Annonce
Læserbrev

Politik. Kommunen bør spare med omtanke

Læserbrev: Tirsdag den 19. november var jeg som repræsentant for Skelhøje Købmandsgaard inviteret til møde på rådhuset, hvor en lille håndfuld ansatte ville fortælle om Viborg Kommunes indkøbspolitik. Mødet var en udløber af en artikel i Viborg Stifts Folkeblad, hvor uddeler Lars Krog, Dagli´ brugsen i Frederiks, havde stillet spørgsmål til kommunens indkøbsaftaler.

Direktør i Viborg Kommune Klaus Christiansen bød velkommen og præsenterede en række regneark, der viste, at direktøren og hans medarbejdere havde tjent deres løn flere gange med de rabatter og favorable indkøbsaftaler, de havde lavet i tidens løb. På kommunens enorme budget på flere milliarder kroner havde sparet, så kommunen nu havde råd til at ansætte en lille hær af hjemmehjælpere!

Hvis man ikke vidste bedre, så var det før man fik tårer i øjnene over deres heroiske indsats. En lille del af besparelserne kom fra dagligvarehandelen. De handlende på deres side kunne fortælle, at den mindre kommunale omsætning i deres butikker kunne være med til at true butikkernes eksistens.

Grossisterne Dagrofa og COOP sender store lastbiler med varer ud til butikkerne. Nu suppleres de med andre store lastbiler fra et firma i Århus, der skal levere til lokale institutioner. Den miljøpåvirkning var ikke med i beregningen.

Den betydning, at folk i en landsby med en butik kunne blive boende længere med større livskvalitet og mindre pres på plejekrævende boliger, var ikke med i beregningen.

Det faktum at lokale butikker beskæftiger folk på kanten af arbejdsmarkedet og dermed sparer kommunen for udgifter og i stedet giver kommunen en kontant gevinst – i Skelhøjes tilfælde – på 200.000 kr. i refusioner fra staten, blev heller ikke regnet med.

Den kendsgerning at huspriserne vil falde betydeligt, hvis en butik i en landsby bukker under, blev heller ikke regnet med.

Flere lidt større butikker giver betydelige sponsorater til idrætsforeninger og andre lokale formål. Hvis butikkerne presses økonomisk, vil det være naturligt, at det er et af de første steder, man sparer. Det var heller ikke kommet med i regnestykket.

Der var flere gode argumenter, som ikke blev regnet med. Så kom kommunens trumfkort. EU-regler siger, at indkøb over et vist beløb skal i udbud! Det betød, at enkelte butikker, der havde været så heldig at få en ordre på over 1500 kr. fra en institution, pludselig ikke kunne handle med institutionen længere, for nu skulle hele institutionens indkøb i udbud. Institutionen kunne i nødstilfælde hente en pakke gær eller lignende småting, hvis man ikke havde fået det med i den store ordre.

For en lille butik som Skelhøje Købmandsgaard er det af betydning at man kan sælge mælk og frugt til den lokale institution for at få et flow i varerne, så man kan beholde lønsomme leverancer fra grossisten.

Det er ikke kommunens ansvar at holde liv i små butikker på landet, var en af direktørens kommentarer. Er det kommunens ansvar at holde liv i store firmaer uden for kommunen, der ikke har ansat skatteborgere i kommunen?

Jeg har stor respekt for, at kommunen vil spare og bruge vores skattekronerne så godt som muligt, men man er nødt til at se på hele regnestykket!

Selv om vi langt fra var enige, så var det godt at blive inviteret til en dialog. Det var trist, at ikke en eneste politiker deltog.

Jeg mindes en historie om en mand, der utroligt gerne ville have en meget dyr bil. En dag kom han glædestrålende og fortalte konen, at nu havde hans regneark vist, at de havde råd til at købe bilen, ”men vi kommer selvfølgelig til at spare på andre poster på budgettet, som mad og tøj,” forklarede manden.

Fortsætter kommunen med den slags regneark imødeser jeg, at vi kommer til at spare på andre ydelser, som vi også gerne vil have.

Sagen skal for økonomiudvalget den 10. december. Det er mit håb, at politikerne vil se på andet og mere end statistik og regneark og spare med omtanke!

Annonce
Knud Gaarn-Larsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce