Opråb: Handicapområdets forlis
Handicap: ”Politikerne spiller violin, mens handicapområdet synker”.
Sådan indledes en rammende kronik i Politiken den 9. oktober 2019 som en reference til Titanics forlis og handicapområdet anno 2019. En reference, som vi i LEV og Autismeforeningen finder passende i forhold til de vilkår, man byder mennesker med handicap i dagens Danmark.
”…skibets musikere står og spiller violin, alt imens skibet er ved at synke, og lidt efter lidt river mere end 1500 menneskeliv med sig i dybet. Kun få slipper væk i de alt for få redningsbåde - de mennesker med flest ressourcer.
Scenen symboliserer ikke blot menneskets forblindelse over for sin egen undergang, men også ulighedens grimme ansigt. Scenens treenighed, hhv. musikere, de, der reddes, og de, som drukner, kan samtidig virke som metafor for handikapområdets forlis.
På dette område er politikerne musikere, hvis klassiske violinlyd skal få os alle sammen til at bevare roen og illusionen om, at den skæbne, der ligger forud for mennesker med handicap, ikke vil blive realiseret”.
I Viborg Kommune er det Ulrik Wilbek som står forrest i orkestergraven og taktfast dirigerer slagets gang, besparelse for besparelse (som italesættes med andre ord) alt imens borgerne drukner, til de melankolske toner af politikernes violiner, som fortæller os at det alt sammen nok skal gå.
Men musikken forstummer, når vi hører om botilbud, der ikke fungerer, som f.eks. på Grundtvigsvej, hvor der gang på gang dukker sager op om beboere i mistrivsel, når de udtrykker oplevelsen af ensomhed og vælger i weekenden at ringe 112, fordi der her er en, der svarer. Når forældre ringer og fortæller om børn, som har siddet isoleret hjemme i månedsvis, mens de afventer et ordentligt skoletilbud, når borgerne ikke får den fornødne støtte, eller oplever mangel på medinddragelse af dem selv og ikke mindst pårørende.
En gang imellem sættes der en redningsbåd i vandet, der bliver lovet bod og bedring, og særlige indsatser som skolevægringskonsulenter bliver sat i værk, eller nye tiltag som de særlige autismeklasser i Bjerringbro ser dagens lys. Det syner virkelig af noget, og det ser ud, som om man forsøger at løse problemet. Og misforstå os endelig ikke, for vi føler da glæde, når vi ser redningsbådene og hører violinernes smukke klang imens, men det er bare ikke samstemmende med de frustrerede opråb fra borgere, som vi i begge foreninger oftere og oftere hører fra.
Vi ved jo godt, at det er fordi skibet er stødt ind i isbjerget, og det er tydeligt for alle, at skibet tager vand ind og vi ved også godt, at der ikke er nok redningsbåde til alle.
De stærke, de som har overskud til at råbe først og højest, får måske en plads, mens de, der sidder tilbage på 3. klasse, må gå ned med skibet.
Nogle af dem med overskud til at råbe højt, er dem vi ender med at læse om i aviserne, som den kronik vi her refererer til. Eller et læserbrev som det, der nyligt blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad, hvor en frustreret mor sætter spørgsmålstegn ved, hvordan hun skal formå at være en god mor for sin søn under de vilkår, han bliver budt som handicappet i Viborg Kommune. En søn som er på vej ud i et hashmisbrug som en form for selvmedicinering mod hverdagen.
Andre råber så højt, at de ender med at komme i fjernsynet, hvor hele Danmark kan se med. Som sidste år, hvor Per Møller Jensen, formand for børne- og ungdomsudvalget, måtte udtale sig i en sag om en skolevægrende ung pige, som ikke bare sådan lige kunne få et specialskoletilbud, for ”Så ved vi godt vi åbner en ladeport og så er det jo bare at sige, der er frit valg på alle hylder”
Inden Ulrik Wilbek blev valgt ind som borgmester, havde jeg (i autismeforening Kreds Limfjord) nogle møder med ham med udgangspunkt i et ønske om at få en bedre forståelse for autismeområdet, og der spirede et håb for, at ”skibet” kunne være på vej væk fra isbjerget, hvilket også er samstemmende med den vision, man på papiret har for Viborg kommune. Det var derfor også en fornøjelse at læse, at man ønsker et særligt fokus på autismeområdet fremadrettet. Men der er langt fra visioner, drømme og håb - og så til virkeligheden.
LEV Viborg havde på et bestyrelsesmøde før kommunalvalget inviteret Ulrik Wilbek. Det var et godt møde med en meget interesseret og lyttende mand, der naturligvis forlod mødet uden løfter, men efterlod os følelsen af, at nu vil vi blive forstået. Vi bidrager naturligvis gerne til, at hverdagsviden kan nå helt op på borgmesterkontoret.
Vi har forsøgt at råbe vagt i gevær og gøre opmærksom på det massive isbjerg, som dette område styrer direkte imod. Vi har forsøgt at gøre vores til at markere en bedre og mere sikker rute. Men vi står tilbage med følelsen af, at farten accelerer i stedet for at sagtne, til trods for at isbjerget er ret forude.
I den nyligt udarbejdede autismeanalyse beskrives et samarbejde med Landsforeningen Autisme som vigtig i forhold til, at kunne trække på den viden, vi sidder med. Vi har endnu intet hørt, men vi sidder klar ved telefonerne, når I ringer.
Vi ønsker i LEV Viborg og Autismeforening Kreds Limfjord mere dialog og mere opmærksomhed på området. At Viborg Kommune opleves som et sted, hvor der lyttes og forstås, og at pårørende tages alvorligt.
