Annonce
Læserbrev

Politik. Nu er det velfærd, der prioriteres

Læserbrev: Med den nye S-regering blev det endeligt et farvel til omprioriteringsbidraget, som i flere år har medvirket til at udhule vores fælles velfærd. Manøvren, som i hverdagen er kaldt omprioriteringsbidraget, går helt præcist ud på, at landets 98 kommuner skulle skære en procent af de kommunale budgetter, så den borgerlige regering kunne prioritere de ting, som de gerne vil kunne huskes på. Men der er altså slut nu med den nye socialdemokratiske regering. Hvorfor? Fordi mennesker og velfærd kommer før skattelettelser til dem, som har mest i forvejen. Med andre ord: Nu er der bedre tider på vej for vores fælles velfærd, da omprioriteringsbidraget fjernes. Det betyder i praksis, at kommunerne får 2,2 mia. kroner mere til velfærd i 2020. Altså er der tale om det største løft af kernevelfærden i flere år! Derudover kommer der som en aftale mellem regeringen og KL yderligere en halv milliard kroner mere til velfærdsprioritering. I sommer fik jeg både spørgsmål og overhørte en samtale blandt nogle unge mennesker, mens jeg kørte dem til en bytur i Viborg. Den ene spurgte mig, da vi var midt i folketingsvalgkampen: Hvorfor skal min far betale så meget i skat, når han knokler omkring 70 timer om ugen? En anden ung bakkede dette synspunktet op. Der var i kort tid tavshed i bilen. Hvor efter en tredje ung tog ordet og sagde: Hvis I vil have mere til jeres forældre og jer selv, hvordan f…. skal vi så i fremtiden kunne komme gratis til læge, på hospitalet og gå i skole, uden at det koster noget? Og hvad så med dem, som ikke har så mange penge som jeres forældre og kan betale sig fra det – hvordan skal de så klare sig? Jeg var begejstret! Intet mindre, for det var en fornøjelse at opleve denne debat blandt de unge, da de er fremtiden, og det er jo dybest set dem, som bestemmer, hvilket samfund vi får i fremtiden – når vi som er ”midt i livet” bliver ældre. Og jeg var som skrevet blot chauffør, og jeg kun oplyste fakta ud fra de forskellige partiers grundstandpunkter, og lod derudfra de unge selv diskutere og reflektere over deres egne synspunkter. Det var en ualmindelig god fornøjelse, at de unge mennesker i en god tone lod deres meninger brydes. Jeg oplevede klart og tydeligt, at vores demokrati blomstrer og lever i bedste velgående, også blandt de unge, som ikke er medlem af ungdomspartierne. Et godt spørgsmål til alt det, som jeg har skrevet, vil være, hvor skal pengene komme fra? Regningen skal betales ved blandt andet at annullere tre skatterabatter fra den tidligere borgerlige regering. Regeringen vil finansiere forslaget og andre tiltag ved at tilbagerulle den tidligere regerings skatterabat på: - Bo- og gaveafgiften (1.000 mio. kr.) - Annullere skattefritagelsen for fri arbejdsmobil (570 mio. kr.) - Ved at bevare det nuværende loft for aktiesparekontoen. (60 mio. kr.) Altså det er vigtigt for S-regeringen at prioritere den brede velfærd og uddannelse for alle - frem prioriteringen af ”særlige grupper” som har mest på bankkontoen i forvejen. De tre finansieringstiltag bidrager til statens finanser, hvilket betyder, at der bliver mulighed for at afskaffe omprioriteringsbidraget og prioritere vores fælles velfærd.

Læserbrev

Fremtidens fjernvarme. Hold et offentligt møde om varmeplaner!

Læserbrev: Som fjernvarmeforbrugere undrer det os, at der tilsyneladende foretages en række dispositioner omkring den fremtidige firmastruktur, uden at forbrugerne tages med på råd. I forbindelse med dannelsen af det nye fjernvarmeselskab har man valgt den fremgangsmåde, at man etablerer selskabet pr. 1.1.2020 og påregner at få etableringen godkendt på Viborg Fjernvarmes ordinære generalforsamling til april 2020. I mellemtiden har man indsat en midlertidig bestyrelse, der skal være ansvarlig for driften i de første 3 – 4 måneder. Samtidig har man besluttet at investere ca. 80 mio. kr. i et varmepumpeanlæg. Da en sådan investering ikke kan ske i det nye selskab, uden en godkendelse af dette selskabs generalforsamling, har man besluttet at placere investeringen i Energi Viborg Kraftvarme, således at investeringen efterfølgende overtages af det nye selskab, når/hvis dannelsen af dette selskab bliver godkendt til april 2020. Vi tror gerne, at der kan strikkes en plan sammen, som er juridisk gældende, men det virker temmelig søgt, når planerne om udnyttelse af varmepumpeteknik hidtil er blevet afvist af Energi Viborg og dermed udskudt i årevis. Derfor mener vi, at før der arbejdes videre med planerne, skal disse forelægges til godkendelse på en generalforsamling i Viborg Fjernvarme. I bestræbelse på at få åbenhed om processen har vi rettet henvendelse til formanden for Viborg Fjernvarmes bestyrelse og stillet ham nogle spørgsmål. Vi har ønsket at få oplyst, hvilke aftaler, der er truffet om stemmeregler, investering i og ejerskab af varmepumpeanlæg, samt hvem der skal være direktør for det nye a.m.b.a. Vi har i den forbindelse gjort opmærksom på, at vi har et meget veldrevet fjernvarmeselskab, som i 2018 blev tildelt æren som Årets Fjernvarmeselskab. Af svaret, vi har fået, fremgår det, at formanden er villig til at svare på spørgsmål, men mener, at vore spørgsmål skyder ved siden af skiven. Vi har også påpeget, at det femmands udvalg, der står for udarbejdelsen af fremtidsplanerne, er forkert sammensat, idet de to offentlige boligselskaber samt Overlund Fjernvarme, der i alt aftager godt 10 % af fjernvarmeforbruget, med 3 af pladserne i udvalget giver en helt forkert vægtning med fare for, at der tages de forkerte hensyn. Som forbrugere, der stemmemæssigt tilhører ejergruppen, frygter vi, at vi bliver tabere i forhold til lejergruppen. I det hele taget mener vi, at det er forkert med denne opdeling mellem ejere og lejere. Vi er alle forbrugere, der bør have ens rettigheder. Vi opfordrer fjernvarmeformanden og hele fjernvarmebestyrelsen til at leve op til de forventninger, som forbrugerne må have til dem, og træffe beslutninger, som tilgodeser alle forbrugere. Dette mener vi, man imødekommer bedst ved at indkalde til et offentligt møde med mulighed for både at få orientering og til at stille spørgsmål.

Læserbrev

Et fælles løft og løfte til børn og forældre

Læserbrev: Vi har været vidne til de to udsendelser på TV2 med den fælles titel "Eksperimentet med vore børn". Vi har fra Viborg Kommunens side givet tilladelse til at åbne op i en af vores kommunale institutioner, "Unoden", for at give et indblik i dagligdagen for børnene. Alle kan se forskellen hos børn og ansatte fra den ene udsendelse til den anden. Og hovedkonklusionen – at flere voksne hjælper på børnenes trivsel – er klar. Dertil kommer, at der er behov for fokus på kerneydelsen: nær kontakt mellem voksen og barn i dagligdagen. Har vi – nationalt og lokalt – en fælles forståelse mellem forældre, personale og politikere om den målsætning, så er spørgsmålet: Hvordan når vi i mål med et markant løft i kvaliteten i dagtilbuddene i hele landet – og i Viborg Kommune? Og videre: Drejer det sig alene om øgede normeringer? Vi er bekendte med, at spørgsmålet om normeringer både optræder i det såkaldte "forståelsespapir" mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag – og at det indgår i de finanslovsforhandlin-ger, som for øjeblikket pågår. Der er altså nationalt fokus på problemet – og statsminister Mette Frederiksen har så sent som fredag – på baggrund af tv-udsendelserne – udtalt, at der skal bedre normeringer til. Lokalt har vi i Viborg Kommune tilført daginstitutionerne flere penge ad to omgange: 8 mio. kr. i 2018 og yderligere 6 mio. kr. i 2020. Og jeg vurderer, at vi også – lokalt – kan finde (lidt) flere penge allerede i 2020. Samtidig må vi forvente, at finansloven for 2020 også tilfører området flere penge – og at vi i Viborg Kommune også får del i disse ekstra statsmidler. Så langt, så godt, men: Af forståelsespapiret fremgår det, at en minimumsnormering i en eller anden form gradvist skal indfases frem til 2025 – og beregninger viser, at på landsplan vil det koste omkring 3 mia. kr. Altså en stor opgave, som det kan tage tid at gennemføre. Og lokalt har vi beregninger, der viser, at skal vi nå frem til at have f.eks. 3 vuggestuebørn pr. voksen og 6 børnehavebørn pr. voksen, så kræver det 265 flere pædagoger og/eller pædagogiske assistenter – og en ekstra udgift på omkring 98 mio. kr. Altså en stor udfordring. Så melder spørgsmålet sig: Hvordan kommer vi i mål – nationalt og lokalt? Ja, vi kan jo godt bruge krudt og energi på abespillet, som handler om, hvem der i sidste ende skal betale – og hvem der skal have kritikken for, hvis det ikke sker hurtigt nok? Det spil kender jeg alt få godt, men mener, at situationen er for alvorlig (småbørnenes dagligdag og udvikling) til at spilde tid på. Derfor følgende forslag til overvejelse: Man bør i Folketinget indgå et nationalt kompromis, som er bredt funderet på tværs af Folketingets partier. En aftale, som bl.a. indeholder følgende elementer: En økonomisk saltvandsindsprøjtning fra staten til kommunerne til bedre normeringer. En forhøjet forældrebetaling. Der er brug for flere statslige ressourcer til daginstitutionsområdet – det erkender (vist) alle? Samtidig er det værd at operere med en øget forældrebetaling. For øjeblikket betaler forældrene 25% af udgifterne til drift af daginstitutioner og kommunen 75%. For år tilbage var fordelingen 33% til forældrene og 67% til kommunen. Hæver man forældrenes andel, får man også flere penge til at få hævet normeringerne. Et eksempel: i Viborg Kommune har vi lavet beregninger, der viser, at hæver man f.eks. forældreandelen til 33%, så giver det ekstra ca. 32 mio. kr. – og prisen for en vuggestueplads stiger med ca. 12.000 kr. om året – og en børnehaveplads med ca. 6.600 kr. En sådan evt. stigning i forældreandelen af finansieringen kan alene vedtages i Folketinget – og jeg kender udmærket de forventelige reaktioner: partierne til venstre for den socialdemokratiske rege-ring vil sige nej til forøget forældrebetaling under henvisning til, at forældrene allerede betaler (for) meget – og partierne til højre vil sige, at det er en skattestigning ind ad bagdøren. Og så er vi lige vidt – og tiden går. Jeg anbefaler altså flere statspenge til området – og øget forældrebetaling – og så skal vi fra kommunal side tilsvarende levere i form af at finde tilsvarende flere penge til området. Det er et fælles løft – og gerne ledsaget af et fælles løfte – der er brug for. Men normeringer gør det ikke alene – der skal også andre ting i spil – lige fra ledelse til øget fokus på kerneopgaven i institutionerne. Og hvem siger, at alene pædagoger kan løfte opgaven? Kan andre personalegrupper – pædagogiske assistenter m.fl. – ikke også komme i spil? Drejer det sig om flere voksne – og kærlige hænder – i dagligdagen, så er det absolut en mulighed i mine øjne. Vi har en fælles opgave – og det haster. Der skal sluges kameler – og vi skal undgå, at for mange forfalder til træklatring – ingen nævnt, ingen glemt. Vi skylder børnene et fælles løft og et fælles løfte.

Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Læserbrev

Opråb: Handicapområdets forlis

Handicap: ”Politikerne spiller violin, mens handicapområdet synker”. Sådan indledes en rammende kronik i Politiken den 9. oktober 2019 som en reference til Titanics forlis og handicapområdet anno 2019. En reference, som vi i LEV og Autismeforeningen finder passende i forhold til de vilkår, man byder mennesker med handicap i dagens Danmark. ”…skibets musikere står og spiller violin, alt imens skibet er ved at synke, og lidt efter lidt river mere end 1500 menneskeliv med sig i dybet. Kun få slipper væk i de alt for få redningsbåde - de mennesker med flest ressourcer. Scenen symboliserer ikke blot menneskets forblindelse over for sin egen undergang, men også ulighedens grimme ansigt. Scenens treenighed, hhv. musikere, de, der reddes, og de, som drukner, kan samtidig virke som metafor for handikapområdets forlis. På dette område er politikerne musikere, hvis klassiske violinlyd skal få os alle sammen til at bevare roen og illusionen om, at den skæbne, der ligger forud for mennesker med handicap, ikke vil blive realiseret”. I Viborg Kommune er det Ulrik Wilbek som står forrest i orkestergraven og taktfast dirigerer slagets gang, besparelse for besparelse (som italesættes med andre ord) alt imens borgerne drukner, til de melankolske toner af politikernes violiner, som fortæller os at det alt sammen nok skal gå. Men musikken forstummer, når vi hører om botilbud, der ikke fungerer, som f.eks. på Grundtvigsvej, hvor der gang på gang dukker sager op om beboere i mistrivsel, når de udtrykker oplevelsen af ensomhed og vælger i weekenden at ringe 112, fordi der her er en, der svarer. Når forældre ringer og fortæller om børn, som har siddet isoleret hjemme i månedsvis, mens de afventer et ordentligt skoletilbud, når borgerne ikke får den fornødne støtte, eller oplever mangel på medinddragelse af dem selv og ikke mindst pårørende. En gang imellem sættes der en redningsbåd i vandet, der bliver lovet bod og bedring, og særlige indsatser som skolevægringskonsulenter bliver sat i værk, eller nye tiltag som de særlige autismeklasser i Bjerringbro ser dagens lys. Det syner virkelig af noget, og det ser ud, som om man forsøger at løse problemet. Og misforstå os endelig ikke, for vi føler da glæde, når vi ser redningsbådene og hører violinernes smukke klang imens, men det er bare ikke samstemmende med de frustrerede opråb fra borgere, som vi i begge foreninger oftere og oftere hører fra. Vi ved jo godt, at det er fordi skibet er stødt ind i isbjerget, og det er tydeligt for alle, at skibet tager vand ind og vi ved også godt, at der ikke er nok redningsbåde til alle. De stærke, de som har overskud til at råbe først og højest, får måske en plads, mens de, der sidder tilbage på 3. klasse, må gå ned med skibet. Nogle af dem med overskud til at råbe højt, er dem vi ender med at læse om i aviserne, som den kronik vi her refererer til. Eller et læserbrev som det, der nyligt blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad, hvor en frustreret mor sætter spørgsmålstegn ved, hvordan hun skal formå at være en god mor for sin søn under de vilkår, han bliver budt som handicappet i Viborg Kommune. En søn som er på vej ud i et hashmisbrug som en form for selvmedicinering mod hverdagen. Andre råber så højt, at de ender med at komme i fjernsynet, hvor hele Danmark kan se med. Som sidste år, hvor Per Møller Jensen, formand for børne- og ungdomsudvalget, måtte udtale sig i en sag om en skolevægrende ung pige, som ikke bare sådan lige kunne få et specialskoletilbud, for ”Så ved vi godt vi åbner en ladeport og så er det jo bare at sige, der er frit valg på alle hylder” Inden Ulrik Wilbek blev valgt ind som borgmester, havde jeg (i autismeforening Kreds Limfjord) nogle møder med ham med udgangspunkt i et ønske om at få en bedre forståelse for autismeområdet, og der spirede et håb for, at ”skibet” kunne være på vej væk fra isbjerget, hvilket også er samstemmende med den vision, man på papiret har for Viborg kommune. Det var derfor også en fornøjelse at læse, at man ønsker et særligt fokus på autismeområdet fremadrettet. Men der er langt fra visioner, drømme og håb - og så til virkeligheden. LEV Viborg havde på et bestyrelsesmøde før kommunalvalget inviteret Ulrik Wilbek. Det var et godt møde med en meget interesseret og lyttende mand, der naturligvis forlod mødet uden løfter, men efterlod os følelsen af, at nu vil vi blive forstået. Vi bidrager naturligvis gerne til, at hverdagsviden kan nå helt op på borgmesterkontoret. Vi har forsøgt at råbe vagt i gevær og gøre opmærksom på det massive isbjerg, som dette område styrer direkte imod. Vi har forsøgt at gøre vores til at markere en bedre og mere sikker rute. Men vi står tilbage med følelsen af, at farten accelerer i stedet for at sagtne, til trods for at isbjerget er ret forude. I den nyligt udarbejdede autismeanalyse beskrives et samarbejde med Landsforeningen Autisme som vigtig i forhold til, at kunne trække på den viden, vi sidder med. Vi har endnu intet hørt, men vi sidder klar ved telefonerne, når I ringer. Vi ønsker i LEV Viborg og Autismeforening Kreds Limfjord mere dialog og mere opmærksomhed på området. At Viborg Kommune opleves som et sted, hvor der lyttes og forstås, og at pårørende tages alvorligt.

Debat

Debat: Skat på Facebook kan betale for digital ombudsmand

Ligesom andre private virksomheder er Facebook underlagt lovene i de lande, de opererer i. Det betyder, at de skal overholde de forskellige landes lovgivning. Det betyder også, at de selvfølgelig nyder den beskyttelse, der følger af lovgivningen, for eksempel retten til at drive virksomhed og retten til ikke at blive diskrimineret til fordel for indenlandske virksomheder og så videre. I Danmark og en del andre lande udmærker lovgivningen sig ved at være vedtaget demokratisk. Desuden skaber lovgivningen nogle fælles spilleregler for de forskellige aktører, til gavn for konkurrencen. Myndighederne må så sørge for, at lovgivningen efterleves. Pt. sker det ikke i forhold til Facebook. Anklagemyndigheden er først for nylig er begyndt at retsforfølge strafbare handlinger, der foregår på sociale medier og andre steder på nettet. Men Facebook inddrages aldrig. Sådan som jeg har forstået Umbrella-komplekset – de mange sager med ulovligt billedmateriale på nettet, herunder sex med mindreårige – var materialet tilgængeligt på Facebook i flere år. Efter straffeloven kunne Facebook være medansvarlig, men det er tilsyneladende ikke noget anklagemyndigheden har overvejet. Facebook ser heller ikke ud til at overholde GDPR, EU’s persondataforordning fra 2018. Her er ret skrappe krav til behandling af personoplysninger, og Facebook ser ikke ud til overholde dem. Det gælder især kravene til samtykke. Facebooks ”terms” er temmelig uoverskuelige, og den accept, man skal afgive for overhovedet at komme på, lever ikke op til lovgivningens krav. Man bør derfor overveje, om der er behov for ny lovgivning, således at demokratisk vedtagne regler kan håndhæves, også når det drejer sig om sociale medier som Facebook. Man kunne her forestille sig, at Facebook og andre sociale medier forpligtes til at slette strafbart indhold. Hvorvidt noget er strafbart, afgøres efter gældende lovgivning. For Danmarks vedkommende altså efter demokratisk vedtagne regler, der allerede har indregnet hensynet til ytringsfriheden. Dette vil selvfølgelig betyde, at det er lidt forskellige ting, der skal fjernes i forskellige lande. Lidt besværligt, ikke 100 procent effektivt, men klart ladsiggørligt. Og klart bedre end nu, hvor lovgivningen ikke følges, og vi er overladt til Facebooks noget skiftende og tilfældige standarder. Man kunne endvidere forestille sig en kort frist til fjernelse af ulovligt indhold. Fristen kunne tælle enten fra upload eller fra det tidspunkt, hvor det sociale medie bliver opmærksom på ulovligheden. Og det er muligt, at man skulle sondre mellem meget grove ulovligheder som fx at vise mord, grov vold, børneporno, halshugninger med videre, der skulle fjernes med det samme, og andre mindre grove ulovligheder som for eksempel trusler, injurier, nøgenbilleder, der blot skulle fjernes efter 12 timer. Hvem skulle så afgøre, om et billede på Facebook er ulovligt? Svaret må i første omgang være, at ligesom i alle andre tilfælde må vi selv overveje lovligheden af vores handlinger, ligesom andre naturligvis kan gøre os opmærksomme. Ved uklarhed eller uenighed har vi i en retsstat altid domstolene, men en retssag tager lang tid, og man kunne derfor forestille sig en Digital Ombudsmand, der på linje med for eksempel Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden hurtigt og kvalificeret kunne tage stilling til, om lovgivningen er overtrådt. Fordelene er ved en sådan ombudsmand er klare: Det kan gå hurtigt og i hvert fald hurtigere end ved en domstol. Vurderingen foretages af en uvildig instans og ikke bare af den ene part. Vurderingen foretages efter dansk, demokratisk vedtagen lovgivning regler og ikke efter Facebooks interne, uklare og vekslende standarder. Endelig kunne man forestille sig, at ordningen kunne finansieres ved en annonceskat på for eksempel en procent af annonceindtægterne genereret fra danske annoncører.

Annonce
Debat

Debat: Donald Trumps første tre år i medgang og modgang

I dag er det præcis tre år siden, at Donald Trump vandt præsidentvalget med sit besnærende slogan "Make America Great Again". Det store spørgsmål er, om han kan vinde valget næste år og blive siddende fire år mere? Umiddelbart tegner udsigterne ikke lovende: Valgskampen er i fuld gang, men allerede næste uge starter den offentlige TV-transmitterede kongreshøring i Repræsentanternes Hus om en mulig rigsretssag mod Trump i forbindelse med et telefonopkald til Ukraines præsident Zelenskyj om undersøgelse af Joe Bidens søn Hunter. Trump afviser naturligvis alle anklager om at have afpresset Ukraines præsident. Og denne afvisning har Trump tilsyneladende fået uventet medhold i efter, at Zelenskyj onsdag klart har tilkendegivet, at han ikke selv har følt sig presset på nogen måde af Trump. Det har fået den magtfulde republikanske senator Lindsay Graham til straks at kræve rigsretssagen afblæst. Til CNN og andre medier har han betegnet sagen som en stor gang "B.S." (bullshit). Men først en kort status over, hvad Trump rent faktisk har opnået af konkrete resultater de seneste tre år: Her springer det straks i øjnene, at det fra alle sider anerkendes, at præsidenten ihærdigt og konsekvent forsøger at indfri de valgløfter, han har afgivet under valgkampen, hvilket faktisk må siges være en sjældenhed i politik. Her er blot nogle få af de vigtigske resultater og initiativer indtil dato: - Skattereformen vedtaget 2017 er en succes og den første gennemgribende af slagsen i over 30 år. - Det mexikanske grænsehegn - som var valgkampens hovedtema 2016 - gør faktisk betydelige fremskridt. Ifølge Washington Post i denne uge er der i dag færdiggjort 125 kilometer i form af 10 meter høje stålpalisader. Yderligere godt 250 kilometer er under konstruktion, og de sidste 450 kilometer befinder sig i projekteringsfasen. Det amerikanske told- og grænsevæsen (CBP) oplyser, at de planlagte i alt godt 800 kilometer hegn ventes at være på plads i løbet af det næste års tid (og dermed meget bekvemt inden præsidentvalget). - Handelsaftalen med Kina synes nu snart indenfor rækkevidde og har sat gang i optimisme og fremgang på de globale aktiemarkederne. - Natobyrdefordeling: Trump har tilsyneladende skabt bred forståelse for at alle medlemslande - inklusive Danmark - skal bringe deres årlige forsvarsudgifter op på to procent af BNP. - Opgradering af den sikkerhedspolitiske strategi i Arktis: Herunder initiativer til en ny og mere aktiv Grønlandspolitik med åbning af konsulat og tilbud om at købe Grønland ud af Rigsfælleskabet. Da Donald Trump således allerede har indfriet adskillige af sine valgløfter og arbejder konsekvent og standhaftigt videre på udestående, er hans popularitet øget betydeligt hos egne vælgere. Derimod er det modsatte tilfældet hos Demokraterne og i flere navnlig vesteuropæiske lande, hvor Trump næsten lige fra dag ét er blevet mødt med betydelig skepsis og kritik: Men dansk erhvervsliv ser ganske anderledes nuanceret og positivt på Donald Trump. Det er tilsyneladende her stadig den almindelige vurdering, at Trump fører en fornuftig borgerlig vækst- og sikkerhedspolitik. Og gennemgående er der tilfredshed at spore over opsvinget i USA i løbet af Trumps tre år ved magten. Væksten i BNP har ligget stabilt på knap tre procent i 2018 og ventes i år at nå op på samme eller lidt højere niveau. Som følge heraf forudses beskæftigelsen at øges og arbejdsløsheden at holde sig godt under de fire procent - den lavest registrerede ledighed i over 50 år. Og disse robuste nøgletal har bragt det amerikanske aktiemarked op på nye rekordniveauer med Nasdaq fremgang på knap 28 procent og Dow Jones ditto på 18 procent siden årsskiftet. Denne optimisme har heldigvis bredt sig til de europæiske og asiatiske markeder i takt med de stigende forventninger til en snarlig handelsaftale med Kina. Den positive udvikling i USAs økonomi og aktiemarkeder er nok den bedste indikator på erhvervslivets tilfredshed med Trumps indsats til dato. Og udsigterne på kortere sigt er også lovende med stabil dollarkurs, ligesom Federal Reserve for nylig atter har sænket renterne en anelse.. Alt i alt handler det dybest set måske i virkeligheden mere om præsident Trumps stil, som er alt for direkte og kontant for mange af de traditionelle "old school" politikere i USA og Europa. Der er flere spekulationer i gang om Trump nu også holder alle fire år i sin første embedsperiode: Eller om han når at blive tvangsafsat i en forestående rigsretssag på grund af Ukraine skandalen. Hertil kommer eventuelle skattesager og beskyldninger om andre lyssky transaktioner Men hans egne tilhængere er naturligvis ikke i tvivl om, at Trump står til genvalg om præcis et år. Hvorom alting er bliver det nok en presset Trump, verden kommer til at opleve, når han om en måned står i spidsen for de 29 stats- og regeringschefer på Nato-topmødet i London. Her fejres 70 års jubilæet for Natos grundlæggelse i 1949. Og her skal Trump for første gang mødes med Danmarks statsminister. Ja - hvem ved - måske får Mette Frederiksen ligefrem lejlighed til en lille korridorsnak med Trump om Grønland og det aflyste statsbesøg i september?

Læserbrev

Regeringen vil styrke sundhedsvæsnet med 1.000 ekstra sygeplejersker

Læserbrev: Socialdemokratiet gik til valg på at sætte velfærden først. Og i løbet af vores første fire måneder har vi leveret på det løfte. Ikke mindst på sundhedsområdet, som vi giver et markant løft allerede fra næste år. Det er hårdt tiltrængt, for vi står med et sundhedsvæsen, som er presset på flere fronter. Først indgik vi en aftale med regionerne, som sikrede ”det største løft af sundhedsområdet siden finanskrisen”, som Venstres regionsrådsformand i Syddanmark, Stephanie Lose, formulerede det. Derefter fremlagde vi vores finanslovsforslag med penge til, at vi kan ansætte 500 ekstra sygeplejersker allerede i 2020 og i alt 1.000 ekstra sygeplejersker fra 2021 og fremefter. Sådan som vi lovede i valgkampen. Med aftalerne sikrer vi flere ressourcer i takt med, at der bliver flere ældre, som skal have behandling i vores sundhedsvæsen. Og vi sikrer, at vores sundhedsvæsen kan udbygges med ny teknologi og nye behandlingsformer, som hele tiden dukker op. Det er jo fantastisk, at vi både lever længere og kan behandle flere sygdomme. Men det kræver også flere penge. Ellers vil de øvrige patienter i sundhedsvæsnet opleve, at kvaliteten af deres behandling forringes. Og her så vi desværre, at den tidligere regering var optaget af at sænke skatten for privatfly og virksomhedsarvinger, og ikke sikrede tilstrækkeligt med ressourcer til vores sundhedsvæsen. Jeg vil bestemt ikke påstå, at alle problemer i vores sundhedsvæsen forsvinder til næste år. For vi har oplevet rigtig mange år, hvor der er blevet skåret ned. Og der er derfor mange steder, hvor personalet løber for stærkt, og hvor patienter og pårørende ikke føler, at der er tid nok. Men vi tager et første skridt i retning af atter at styrke vores fælles velfærd.

Annonce
Læserbrev

Oversvømmelser. Erstatning for oversvømmelser langs Gudenåen

Læserbrev: Vandløbsloven sikrer, at vandføringsevnen i et vandløb ikke må forringes i den grødefri vinterperiode. Alligevel er vandføringsevnen forringet i Gudenåen siden år 2000 også i den grødefri vinterperiode. Det er sket med et bevidst indgreb fra vandløbsmyndighedernes side. Gudenåen er Danmarks største vandløb, derfor har det - og har haft - omfattende konsekvenser for beboerne langs vandløbet, som vi alle har set i tv. Fordi det er sket med et indgreb fra myndighedernes side, har lodsejerne, der oplever ødelæggende oversvømmelser, krav på erstatning. Forklaringen er teknisk og derfor både svært at opdage og svær at forstå. Det drejer sig om vandløbets Manningstal. Orbicon, der tidligere hørte under Hedeselskabet, har siden 1974 målt og kontrolleret Gudenåens Manningstal ved hjælp af vandstandsmålere. Manningstallet har hele tiden været over 30. Men i år 2000 satte man alligevel Manningstallet til 24 i et tillæg til det dengang nye vandløbsregulativ. Godt gemt så ingen bemærkede det. Det har betydet både dårligere oprensning og dårligere vandføringsevne og derfor en vandstandsstigning på ikke mindre end 25 til 30 cm i grødefri vintertilstand. Det er ikke så lidt – og netop vandføringsevnen må jo ikke forringes hverken ifølge loven eller ifølge vandløbsregulativet fra år 2000. Manningtallet siger populært sagt hvor meget modstand, vandet må møde i et vandløb. Jo højere Manningtal – jo glattere et vandløb. Jo lavere Manningtal – jo mere modstand. Siden år 2000 har Manningtallet i regulativet altså været sat lavere, end det var tidligere. Konsekvenserne viser sig nu efter nogle år med dårligere og dårligere oprensning og dermed dårligere gennemstrømning. Det har i dette efterår med de meget store nedbørsmængder vist sig at have meget store følger. Derfor må de, der vedtog at sænke Manningstallet, stilles til ansvar og derefter må der udbetales erstatning til de lodsejere, der har lidt skade. Store vandløb som Gudenåen må ifølge vandløbsloven opføre sig dynamisk, dvs. de kan grave i den ene eller anden side. Men vandføringsevnen må ikke forringes – men der er, efter år 2000-regulativets bevidste handling, sket en markant forringelse af vandføringsevnen i Gudenåen. Derfor skal der udbetales erstatning.

Debat

Debat: Kulturbesparelser skader de lokale kulturtilbud

Kultur: Regeringen har besluttet at fjerne omprioriteringsbidraget på de kunstneriske uddannelser. Det er positivt, for det vil understøtte, at fremtidens kulturformidlere, musikere, forskere, konservatorer og kunstnere kan berige samfundet. Men hele kulturområdet skal med. De seneste års besparelser har sat deres tydelige præg på danske museer og andre kulturinstitutioner i hele landet. Museumsområdet skal spare for femte år i træk, og har nu afleveret over 60 millioner kroner i omprioriteringsbidrag. Og ifølge finanslovsforslaget skal museerne forsat spare 15 millioner årligt. Det er småpenge set i finanslovssammenhæng, men det har enorm betydning. For natur – og kulturarven er vores fælles ståsted og det bindemiddel, der holder vores samfund sammen på tværs af landsdele og indkomster. Det er en værdi, der er svær at gøre op i kroner og øre og er samtidig en forudsætning for, at vi som samfund klarer os godt igennem de store forandringer, der sker omkring os. Når man sparer, så er der noget, man ikke får. Det siger sig selv. Og selvfølgelig har museerne kunne effektivisere et par år, ligesom alle andre områder og virksomheder i samfundet. Men nu har besparelserne fundet sted i en årrække, hvilket betyder, at det er kulturinstitutionernes kerneopgaver, der bliver ramt. Kerneopgaverne er rygraden. Der er behov for at værne om de lange seje træk, som museer leverer til danskerne både nationalt og lokalt gennem forskning og vidensudvikling af vores kulturarv. Bag succesfulde udstillinger og nye erkendelser om kunst, kultur- og naturarv ligger der et utrætteligt og mangeårigt grundarbejde med indsamling, bevaring og forskning på museerne. Samtidig er det vigtigt, at museerne i hele landet kan vedblive at fungere som lokale og fællesskabsskabende institutioner, hvor vi kan mødes på tværs af alder, indkomst og politisk ståsted. For det er en enorm succeshistorie, at hver tredje dansker inden for tre måneder har været på et museum og derved har fået inspiration og et stærkere kendskab til vores kulturarv. Vi skal ikke underkende, at det ofte er de lokale kulturtilbud, som giver liv, og som kan få flere til at bosætte sig også udenfor de store byer. En forsat svækkelse af museerne vil være katastrofal, fordi det undergraver, at museerne kan levere ny viden og nyskabende udstillinger og andre indsigter i årene fremover. Hvis vi ikke sikrer, at museerne har rammerne, så er der en udtalt risiko for, at museerne ikke kan levere ny viden for de besøgende. En lang række partier på tværs af Folketinget har heldigvis talt for at fjerne omprioriteringsbidraget helt på denne finanslov. Vi håber, at de kommer i mål, og at kultur anerkendes som en naturlig del af velfærdssamfundet på linje med uddannelse, sundhed og infrastruktur. Tilsammen udgør de afgørende dele i velfærden som kan fremme, at borgerne kan opnå det gode liv.

Debat

Debat: Vores sundhedsvæsen skal multitaske

For nylig læste jeg en artikel om et nyt supermarked i London. Butikken var indrettet af sundhedseksperter, der via såkaldt nudging ville få kunderne til putte de sunde varer i kurven og lade de usunde blive på hylderne. De søder sager var fjernet fra området ved kasserne og erstattet af frugt og vand, og kostrådene var hængt op forskellige steder i butikken. Sådan er det ikke helt herhjemme, men det kan være, det kommer. Eksemplet fra London viser nemlig meget godt, at både myndigheder og erhvervsliv kan tage yderligere i skridt i retning af bedre forebyggelse, så de sunde valg bliver de nemme valg. Det er der i den grad brug for. Pilen peger desværre lige nu i den forkerte retning, hvad angår danskernes sundhed. Antallet af mennesker, der lever med flere kroniske sygdomme på samme tid, stiger år for år. 4 ud af 10 danskere er det, vi betegner som mennesker med multisygdom. Det hører heldigvis med til historien, at mange mennesker med multisygdom er velbehandlede og lever gode liv trods flere kroniske sygdomme. En ny kortlægning fra regionerne viser imidlertid, at der er en gruppe på cirka 240.000 borgere, hvis liv er præget af komplekse sygdomsbilleder og mange henvendelser til hospitalerne. Det er mennesker, hvor for eksempel hjertekarsygdomme eller lungesygdommen KOL desværre har følgeskab af diabetes, slidgigt, hovedpine eller psykisk sygdom. I gennemsnit har hver borger i den gruppe cirka fem kroniske sygdomme. Det er sygdomsforløb, som tærer på livskvaliteten, og som direkte forkorter antallet af leveår. Det skal vi gøre noget ved. En helt ny analyse udarbejdet for Danske Regioner af Statens Institut for Folkesundhed slår ned på en ny og afgørende risiko for at udvikle flere kroniske sygdomme: Overvægt. Personer, der er svært overvægtige, har over tre gange højere risiko for at udvikle både flere somatiske og psykiske sygdomme. Det er ny viden, som kalder på handling – særligt i lyset af at regionernes sundhedsprofiler viser, at hver sjette dansker er svært overvægtig, samt at gruppen af både moderat og svært overvægtige er steget fra 46,8 procent i 2010 til 51 procent i 2017. Der er mange håndtag, der skal skrues på, når vi taler forebyggelse af multisygdom. Den bedste indsats begynder tidligt i livet og går på tværs af flere velfærdsområder, erhvervsliv, frivilligsektoren og alle politiske niveauer. I regionerne har vi senest foreslået højere priser på cigaretter og alkohol, for vi ved, at sådanne tiltag virker. Vi har brug for Folketingets opbakning og prioritering af forebyggelsesområdet for at nå skridtet videre. Som noget nyt foreslår vi i regionerne, at der på Christiansborg vedtages en decideret folkesundhedslov. Det vil betyde, at sundhed og forebyggelse tænkes med, når vi udvikler politikker for områder som natur- og byplanlægning, fødevarer, kultur, arbejdsmarked, miljø, daginstitutions- og skoleområdet og socialområdet. Lige som der på klimaområdet arbejdes med en grøn bundlinje, skal vi på forebyggelsesområdet arbejde med en sund bundlinje. Vi kommer heller ikke uden om at se nærmere på indretningen af vores sundhedsvæsen. Hvis vi skal blive bedre til at hjælpe mennesker med flere kroniske sygdomme, skal vi indrette os, så patienterne oplever mere helhedsorienterede forløb. På mange hospitaler i alle regioner er vi allerede i gang med forskellige former for sammedags-løsninger. Det handler om ambulatorier, som er målrettet patienter med flere kroniske syg­domme, men som samler patientens behandling ét sted. Det sker for eksempel i Svendborg, Silkeborg, Roskilde og Holbæk. Her kan patienter med sygdomme som KOL, hjertesygdomme og diabetes blive undersøgt af de relevante speciallæger på samme sted og på samme dag. På den måde sikrer vi både hurtigere udredning og undgår, at kun én sygdom bliver behandlet, imens en anden sygdom måske overses eller at vigtige helbredsoplysninger ikke når frem til de rigtige personer. Vi er dermed godt i gang med en videreudvikling af vores sundhedsvæsen, og vi samler hele tiden erfaringer om, hvad der virker bedst. På den måde bliver vi bedre til at møde de behov, som patienter med multisygdom har. Som eksemplet med supermarkedet i London viser, så kan indsatsen for at fremme sundhed antage mange former. En ting er udviklingen af sundhedsvæsenet, en anden er det brede samarbejde om forebyggelse, der gør de sunde valg nemmere. Det er to centrale steder, vi skal tage fat, og det er bare med at komme i gang.

Debat

Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik. Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed. Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle. Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del. Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant. Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet? Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre. Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb. På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed. Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af. Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber. De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand. Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det. Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen. Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.

Læserbrev

TV-dokumentar. Blev du klogere, Lars Norup?

Læserbrev: I dagens (torsdag) leder i Viborg Stifts Folkeblad udtrykker chefredaktør Lars Norup sin spænding forud for TV2's dokumentar "Eksperimentet med vores børn", som blev sendt senere om aftenen. Slutteligt i sin leder, formoder han at vi alle er klogere efter udsendelsen. Allerede inden udsendelsen maner han dog til besindighed. Efter hans mening skal vi også huske at (citat):,,have fokus på det, der går godt - og ikke holde fast i en klynkekultur". Allerede der hopper kæden af for mig! Jeg er selv en af de forholdsvis få pædagoger, som med mellemrum åbner munden for at italesætte virkeligheden hos vores yngste medborgere, børnene ude i daginstitutionerne. Dette gør jeg først og fremmest med det håb om at kunne åbne folks (også gerne ansvarlige beslutningstagere, eksempelvis politikeres) øjne for hele det dybt horrible i måden hvorpå området nedprioriteres/ikke bliver prioriteret nok. Man må gerne kalde mig (og andre åbenmundede pædagoger) for klynkere. Det har jeg det fint med - for i så fald ved jeg også, at vedkommende ikke har oplevet hverdagen i en dansk daginstitution anno 2019. I over 25 år har jeg via mit daglige arbejde i en integreret daginstitution oplevet en klar tendens - nemlig at man udefra nærmest har banaliseret faget pædagogik. Det handler jo "bare" om børn. Og nej! Det handler ikke "bare" om børn! Det handler rent faktisk om vores fremtid, - det handler om dannelse af små mennesker, som i deres videre liv skal kunne agere ude i vores samfund. De skal kunne klare sig godt igennem folkeskolen, senere skal de kunne klare sig godt gennem et uddannelsesforløb, de skal kunne klare sig godt socialt blandt andre medmennesker, de skal kunne..... Ja, jeg kunne fortsætte længe endnu! Det er veldokumenteret, at de første år i et barns liv er de vigtigste, og det er netop her, at pædagoger landet over har til opgave at "iklæde" børnene alle de ovennævnte egenskaber. At de så - efter min mening - ikke får de fornødne ressourcer til det, er intet mindre end en falliterklæring fra politikernes side! I dokumentaren "Eksperimentet med vores børn" så jeg en flok knaldhamrende dygtige pædagoger, som dagen igennem nærmest lå vandret for at få kombinationen med mange børn og få voksne til at hænge sammen. Jeg så også konsekvensen af dårlig normering - nemlig at børn bliver "ladt i stikken" i form af bl.a. minimal voksenkontakt. Jeg så også - pga. omstændighederne - børn blive adfærdsreguleret, (og ikke udviklet). Jeg så også børn bogstaveligtalt blive udsultet i forhold til at få god og udviklende voksenkontakt. Lars Norup bringer i sin leder flere foreslag til en forbedring ude i daginstitutionerne. Han foreslår blandt andet at det såkaldte "grå guld", (jeg formoder, han taler om den ældre generation), skal kunne supplere den faste bemanding. - Det synes jeg personligt er et skråplan. Chefredaktøren lader vel heller ikke sin bil reparere henne på autoværkstedet af bageren, eller for den sags skyld automekanikeren bage det brød, som han lørdag morgen køber henne ved bageren?? Men, nå ja. Det er jo bare børn... Fleksibilitet ved vagtplanlægning kunne ifølge Lars Norup også optimere forholdene derude. Jeg har selv den tvivlsomme ære på min arbejdsplads at lave vagtplaner for personalet. Jeg skulle hilse og sige, at det til tider kan være en næsten umulig opgave. Kun takket være nogle yderste fleksible kollegaer lader det sig gøre. Hver dag, hvor bare en person er fraværende pga. ferie, sygdom, kurser, møder, eller noget helt femte, skal jeg koordinere i forhold til dette. Det handler f.eks. om kollegaer, som med ganske kort varsel bliver bedt om at omlægge deres timer, møde tidligere ind, eller bliver længere på jobbet end planlagt. Så fleksibilitet fra personalets side behøver Lars Norup såmænd ikke efterlyse! Kunsten er nemlig ikke at få pædagoger til at tage ekstra timer, kunsten består derimod i at finde dagen, hvor det overhovedet kan lade sig gøre at afspadsere de førnævnte ekstra timer... (Og i øvrigt så løber pædagoger bare stærkere, når kollegaer er fraværende - vikarbudgettet blev sparet væk for mange år siden) Men igen; det handler jo bare om børn, (ironi kan være anvendt)! Til slut, Lars Norup: Hørte du i dokumentaren nogle pædagoger klynke? Jeg gjorde nemlig ikke. Og blev du klogere? Svar: Ja, jeg blev klogere (Se min leder). Venlig hilsen Lars Norup chefredaktør

Debat

Debat: Døden og hvad den gør ved os

Allehelgen er blevet en gedigen succes for folkekirken. Én ting er, at begravelser og bisættelser suverænt er dén kirkelige ydelse, som bringer flest mennesker i kontakt med folkekirken, og hvor tilfredsheden er størst. Noget andet er, at allehelgen åbenbart som gudstjenestetilbud rammer et hos langt de fleste mennesker udbredt og stærkt behov for at adressere og sætte forløsende ord og ritualer ind i sorgen og savnet også efter begravelsen eller bisættelsen. Derved røbes en dyb hemmelighed om det at være menneske – på godt og ondt: Det er ved tabet af den elskede og ved påmindelsen om vores egen død, at vi for alvor rækker ud efter en mening med vores liv, eksistens og tid. Meningen er nemlig svær, hvis ikke helt umulig, at præstere selv midt i fortvivlelsen og sorgen. Døden, tabet og sorgen aktualiserer med andre ord spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet er her – og hvad meningen kan være med at miste, når nu livet er en gave, som langt de fleste af os hænger ved og ønsker at holde fast i? Sammen med dem, vi elsker og holder af. Omvendt er det således også ved tabet, sorgen og påmindelsen om døden, at vi får indstillet sigtekornet på det, der betyder mest for os, men som i den almindelige, dagligdags trummerum går temmelig upåagtet hen over os og blot bliver taget for givet. I tilbageblikket på sin afdøde slægtnings og gode vens liv tæller vi i sorgen lutter lyse minder, mens de mørke – ikke forsvinder, men ikke vejer til; ikke som andet end baggrund for de lyse minder, der således lyser så meget desto stærkere op. Kærlighedens fintunede overbærenhed og tilgivelse farver hele den afdødes liv i de lyse farver. Men i akkurat sorgen fremstår dét lys som bemærkelsesværdigt smerte- og modsætningsfuldt, fordi det lader meningsfuldhed danne tæt parløb med en truende meningsløshed, der truer med at trække os med ned et dybt fald. Der findes vel næppe et sted, hvor vi er så tolerante over for både vores afdøde familiemedlemmer og dem, vi samles med, end i netop sorgen. I sorgen hyller vi det uperfekte menneske, som vi tankevækkende nok mest omfatter med en blanding af irritation og vrede, når vi møder dem i den skemalagte dagligdag og den rutineprægede job- og karriere-planlægning. Ved synet af hinandens sorg er vi ufatteligt kloge på livet. Og den forskellighed, vi ellers dyrker som noget nær en religion, bliver enten nivelleret eller helt udvisket, fordi vi i mødet med døden og tabet står nogenlunde nøgne over for et fællesmenneskeligt faktum, som ingen af os kan unddrage os eller gøre noget ved. Vi indhentes før eller siden. - Helst siden! Som præst og sjælesørger bliver jeg rent ud sagt brandvarm om hjertet, når jeg ved talrige dødsfald, såvel pludselige som længe ventede, oplever, i hvor høj grad vores indbyrdes medmenneskelighed og omsorg er så intakt, at vi uden videre tager hånd om hinanden, når døden går på rov og udleverer os kræfter, vi ikke selv kan magte, men hvor vi for alvor er henvist til hinanden. Da min familie og jeg i 1989 mistede en bror og søn i en trafikulykke, ramte det os som et lyn, og vi stod målløse og måbende tilbage og stirrede med vantro, fortvivlelse og i larmende tavshed på hinanden. Venner, familie, kolleger og naboer skyndte sig hen til os – for de flestes vedkommende uden at sige en hel masse, men blot for at give et knus og forsikre os om deres sympati og deltagelse. Som én af dem sagde, da hun bankede på døren og kom ind i foyeren: »Jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal sige, men kan jeg ikke bare hjælpe jer med noget nu, hvor I ikke selv véd, hvad I skal gøre?” - Huset var fyldt med gæster, hun gav mine forældre et knus og gik ud i køkkenet og begyndte at rydde op. Sorgen, tabet og savnet kalder menneskeligheden frem i os, og vi ser ikke på stand, rang, job eller andre udvendige forhold, hvormed vi ellers plejer at inddele hinanden og navigerer selvbevidst i tryg forvisning om, at vi ikke behøver komme ind på livet af hinanden og blive forsinket i vores private livsprojekter. Døden gør ingen forskel. Det fortæller ret meget om livet – ikke mindst om livet med hinanden i ligeværd, respekt og kærlighed.

Debat

Debat: Om sandhed og certificerede løgnere uden samvittighed

”Du har en sort streg i panden”. Når de ord kom fra min mors mund, var jeg ikke i tvivl. Hun havde grebet mig i en løgn og ramte dermed direkte ned i min dårlige samvittighed. Jeg har tit stået foran spejlet og forgæves søgt efter den ”sorte streg”. Og lad mig indrømme det: Jeg har aldrig fået øje på den, men det virkede, for løjet havde jeg. Min mor løj uden at få en sort streg i panden. Hun gjorde det i et hæderligt forsøg på at lære mig, at vi alle er afhængige af, at et ord er et ord, og at der er sandhed i det sagte. Man skal være ærlige, som børn, som voksne, som forældre, som lærer, som minister og præsident. Hun gjorde det for at vise mig, at uanset løgnens synlighed eller ej, så findes der noget, der hedder samvittighed. Hun har jo ret, men sådan er den aktuelle virkeligheden bare ikke. Donald Trump og Boris Johnsson forenes som certificerede løgnere, der, uden blusel eller samvittighed, vælter sig i usandheder Men vi behøver ikke at tage turen over Nordsøen og Atlanten for at erkende dette. I vores egen andedam, i vores eget Folketing sker det også - ingen nævnt ingen glemt - at der uden konsekvenser fremsættes løgne, blot man ikke har et flertal imod sig. Resultatet af en sådan adfærd er givet eller er den? Den burde skabe politikerlede og reducere respekten for anstændigheden og demokratiet, men desværre er dette oftest afhængig af, om den fremmer vores egne interesser, så ser vi stort på, om der ”ryger en finke af panden” eller ”fejes noget ind under gulvtæppet”! Kendsgerningerne er desværre, at løgnen - og det gælder overalt - optræder lige så ofte som sandheden. Vi er blevet immune overfor løgnen, og det gør, at en verden hvor alle taler sandt formentlig ikke ville være særlig behagelig at leve i. Det undersøgte en tysk journalist og forfatter Jürgen Schmieder. I bogen ”Du sollst nicht Lügen” prøvede han konsekvent at sige sandheden i alle relationer. Han overlevede 40 dage, men kun med møje og besvær. Hustruen trak en truende skilsmisse tilbage, han mistede tre venner og to tænder, fik mange blå mærker og trykkede ribben og var i konstant skænderier og stridigheder med kolleger og resterende venner. Han måtte erkende, at løgnen er så bredt accepteret, at det kunne han og sandheden ikke ændre på. Så langt ude er vi kommet i forhold til sandheden, som Johannes Møllehave har udtrykt det, at hvis vi gensidigt vidste hvad vi gik og sagde om hinanden, fandtes der nok ikke to venner på denne jord. Trist for i de nære forhold kan løgnen ikke alene være en grim forskrækkelse; men også sort og destruktiv. Det vidste digterpræsten Kaj Munk også. Han blev engang spurgt, om man altid skulle sige sandheden? Og resigneret svarede han: ”Ja, medmindre man har noget bedre at sige”. Er alt håb ude. Vel næppe vi kunne, i det nære starte med respektfuld ærlighed over for hinanden, og i det fjerne, stadig have et spinkelt håb om, at der eksisterer en rest af anstændighed, der gør, at vi er i stand til, og vil se ”den sorte streg i panden” og ikke er bedøvende ligeglade med spin, magtspil og løgn!

Annonce
Debat

Debat: Vi kan sikre innovation med højtuddannede fra Brexit-land

Debatten om udenlandsk arbejdskraft har de seneste år haft et helt skævt fokus på at hente ufaglært og faglært arbejdskraft fra blandt andet Fjernøsten til Danmark. De reelle rekrutteringsudfordringer i Danmark ligger imidlertid et helt andet sted. Det handler først og fremmest om højtuddannede specialister, som alle store danske virksomheder i dag tørster efter. Life science-branchen, som består af virksomheder inden for det farmaceutiske og bioteknologiske område, er en af de hurtigst voksende brancher herhjemme med en fordobling af eksporten på 10 år fra 54 milliarder kroner i 2008 til 108 milliarder i 2017. Branchen er dybt afhængig af højtuddannede specialister, som har afgørende betydning for branchens fortsatte positive udvikling. Vi mener, at den positive udvikling skal fastholdes for at skabe vækst og udvikling i Danmark i årene fremover. Derfor opfordrer vi regeringen til at sætte mere skub i ambitionerne om at tiltrække den højtuddannede udenlandske arbejdskraft, som virksomhederne har så hårdt brug for. Det er et fælles ansvar at gøre Danmark attraktiv, så virksomheder, fagforeninger og erhvervsorganisationer skal naturligvis også bidrage til indsatsen. Danmark lever af innovation og udvikling. En forudsætning for, at vi kan fortsætte den vej er, at virksomhederne på en u-bureaukratisk måde kan tiltrække højtuddannede specialister på de ordninger, som vi allerede kender, for eksempel positivlisten. Så det ville være noget så befriende, hvis man i stedet for hele tiden at diskutere nedsættelse af beløbsgrænsen med henblik på at udvide arbejdsudbuddet på områder, hvor der fortsat er ledige i Danmark, i stedet fokuserede mere på, hvordan vi kan gøre noget særligt for at tiltrække udenlandske specialister. Vi anerkender, at konsekvenserne af Brexit – hvornår det så måtte komme – i første omgang kan få negativ indflydelse på det danske arbejdsmarked, og at regeringen derfor pt. prioriterer indsatsen for at bevare danske arbejdspladser højt. Men den indsats bør ikke udelukke en samtidig mere målrettet rekrutteringsindsats i Storbritannien, når det gælder højtuddannede specialister. Tværtimod. For det vil i sig selv være at beskytte danske arbejdspladser, hvis vi kan tiltrække og fastholde specialister. Der arbejder i dag omkring to millioner udlændinge i Storbritannien, hvoraf en stor del er højtuddannede specialister, som alle lande og globale virksomheder gerne vil have fingre i. Brexit, eller udsigten til Brexit, kan tvinge nogle af disse kloge hoveder til at søge nye græsgange uden for Storbritannien, og her skal og bør Danmark være et tiltrækkende alternativ. Vi skal være på nethinden hos de udenlandske specialister i Storbritannien med gode tilbud om spændende jobopgaver og en attraktiv samfundsmodel, der giver udenlandske eksperter fantastiske rammevilkår for et udviklende arbejde og et godt familieliv. Her er en oplagt mulighed for virksomhederne og staten at gøre en fælles indsats til glæde for hele Danmark. De udenlandske specialister er en entydig fordel for Danmark, fordi de kan være med til at skabe vækst i virksomhederne uden at fortrænge danske farmaceuter, humanbiologer, kemikere eller andre life-science akademikere, som er en udbredt mangelvare i dag. Væksten kommer ikke kun virksomhederne til gode i form af højere produktivitet, omsætning og bundlinje. Væksten skaber også nye arbejdspladser for ufaglært og faglært arbejdskraft, da analyser viser, at hver højtuddannet ansættelse i erhvervslivet skaber fem arbejdspladser i produktionen. Samtidig kan væksten bruges til at opkvalificere den ufaglærte og faglærte arbejdskraft herhjemme, så de bedre kan matche de krav, der stilles til fremtidens produktion af for eksempel de udenlandske specialister. Både i 3F og Pharmadanmark ser vi positivt på en øget, proaktiv rekrutteringsindsats i udlandet, når det gælder højtuddannet specialister. Og vi bidrager gerne med gode forslag til, hvordan processen kan gøres mindre bureaukratisk og mere smidig for de udlændinge, der lige nu sidder i London og spejder efter nye udfordringer i Europa.

Debat

Debat: Vi skal ikke kun lytte til de unge – vi skal inddrage dem!

”Hvis I vælger at svigte os, vil vi aldrig tilgive jer. Vi vil ikke lade jer slippe afsted med det her. Verden er ved at vågne, og der kommer til at ske forandringer, om I vil det eller ej!” Ordene er selvfølgelig fra Greta Thunbergs tale til FN’s klimatopmøde i New York i september. Den 15-årige svenske klimaaktivist er blevet et billede på ungdommen i Norden. En ungdom som er blevet verdensborgere i en globaliseret verden – med inspirerende fællesnordiske værdier. Og står det til mig, så skal de unge engageres meget mere i arbejdet med det nordiske fællesskab. Det gør vi især ved at arbejde med de mange forskellige emner der optager dem. Denne uge deltager jeg i Nordisk Råds session. I år med klimaet som det helt centrale tema. Vi vil have sat ambitionsniveauet op i det nordiske samarbejde ikke mindst når det gælder arbejdet med klima og bæredygtighed. De nordiske statsministre har vedtaget en ny vision med fokus på et grønt, konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt Norden. Danmark, Grønland og Færøerne overtager formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2020 og vi vil sikre, at der bliver sat konkret handling bag ordene. Vores formandskabsprogram blev lanceret af statsministeren i går. Det rummer mange indsatsområder bl.a. vedrørende krydstogtskibe, hvor vi skal have begrænset forureningen, og digitalisering som kan gøre det lettere for borgere og virksomheder at arbejde hen over grænserne. Mange spørger sig nok, hvad kommer der egentlig ud af det nordiske samarbejde? Meget vil jeg sige. Tag Svanemærket, der med en af verdens skrappeste miljøcertificeringer gør det enkelt for forbrugere at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter og serviceydelser. Et andet eksempel er, at det nordiske elmarked gør det muligt for os at udnytte store mængder vedvarende energi til gavn for klimaet. På undervisningsområdet får 10.000 studerende får støtte til udveksling i Norden, og portalen Norden i skolen giver skoler adgang til undervisningsmateriale, så børn kan få en spændende indgang til det nordiske sprog. For et par uger siden mødtes jeg med en gruppe unge, for jeg lægger stor vægt på at de bliver engageret, og jeg fornemmer, at mange unge ikke er så optaget af det nordiske. De unge havde et klart budskab om, at de ikke vil lyttes til – de vil i dialog! Det har jeg stor respekt for. De engagerede unge vil ikke bare stå og råbe i et hjørne. De vil have dialogen, udfordres på hvad der kan gøres, og hvad der skal prioriteres, og de vil tage ansvar. Under formandskabet lancerer vi et projekt for og med unge. Om deres engagement og deres trivsel. Det har jeg store forventninger til. Vi skal arbejde med årsagerne til mistrivsel, og så håber vi, at vi kan engagere de unge gennem nordiske folkemøder. Men vi skal ikke kun lytte til de unge. Vi skal have engageret alle – ung som ældre, eksperter, borgere og virksomheder. Under det danske formandskab har vi en unik mulighed for at sætte klare fingeraftryk på Nordisk Ministerråds arbejde i de kommende år. Vores formandskabsprogram hedder ”Fælles om fremtidens løsninger” og vi skal sammen prøve at finde svar på nogle af de helt store udfordringer på klimaet, på sociale og sundhedsmæssige dagsordner, på mobiliteten i Norden og på tværs af det hele vores ungdomsgeneration og deres fremtid. Det håber jeg, at mange vil bidrage med gode forslag til. Så har du eller din organisation et forslag til et indsatsområde Nordisk Ministerråd skal arbejde med i fremtiden, så skriv til nordsek@um.dk. Jeg kan love, at vi lytter og er klar til dialog. Vi vil samle alle gode forslag og bringe dem ind i forhandlingerne med de andre nordiske lande. Bolden er givet op!

Debat

Debat: Er effektiviseringskrav til nye sygehuse grebet af den blå luft?

Sundhed: Det kan godt være, at historien fløj under massemediernes radar, men der er ingen tvivl om, at det var en vigtig afdækning, der skete i fredags. Her afslørede mediet Dagens Medicin nemlig, at grundlaget for de høje effektiviseringskrav fra staten til de nybyggede sygehuse mildt sagt er usikkert. Ja faktisk lader det ifølge Dagens Medicin til, at hverken Sundhedsministeriet eller de eksperter, der vejledte den daværende regering, der vedtog kravene, kan begrunde størrelsen på effektiviseringskravene. Der bliver henvist til nogle erfaringer fra Norge, hvor man angiveligt skulle have effektiviseret – altså sparet – 11 procent på det nybyggede hospital. Problemet er bare, at ingen i Norge åbenbart har kendskab til et nybygget hospital, der har oplevet de nævnte effektiviseringer. Hvad har det så af konkret betydning for det danske sundhedsvæsen og ikke mindst for patienter, læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter med videre? Jo, se blot til Aarhus Universitetshospital. Her blev effektiviseringerne i første omgang de facto til et sparekrav, hvor man beskærer hospitalet svarende til procentsatsen, der skal effektiviseres for. Det er nu nedsat fra 8 til 6 procent med budgetaftalen i Region Midtjylland for 2020. Det er jo indlysende, at når sparekniven bliver ved med at skære løs, har det altså negative konsekvenser for patienterne. Det er ødelæggende for lægers og andre sundhedsprofessionelles betingelser for at give den bedste behandling. Med tanke på, at der er nye sygehuse på vej i Odense, Køge, Aalborg, Gødstrup ved Herning, Bispebjerg og en række andre steder rundt i landet, kan det kun gå for langsomt med at få undersøgt grundlaget for effektiviseringskravene. Hvis det skulle vise sig, at der ikke er dokumentation for at have de høje effektiviseringskrav, er det selvfølgelig meget problematisk. Især hvis de høje krav også er urealistisk høje. Der er tale om så store beløb i de forskellige sygehusbyggerier, at det både får og har konsekvenser for vores muligheder for at hjælpe patienterne i et i forvejen underfinansieret sundhedsvæsen. Jeg er bekymret for, om de næste hospitalsbyggerier kommer til at gennemgå samme budgetøvelser som i Aarhus. Derfor må og skal vi have fakta på bordet. Hvordan er det endt med effektiviseringskrav på op til 8 procent? Er det realistiske krav – og er der overhovedet grundlag for at holde fast i det? Jeg kan konstatere, at sundhedsministeren er blevet indkaldt til samråd om sagen. Det er jeg meget spændt på, hvad der kommer ud af. Ret skal være ret; effektiviseringskravene blev aftalt mange år, før den nuværende sundhedsminister satte sig på posten. Men afdækningen af problemerne og ikke mindst en løsning af dem ligger naturligvis på Magnus Heunickes bord, så Lægeforeningen holder øje med det videre forløb. Man må sige, at det ganske enkelt er bekymrende, hvis kravene om milliardeffektivisering på nye sygehuse hviler på forkerte tal. Og det er en skandale, hvis de høje effektiviseringskrav også er urealistisk høje. Er de det, skal de naturligvis laves om. Det ligger fuldstændig fast. Vores sundhedsvæsen er i forvejen presset efter næsten et årti med underfinansiering. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme til bunds i denne sag.

Debat

Debat: Vores demokrati betaler prisen for Big Techs angreb på de lokale annoncekroner

I dag melder Jysk Fynske Medier ud, at mediehuset skal spare 117 mio. kr. i 2020 - samlet 228 mio. kr. fra 2022. En udmelding, der gør ondt på alle os, der er af den opfattelse, at journalistisk redigerede medier er en af grundpillerne i vores demokrati. Situationen er ikke unik for Jysk Fynske Medier. Sparerunden er en øvelse, vi desværre har set alt for mange af de senere år – fordelt over hele landet både lokalt, regionalt og landsdækkende.Besparelserne kommer som konsekvens af en medie- og annonceudvikling, der disse år rammer de lokale og regionale medier ekstra hårdt. Annonceomsætningen bevæger sig i store linjer fra print til digital, og fra de danske medier til techgiganter som Facebook og Google. I 2018 stod de to giganter for 61 procent af den danske annonceomsætning på internettet. Ikke mange ører af den indtjening er ført tilbage til og investeret i dansk indholdsholdsproduktion og journalistik. Og det har konsekvenser.En betydelig del af Facebook og Googles omsætning kommer fra lokale servicevirksomheder og den lokale detailhandel. Det er penge, som tidligere blev brugt på annoncering i lokale ugeaviser og lokale dagblade og som på den måde var med til at finansiere den lokale presse og dermed støtte det lokale demokrati. Ved årtusindskiftet havde de lokale og regionale ugeaviser på landsplan en print-annonceomsætning på knap 2,9 mia. kr. I 2018 havde samme medier en annonceomsætning på 1,24 mia. kr. Det svarer til et fald på 58 procent. Og alene fra 2017 til 2018 faldt annonceomsætningen med 154 mio. kr.Tilsvarende tendens ser vi for de regionale dagblade, der i 2014 havde en annonceomsætning på knap 425 mio. kr. I 2018 talte kasseapparatet bare 233 mio. kr. Det er dybt bekymrende tal, fordi det som bekendt alene er annoncekroner, der finansierer de lokale ugeaviser – og i nogen grad de regionale dagblade. Og på trods af, at mange i dag får deres nyheder fra diverse digitale kanaler, så er der fortsat flere end 2 millioner danskere, der ugentligt læser den lokale ugeavis på print.Annonceudviklingen har afledte konsekvenser og medfølgende udfordringer, som den danske mediebranche og efter bedste evne navigerer efter. Derfor er det mere end vigtigt, at vores folkevalgte politikere til foråret, når medieforhandlingerne begynder, ikke misser betydningen af noget af det allermest nære og demokratiske, vi har: De lokale og regionale medier.I medieaftalen 2019-2023, indgået af VLAK-regeringen i juni 2018, blev der givet en tiltrængt støtte til og fokus på betydningen af lokale og regionale medier. Klart og tydeligt endda. Det lød blandt andet, at det var en prioritet at sikre en bedre balance mellem landsdækkende og lokale samt regionale medier. Et konkret initiativ lød, at der fra og med 2020 skulle etableres en ny demokratistøttepulje med henblik på at støtte distrikts- og ugeaviser. Kontant lød støtten på 25 mio. kr. øremærket de lokale ugeaviser.Siden aftaleindgåelsen 2018 har vi imidlertid fået en ny regering og et flertal i Folketinget imod den nuværende medieaftale. Derfor er puljen med de 25 mio. kr. til ugeaviserne ikke blevet ført ud i livet. Det nye politiske flertal i Folketinget betyder forhåbentligt ikke, at de lokale og regionale medier ikke kan se frem politisk opbakning i et nyt medieforlig. Detaljen er bare, at vi endnu ikke ved, om det er tilfældet. Og mens vi venter, så bliver situationen for de regionale og lokale aviser samt ugeaviserne bare værre og værre.S-regeringen har kommunikeret et gentagende og tydeligt fokus på og ambitioner om at styrke det danske demokrati. At man vil sikre betingelserne for tillid til vores institutioner. Vi minder i den sammenhæng om, hvilken betydning de lokale og regionale medier har for nærdemokratiet, sammenhængskraften og det, der vedrører os alle - vores fælles hverdag.Derfor er det også glædeligt, at fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til fagbladet Journalisten har udtalt: ”Regeringen lægger meget stor vægt på, at et stærkt lokalt demokrati også kræver en stærk lokal og regional presse. At vi har en lokal presse, der også kan dække det lokale politiske liv og sikre dækning af beslutningerne på rådhuset og i regionerne.”Journalistiske vagthunde er vigtige, men de lokale ugeavisers og dagblades store betydning ligger også i at skildre de begivenheder, der berører borgernes hverdag. Det kan være alt fra foreningslivet, kriminalitet i lokalområdet, åbningen af nye butikker, kulturarrangementer og sportsaktiviteter til de politiske debatter i kommunalbestyrelsen. Alene de godt 200 lokale ugeaviser i Danmark er forskellige både i redaktionelt omfang, oplag og prioritering af indhold, men de har hver for sig en vigtig rolle at spille i lokalsamfundene.De lokale og regionale medier skal tilpasse sig markedet og udvikle deres journalistiske og kommercielle produkt. Måske ugeaviserne i fremtiden skal udkomme i nye formater og på nye platforme. Tro os, forretningsmodellerne vendes, drejes og testes over hele landet. De svindende redaktioner og mediehuse kæmper. Viljen er der. Men det er ikke nok.Det er tvingende nødvendigt, at der fra politisk hold er fokus på betydningen af lokale og regionale medier, og at rammevilkårene for et mangfoldigt medielandskab opretholdes i en ny medieaftale. Lokale og regionale medier er en afgørende betingelse for et tillidsfuldt (lokalt) samfund og et velfungerende (lokalt) demokrati.Kilder: Mediernes annonceomsætning, side 9, kilde: Det Danske Reklamemarked 2018, IRM. Omregning til faste priser: Danmarks Statistik, Forbrugerprisindeks (basisår: 2015). Data bearbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen.Annoncestatistik dagblade 2017 – 2019Annoncestatistik dagblade 2014 – 2016

Debat

Debat: FLAG-evaluering viser gode resultater, ’når planer går i fisk’

Den danske FLAG-ordning er netop blevet evalueret af COWI, og resultatet er positivt! Evalueringen beskriver set-up’et for ordningen, som handler om, at hver FLAG-forening laver en udviklingsplan og ansætter en koordinator, hvorefter lokale virksomheder og organisationer kan søge støtte og få hjælp til fremme af ideer, som falder ind under planen. FLAG-bestyrelsen indstiller projekterne til Erhvervsstyrelsen, som udfører legalitetskontrol og udbetaler støttebeløbene. På europæisk plan er der oprettet knap 370 FLAG’er, hvoraf 10 er danske. Fra EU’s side er argumentet for at støtte FLAG’erne, at lokale ideer, initiativer og ressourcer tages som udgangspunkt for udvikling, og at der arbejdes på tværs af sektorer som fiskeri, turisme og kulturinstitutioner for at opfange og udvikle nyskabende løsninger. Denne tilgang til udvikling kaldes CLLD (community-led local development). CLLD placerer lokalbefolkningen i førersædet, så de kan beslutte, hvordan de vil bruge EU-finansiering til at forbedre deres område. Men hvad er det for projekter, de danske FLAG’er sætter i værk? Et eksempel er Motorfabrikken Marstal, som med midler fra FLAG-ordningen har renoveret en del af en gammel fabrik og er ved at skabe et innovativt kontormiljø, hvor iværksættere kan leje et kontorlokale og deltage i kurser og workshops. På et senere tidspunkt planlægges yderligere renovering til konferencefaciliteter og et værksted, der bygger på både traditionelt håndværk og nye digitale maritime industrier. En stor del af de gamle maskiner findes stadig i bygningen, og man vil genoplive bygningerne i overensstemmelse med deres tidligere brug, da det kan skabe merværdi og inspirere iværksættere. Projektet er med til at udvide opfattelsen af, hvad maritime erhverv er. Det anses som vigtigt for også at få unge mennesker og tilflyttere til at bo og arbejde i kystsamfund. Et andet projekteksempel er Kerteminde Maritime Haver, som har opnået støtte til at etablere en besøgs- og formidlingsattraktion, der kobles sammen med sejlads med turister. Turisterne vil som et stop på turen modtage historier om og smagsprøver af tang og skaldyrsproduktion. Projektet er netop et godt eksempel på, hvordan lokalområder kan have gavn af at erfaringsudveksle og lære af hinanden. Kerteminde Maritime Haver er således blevet opbygget på basis af både lokal viden og erfaringer med en lignende havhave ved Ebeltoft. De maritime erhverv har aldrig været lukkede om sig selv. En anbefaling om en understøttelse af flere samarbejdsprojekter kunne bringe nye og frugtbare koblinger af projektideer med sig. COWI’s evaluering fastslår, at FLAG’erne allerede har opfyldt en del af de mål, som fra nationalt hold har været opstillet for deres indsats for programperioden 2014-2020. FLAG’erne er lykkedes med at få iværksat relevante projekter, skabe beskæftigelse og være en solid sparringspart for projektansøgere i deres lokalområder. Dette selvom ansøgningsprocessen beskrives som forholdsvis indviklet. Der er også skabt resultater, som er sværere at måle, som bedre fællesskab i lokalområder, bedre oplevelser og rammebetingelser. Hvad angår samarbejdsprojekter lever man imidlertid ikke op til det ved programstart fastsatte mål om, at der skal gennemføres samarbejdsprojekter mellem FLAG’er i Danmark og mellem danske og udenlandske FLAG’er. Der er nemlig ifølge evalueringen kun iværksat 1 samarbejdsprojekt ud af et samlet måltal på 18 projekter. Samarbejdsprojekter er netop vigtige for at øge muligheden for nyskabende erhvervsaktivitet, for opnåelse af kritisk masse for et projekt, for at indgå i nye netværk, eller for at få adgang til nye markeder. Så når der ikke er fastlagt nogle anbefalinger for FLAG-delen af evalueringen, kunne dette godt være et område at komme med én!

Læserbrev

Landbrug. Stævning skyldes mangel på åbenhed

Læserbrev: ”En debat om videnskabelige problemstillinger og faglige uenigheder skal naturligvis ikke afgøres i en retssal. Den skal derimod føres mellem de uafhængige forskere, som åbent lægger data, metoder og analyser frem til diskussion, og det skal foregå i en tryg og saglig atmosfære.” Sådan skriver Ian Heilmann bl.a. her i avisen. Bæredygtigt Landbrug kunne ikke være mere enig. Udfordringen med professor Stiig Markager – som Bæredygtigt Landbrug har stævnet – er, at han netop ikke åbent har villet lægge data, metoder og analyser åbent frem. Problemet er ikke, at han er uenig med Bæredygtigt Landbrug. Problemet er, at hans tal og ganske usande påstande om en signifikant stigning af kvælstofudledning til vandmiljøet strider imod den Novana-rapport, der for offentlige midler og som myndighedsbetjening hvert år giver en status på Danmarks miljøtilstand. Enten tager Novana-rapporten fejl – eller også gør Markager. De kan ikke have ret begge to. Novana-rapporten fremlægger åbent data, metoder og analyser. Det er troværdigt. Markager lægger ikke sine ting åbent frem. Måske kan du, Ian Heilmann, få ham til det – så slipper vi for at gå i retten. Konklusionen er: Når Markager ikke vil fremlægge sine tal i et åbent forum, må han gøre det i retten.