havde lyst til at komme herind og spille. Jeg var ikke så populær, da jeg fik John Sørensen herind fra Ulbjerg,« mindes Hans Ove Andersen.

»Det foregik jo ved, at jeg kørte lidt rundt og snakke med folk for at prøve at lokke dem til. Blandt andet kæmpede jeg noget for at få lokket Heine Fernandez herind, og første gang han kom herind, dukkede han op uden fodboldstøvler. Det var undskyldningen for ikke at spille, men vi hentede nogle fodboldstøvler til ham, og så var han jo nødt til at trække i dem,« siger Hans Ove Andersen, der på den måde fik sikret sig en spiller, der virkelig var en profil på Viborg-holdet.

Levemanden Heine

»Heine var jo en spasmager, en humørmand og en levemand. Jeg tør godt sige, at han nogle gange gik over grænsen for, hvad man ville acceptere i dagens fodbold. Men det var sådan, han var,« siger Hans Ove Andersen, der ikke kan lade være med at tænke på, hvor vidt Heine Fernandez kunne have drevet det, hvis han havde været seriøs omkring sin sport.

»Jeg har haft med en del gode angribere at gøre, men Heine Fernandez og Bo Hansen var suverænt de bedste. De kunne begå sig på hvilket som helst niveau,« siger træneren anno 1988.

»Hvis Heine havde været 17-18 år i dag, så havde han siddet med en guldrandet kontrakt. Han var en af de bedste angribere, som jeg nogensinde har spillet med og hold op, hvor var han god. Han kunne være den ringeste på træningsbanen hele ugen igennem, men søndag klokken 15.00 var han for det meste klar,« siger Henrik Kastbjerg om én af de holdkammerater, som han glæder sig til at gense på lørdag.

Fyraftensproffer

Mens nutidens førsteholdsspillere i VFF ikke skal tænke på ret meget andet end fodbold, så var førsteholdsspillerne i 1988 vant til helt andre forhold.

Alle arbejdede eller studerede indtil der blev kaldt til træning klokken 18 tre-fire gange om ugen.

»Når vi skulle spille en kamp på Sjælland, så satte vi os ind i bussen og fik en banan og en franskbrødsmad, og så skulle vi ellers præstere. Og så kørte vi hjem, hvorefter arbejdspladsen kaldte morgenen efter,« siger Henrik Kastbjerg.

»Vi spillede jo fordi, vi synes, det var sjovt. Det var vores hobby. Det var ikke de håndører, som vi fik. Vi kunne ikke købe store biler for de 2500 eller 3500 kroner om måneden. Men vi grinede lidt af, at vi fik penge for det. For vi havde jo nok spillet alligevel,« siger Jacob Svejstrup.

For de spillere, der kom ind til VFF fra oplandsklubber var det helt fantastisk, at man kunne møde op til vasket træningstøj og kunne få nye fodboldstøvler, når de gamle var slidt op.

»Jeg kan da godt afsløre, at det år havde vi 500.000 kroner til hele truppen. Der var ikke mere at gøre med. Og så kan man fordele det ud på det hele,« siger Hans Ove Andersen.

Sjove historier

I løbet af den halve time, som folkebladets korte møde med den lille gruppe fra 1988-holdet varer, flyder snakken lystigt omkring oplevelserne og normerne fra dengang.

Det vil den helt sikkert også gøre på lørdag, hvor endnu flere af fortidens helte dukker op.

»Det bliver så sjovt. Vi skal jo se nogle, som vi måske ikke har set siden, og det bliver sjovt at høre, hvad man har lavet siden, og hvad folk går og laver i dag,« siger John Sørensen, der er sikker på, at stemningen bliver rigtig god på lørdag.

»Og historierne bliver nok bedre og bedre i løbet af aftenen,« siger Henrik Kastbjerg, mens de tre øvirge VFF'er griner højlydt.

1988-holdet samles om røverhistorier og anekdoter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce