Annonce
Læserbrev

Politik. Stop svindel i det offentlige!

Læserbrev: I Danmark lever vi i et velfærdsstat. En af de største i verden. Vi betaler en høj skat mod at få tryghed i form af blandt andet adgang til sygehuse, hjælp hvis vi skulle miste vores arbejde, fri skolegang, pasning til vores børn, SU under uddannelse, blot for at nævne nogle af de goder, vi kan trække på. På vejene af dem, der bidrager til og dem, der modtager trygheden fra vores velfærdsstat, bliver jeg utrolig trist og ærgerlig, når man igen og igen kan læse om svindel i det offentlige. I denne måned i Forsvarets Ejendomsstyrelse, hvor en mulig skyggekonto er blevet brugt til at indkøbe blandt andet dyr vin, droner, pizzaovn m.m. Lokalt er pengene angiveligt også blevet brugt, da en mand fra Viborgs nordlige opland er sigtet for at have modtaget bestikkelse for mere end 1,7 millioner, mens han arbejdede for Forsvarets Ejendomsstyrelse. Penge der blandt andet er brugt på en privat tilbygning på vedkommendes hus. Tidligere har vi set udbyttesagen med svindel for 12,7 milliarder kroner og i Socialstyrrelsen, hvor Britta Nielsen over mange år tillod sig at hapse 117 millioner til eget forbrug, penge der blev taget direkte fra samfundets svageste og mest udsatte. For mig kalder disse eksempler på, at vi trænger til en dialog om, hvorvidt vores styrelser er strikket korrekt sammen, og en god snak om moral og etik i vores samfund. At de kan tillade sig det! I vores velfærdsstat savner jeg respekten for hinanden og det vi hver i sær bidrager med. Jeg kan forstå hvis nogen sætter spørgsmål ved tilliden til systemet.. Eller hvis nogen slet og ret ikke vil bidrage med så mange skattekroner, når de bliver forvaltet helt kritisabelt af nogle personer. Velfærdsstatens tryghed er for os alle, når vi har brug for den. Den er særligt for de mennesker der er havnet i en udsat position i deres liv, hvad enten det omhandler helbred, arbejde eller familie. Lad os udleve “frihed under ansvar” og lad vores (mange og stigende) skattekroner gå til fællesskabet med respekt for de ansatte i det offentlige, som dagligt yder en upåklagelig indsats. Et fællesskab hvor de, der har forsøgt sig ud af en uønsket position, på fornuftig vis kan trække på hjælp og støtte - fordi pengene er i fællesskabet og ikke i en skøn bolig i syd Afrika eller en tilbygning et sted i Viborg kommune.
Læserbrev

Politik. Er der et reelt eller blot et formelt fungerende repræsentativt demokrati i Region Midt?

Læserbrev: Regionen følger selvfølgelig lovens bogstav, men ikke nødvendigvis dens ånd. Aktuelt er et centralt emne i den generelle politiske debat, diskussionen af de såkaldte ”apolitiske” embedsmænds indflydelse på de politiske beslutninger. Denne problemstilling er også aktuel for Region Midt. Problemstillingen aktualiseres på baggrund af den nærmest uendelige række af ledelsesmæssige skandaler og problemer i regionen. Kortfattet, men ikke udtømmende, kan i den forbindelse følgende problemer nævnes: Manglende styring af økonomien ved byggeriet af Århus Universitets Hospital (AUH). Manglende styring af driftsøkonomien af AUH. Kirurgien i frit fald (AUH). Ledelsesmæssige problemer i Hospitalsenhed Midt både i Silkeborg og Viborg. Kammerateri blandt hospitalsledelser og direktionen. Uhørt illoyal fortrolig mailskriveri bag ryggen på hospitalsledelseskolleger. Afskedigelse af 4 direktører. En regionsformand der søger at hæmme den offentlige debat af navngivne ledende embedsmænds uacceptable adfærd, skønt regionsrådsformanden selv i et læserbrev har påpeget embedsmændenes uacceptable politiseren. Trods den nærmest endeløse række af problemer, der belaster patienter, hospitalernes økonomi og arbejdsmiljøet er det overraskende, at regionsrådet er så anonymt i den lokale sundhedsdebat, og det virker nærmest som om, det er er gået i flyverskjul. Den røde gruppe, som står bag regionsrådsformanden, er helt væk, men det er måske bare partidisciplin og ensretning? Den blå gruppe ville man forvente var meget aktiv i håbet om at vinde magten ved næste valg. Her er der kun to til tre medlemmer, der udviser en større og prisværdig offentlig politisk aktivitet. En medvirkende årsag kan være, at lederen af gruppen også sidder i Folketinget. Dobbeltmandater har fanden skabt. En forudsætning for at øge vælgernes meget svage interesse for regionerne er, at der er mulighed for løbende at følge rådsmedlemmernes holdninger og debatter og ikke blot transmission fra regionsrådsmøder, der oftest virker som en kedelig fætter-kusine fest - i hvert fald ikke er inspireret af parlamentet i UK. Denne for udenforstående så svært forståelige offentlige passivitet kan formentlig forklares ved en uheldig/udemokratisk arbejdsform i regionsrådet. Denne påstand illustreres ved den mail, som regionsrådsformanden har sendt til alle medlemmerne af rådet. Viborg Stifts Folkeblad har fået indsigt i mailen og publicere indholdet den 6. december i en leder. Det fremgår, at Anders Kühnau forlanger, at samtlige regionsmedlemmerne, uanset partitilhørsforhold, skal lade alle henvendelser gå via formanden. Det betyder, at medlemmerne ikke må kontakte medarbejdere direkte, kontakter til regionens hospitaler skal gå gennem formanden, spørgsmål betinget af henvendelse fra borgere skal ligeledes gå til formanden osv. Lederskribenten karakteriserer meget stringent denne fremgangsmåde som ”politikerne lægges i benlås”. Det betyder, at en borger ikke kan kontakte et regionsrådsmedlem i fortrolighed i håbet om, at vedkommende kan undersøge problemet nærmere, men at vedkommende regionsmedlem skal råbe det i regionsrådet. Min vurdering er, at sådan fungerede det også i Østtyskland (DDR) før murens fald. Man må som borger og vælger gerne have en udmelding fra samtlige regionsrådsmedlemmer, om de vil følge dette system, som også i høj grad øger de såkaldte ”apolitiske” embedsmænds indflydelse. Adfærden er er imidlertid i god overensstemmelse med problemstillingerne i den nuværende regering, men stærkt forstemmende i et demokratisk samfund, hvor nøgleordet er gennemsigtighed i den offentlige sektor.

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Læserbrev

Politik. Flere sygeplejersker! Ja, for det er helt og aldeles nødvendigt!

Læserbrev: I folketingsvalgkampen var et af de store emner, at der skulle ansættes flere sygeplejersker. Det var også et af de emner, som jeg selv brugte meget tid på at fremføre behovet for og diskutere nødvendigheden af. Hvorfor? Fordi der er løbet alt, alt for stærkt – alt for længe. Derfor er jeg også glad for, at det med finansloven bliver muligt at ansætte flere sygeplejersker. Vores sygeplejersker har virkelig fuld fart på. Det går alt for stærkt, arbejdspresset er alt for stort, og det rammer patienterne. Helt faktuelt, så forholder det sig således: Ser vi blot på det sidste år under den tidligere borgerlige regering, så blev der 302 færre sygeplejersker på landets sygehuse. At der blev færre sygeplejersker skete på samme tid, som der både kom flere patienter og flere opgaver. Det kan enhver jo sige sig selv, at det ikke kan hænge sammen. Slet ikke når der også har været effektiviseringer på 2 procent i adskillige år forud for dette. Oveni det hele kommer der, at medicinpriserne er steget markant, at der er flere ældre end tidligere – hvilket betyder flere indlæggelser, derudover er det meget kortere indlæggelser helt generelt - med flere genindlæggelser til følge, desuden har flere patienter komplekse forløb med en eller flere sygdomme. Derfor så er det et klart behov for flere sygeplejersker, alt andet vil være helt uansvarligt. Det løbes så stærkt, at det selvfølgelig vil påvirke både arbejdsmiljø og fagligheden – og det kan ingen være tjent med. Derfor er der i finansloven sat 300 mio. kroner af i 2020 og 600 mio. kroner af i 2021, så vi hurtigst muligt kan give vores sygehusene et tiltrængt løft. Målet er 1000 flere sygeplejersker på hospitalerne. Så jeg er meget tilfreds med, at der er lysere tider på vej på vores hospitaler!
Læserbrev

Politik. 300 høringssvar bliver bare affejet

Læserbrev: Under overskriften "Viborg Kommunes ideindsamling og beboerdemokrati" er der et læserbrev i Folkebladet om, at beboerne omkring Overlundgården får ret i Planklagenævnet i forbindelse med ombygningen. Tillykke med det – men det burde ikke været kommet så langt. Næsten samtidig udsender Viborg Kommune nu afslag på de sidste indsigelser omkring byggeriet langs Egeskovvej og i Nonbo. I alt er der indkommet 300 såkaldte høringssvar på tre lokalplaner. Viborg Kommune svarer alle således: ”Byrådet har besluttet, at bemærkningen ikke imødekommes”. Høringssvar bliver til bemærkninger! Det drejer sig om drikkevand, natur, fredninger, trafik og byggeri – de først nævnte til gavn for de som følger efter os. Det hele bliver affejet! Der er afholdt de lovpligtige høringer. De tre i en fyldt byrådssal. Ved det første møde er Johannes Vesterby (V) ordstyrer som formand for TU. Det skulle han have ladet være med. Ved de andre er det personalet, som styrer aftenen. Der er rigtig mange spørgsmål fra salen – og ved de fleste svares der ikke rigtig noget – og formanden, som forekommer noget trængt, siger til spørgeren, at den pågældende skal sende spørgsmålet ind – så bliver det læst, og der er svar tilbage. Det er en del af forklaringen på, hvorfor antallet er så højt, men det skyldes også, at et område, som er udlagt i samtlige kommuneplaner som et ”Grønt rekreativt Område”, nu bare kan bebygges, fordi en bygherre ønsker det, hvilket medfører en del trafikale problemer i området, som der heller ikke er svar på – samt det vigtigste, at byggeriet ligger i indvindingsområdet for vandværket Viborg Syd. På et møde i Miljøudvalget informeres udvalget om, at 17% af vandværkerne i Viborg Kommune indeholder pesticider under grænseværdien og 4% indeholder over grænseværdierne. Mødet finder sted den 20. september 2018 – men der er ikke noget referat! Vi ønsker ikke bebyggelse oven på vores drikkevandsressourser. Man må ikke sige, at nogen er flabet, men på byrådsmødet opfører Johannes Vesterby sig flabet, da han får ordet og siger, at ” Det drejer sig om en græsmark og en granplantage”. Nogle af de nærmeste byrådskolleger smiler lidt, men det, han her udtrykker, er jo despekt for det bedste i folkestyret, at borgerne kan komme til orde ved skrift og på møder i en debat – men ned af brættet ryger alle 224 høringssvar – respekten for ham som politikker og for nogen af de byrødder, som offentlig har udtalt – at de er forkælede ude i Hald Ege, ryger samme vej. Vel er vi forkælede, hvis det er forkælelse, at vi først og fremmest er interesseret i bevarelsen af de naturværdier, der er i Viborg Kommune, og i i vores område til vore børn og efterkommere, og der finder vi, at byrådet ved TU svigter. Det er for mig en fælles opgave, som bør løse i dialog med byrådet. Jeg har stor respekt for Viborg Byråd og dem, der stiller op politisk. Men det går ikke uden dialog med borgerne. Specielt i en tid , hvor rigtig mange ikke er medlemmer af noget parti eller partiforening, er det vigtigt, at politikerne er synlige i ”marken” som i landsbyudvalget eller i et kommende bydistriksudvalg?

Seneste leder

Annonce
Annonce
Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.
Læserbrev

Politik. En Finanslov – set fra børnehøjde

Læserbrev: Alle – forældre, personale og politikere – ønsker det bedste for børn i dagtilbud i Viborg Kommune ud fra de økonomiske forudsætninger og prioriteringer, som vi altid må foretage. Denne lokale dagsorden har samtidig været en del af en national dagsorden, hvor forældreorganisationen "Er der en voksen til stede?", den faglige organisation BUPL og flere politiske partier, især SF og Enhedslisten, har slået på stortromme for såkaldte minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Og de såkaldte minimumsnormeringer indgår i såvel forståelsespapiret som det netop indgåede forlig vedrørende Finansloven for 2020 – og årene frem til 2025, hvor minimumsnormeringerne skal være endeligt på plads. Blækket er næppe tørt, før Enhedslisten og SF skændes højlydt – og offentligt – omkring udmøntningen og de økonomiske forudsætninger for planens gennemførelse. De øvrige partier bag aftalen holder klogelig mund – og henviser til kommende forhandlinger i 2020. Lad mig i forhold til disse forhandlinger stilfærdigt opfordre til, at man lytter opmærksomt til formanden for KL, Jacob Bundsgaard, som har udtalt: "Det er afgørende, at den model, som man lægger sig fast på, også matcher de penge, der er afsat til området. Samtidig er det vigtigt at få forventningsafstemt, hvad vi vil kunne få for de midler, der er afsat nu". Herefter vil jeg vende opmærksomheden mod de lokale forhold i Viborg Kommune: Det er vigtigt – og vor politiske ambition – at vi vil løfte standarden i vore dagtilbud. Det drejer sig bl.a. om varme hænder, læs: voksne, faglige forudsætninger, opkvalificering m.v. Med vor lokale budgetvedtagelse vedr. 2020 tilføres området yderligere 23 mio. kr. – og fratrækker vi løn- og prisfremskrivningen, så har vi omkring 14 mio. kr. til ekstra varme hænder, læs ekstra personale. Og får vi, som vi forudsætter, vores forholdsmæssige andel af de ekstra 500 mio. kr. i Finansloven i 2020, så drejer det sig om ca. 9 mio. kr., hvortil kommer øget forældrebetaling på omkring 2,5 mio. kr. – i alt ca. 11,5 mio. kr., som først og fremmest bør anvendes til ekstra personale i vore daginstitutioner. I alt omkring 25 mio. kr. til personaleopnormering, hvilket betyder omkring 50-55 ekstra pædagogisk personale i 2020 i vore daginstitutioner. Det er de forudsætninger, som jeg som formand for børne- og ungdomsudvalget vil arbejde ud fra i den kommende tid, når vi skal sammenkæde vort lokale budgetforlig med finanslovsforliget. Lykkes det at have de ekstra 25 mio. kr. til rådighed til flere pædagogiske medarbejdere, så er vi nået langt stykke i forhold til, at børnene oplever flere voksne omkring sig i dagligdagen i daginstitutionen. Og kan dette suppleres med, at vi stiller endnu skarpere på kerneopgaven og supplerer med frivillige (bedsteforældre, efterlønnere m.fl.), som gerne vil give en hjælpende hånd, så bærer det i den rigtige retning – set fra barnehøjde. Det er, hvad vi realistisk set kan gøre i 2020 – og det vil vi i udvalget arbejde for. Så må vi se, hvad fremtiden bringer frem til 2025, men følgende forudsætninger kan jeg på falderebet anføre: Hvis vi i Viborg Kommune får vor andel af de statsligt afsatte midler (ca. 1,7%), så får vi i de kommende år følgende beløb i millioner kroner: 10,2 (2021), 13,6 (2022), 20,4 (2023), 23,8 (2024) og 27,2 (2025). Hertil kan vi lægge en forøget forældrebetaling, som med de gældende regler udgør 25% af den samlede udgift, som betyder, at vi i 2025 – og årene frem – har ekstra 34 mio. kr. til rådighed, hvilket betyder ca. 70-75 ekstra pædagogisk personale. Alt i alt, hvis disse forudsætninger holder, et løft i antallet af pædagogisk personale i 2025 på omkring 125 stillinger. Sammenholder vi dette tal med de beregninger, som jeg tidligere har fremlagt, så vil en indførelse af en normering med 3 vuggestuebørn pr. voksen og 6 børnehavebørn pr. voksen forudsætte ansættelse af ca. 265 ekstra pædagogisk personale (ekstra udgift på ca. 94 mio. kr.). En stor udfordring og opgave i årene fremover, hvor også andre velfærdsområder har brug for varme hænder. Her og nu kan vi så glæde os over, at det i 2020 ser ud til at få et godt og tiltrængt løft i vore lokale daginstitutioner, hvilket – forhåbentligt – vil gavne dagligdagen i vore daginstitutioner.
Annonce
Læserbrev

Politik. Skidt og kanel – og ingen veje

Læserbrev: Efter mange ugers forhandlinger kom S-regeringen sammen med de øvrige røde partier i mål med en finanslovsaftale. Tillykke med det. Desværre bliver det en dyr omgang for Danmark og danskerne. Fokus har været på at bruge rigtig mange penge frem for at fremtidssikre jobskabelsen i de private virksomheder som grundlaget for fremtidens velfærd. Vores økonomi en bundsolid, og derfor er der råd til bedre fælles velfærd og grøn omstilling – uden at hæve skatterne. Men det var ikke den røde dagsorden. Ydelserne til arbejdsløse indvandrere hæves med 2000 kr. skattefrit om måneden. Skatten på generationsskifte i familieejede virksomheder tredobles med deraf følgende dræning for penge, der skulle bruges til vækst og jobskabelse i lokalsamfund landet over – samt forstærket fremmarch af de store kapitalfonde som ejere af virksomheder. Skattefritagelsen på fri telefon afskaffes, hvilket rammer 500.000 danskere, der kan se frem til at betale 1.100 kr. mere i skat om året. Tinglysningsafgiften stiger, så det fremover bliver dyrere at købe bolig. Til gengæld er der ikke ét eneste forslag, der gør Danmark rigere. Desuden må den berømte Arne kigge i vejviseren efter indfrielsen af S-løftet om tidlig pension. Afslutningsvis vil jeg som transportordfører ærgre mig over, at der med finanslovsaftalen ikke er afsat en eneste krone til de hårdt tiltrængte vejprojekter, som S ellers talte meget om i valgkampen for et halvt år siden. Det er en klar politisk fejl, der modarbejder fremtidssikring af det økonomiske opsving samt sikring et sammenhængende og grønnere Danmark i bedre balance. Den fejl vil Venstre vil kæmpe hårdt for at rette op på. Konklusion: Skidt og kanel – og ingen veje – i næste års finanslov.
Debat

Debat: Prostitution er dybt skadeligt – lad os hjælpe udsatte ud

Regeringer er forskellige. Der er røde, der er blå. Men der er først og fremmest de politiske ideologier og værdier til forskel. Derfor er der nogle af de opgaver, man ”arver” som ny minister, som man slet ikke kan se sig selv i politisk. Sådan er det for mig, når det kommer til prostitution. Her nedsatte den tidligere VLAK-regering en arbejdsgruppe, som blandt andet skulle se på normalisering af prostitution som erhverv. Arbejdsgruppen var et udtryk for, at der i den tidligere regering var liberalistiske strømme med stærk tro på markedets velsignelser – også når det kommer til køb og salg af menneskers kroppe til sex. Det er i mine øjne helt misforstået – og et mærkeligt skønmaleri – at tale om prostitution som et normalt erhverv på linje med dét at være tømrer eller folkeskolelærer. Prostitution kommer med en meget høj pris: udnyttelse, vold og voldtægter. Et arbejdsmiljø, der er hårdt, og som giver skader på krop og psyke. Fra kønssygdomme til PTSD, angst og depression. Man kan slå vejen forbi en af Rederne, der er et frirum for gadeprostituerede. Her kan man høre om en hverdag præget af ofte ubehandlet psykisk sygdom, stofmisbrug, rådne tænder, ubehandlede fysiske sygdomme, stor utryghed og alt for mange, der udsættes for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre i prostitutionsmiljøet. VIVE’s kortlægning af prostitution bekræfter det billede og beretter i øvrigt om, hvordan en del borgere med prostitutionserfaringer giver udtryk for, at de har psykiske problemer som stress, PTSD, angst, depression, bipolar lidelse, søvnproblemer og personlighedsforstyrrelse. For dele af dem er det i kombination med et misbrug af hash, heroin, amfetamin, kokain eller alkohol. Ifølge VIVE’s kortlægning bliver mennesker i prostitution udsat for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre personer i prostitutionsmiljøet. I gadeprostitution har 41 procent oplevet vold inden for et år. Men også i escortprostitution, som mange ellers forbinder med de glamourøse billeder fra Pretty Woman, har hver fjerde været udsat for vold. Flere mennesker i prostitution er også utrygge ved risikoen for at blive udsat for vold og voldtægt. Vi skal have færre – ikke flere – mennesker ind i prostitution. Og arbejdet for bedre vilkår for prostituerede handler om at lappe de huller i vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet, som de er faldet igennem. Det skal ske med en bedre sundhedspolitik, så ingen prostituerede bliver udskrevet fra sygehusene til gaden, fordi de ikke kan rummes på de travle sygehusafdelinger med deres mange forskellige problemer. Det skal ske med ordentlig behandling af psykiske sygdomme og traumer. Og det skal ske med bedre hjælp til sociale problemer som hjemløshed og dyb gæld. Arbejdsgruppens mål om at forbedre forholdene for de prostituerede lægges på ingen måde i graven. Tværtimod skal vi gøre mere for at hjælpe mennesker i prostitution til bedre forhold – og hjælpe flere ud af prostitution. Jeg anerkender, at nogle prostituerede i Danmark befinder sig i en juridisk gråzone. På den ene side er det lovligt at prostituere sig, hvis man ellers er over 18 år, er registreret som selvstændigt erhvervsdrivende og betaler skat. Men på den anden side er prostitution som erhverv ikke et lovligt erhverv. Derfor kan man som prostitueret for eksempel ikke blive medlem af en A-kasse. Men for de udsatte kvinder, der trækker på gaden for at få råd til det næste fix, eller som er ofre for menneskehandel og betaler af på en gæld til menneskesmuglerne ved prostitution, er svaret ikke A-kasse. Flere borgerlige leger med tanken om at give prostituerede ret til dagpenge. Men med dagpengesystemet følger pligter: at man står til rådighed selv. Og er en branche anerkendt, kan man ikke som ledig sige nej til at stå til rådighed for også den del af arbejdsmarkedet. Så med en liberalisering eller normalisering skulle vi så se ledige anvises til virksomhedspraktik på et bordel? Og hvad med arbejdsmiljølovgivningen? Ville en ufrivillig graviditet på baggrund af et sprunget kondom tælle som en arbejdsskade? Skulle en gruppevoldtægt udløse strakspåbud fra Arbejdstilsynet? Ville den nedslidte prostituerede, der ender med stomi på grund af for mange anale penetrationer, skulle have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste? Det er brutale spørgsmål, der samtidig udstiller det absurde i at betragte prostitution som et normalt erhverv. Betyder det så, at den lykkelige luder ikke findes? Nej, det gør hun sikkert. Men jeg tror, der er en grund til, hun altid omtales i ental. Jeg vil gerne lytte til de ressourcestærke prostituerede i forhold til, hvordan vi kan sikre bedre forhold. Men mit fokus vil altid være at hjælpe de udsatte kvinder ud af prostitution og til et tryggere liv. Ikke at gøre branchen mere attraktiv at gå ind i.

Seneste plus

Annonce
Annonce
Debat

Debat: Mette, lær af Churchill og sæt indsatsen for klimaet i system

Vi har netop fejret 30-året for Berlinmurens fald og i disse år siger vi farvel til de allersidste fra en generation, som kan huske tiden under 2. verdenskrig og det, som freden kostede og krævede. Det er på mange planer givende at mindes. Ex. byggede Winston Churchill i 1939 ‘Cabinet War Room’ i London, som samlede trådene under krigen - og dét skulle vise sig at blive en af de afgørende årsager til frihedens redning. Dengang var verdensfreden den største udfordring. I dag er det klimaet. Jeg har derfor et forslag til statsminister Mette Frederiksen: Opret et ‘Klimaets War Room’. Danmarks statsminister har nemlig en vigtig ambition, som hun deler med mange. Vi skal reducere CO2-udledningerne med 70 procent inden 2030. Det er mindst 20 procent mere en det mål, EU snart samles om at ville nå. Hvis det lykkes, er Danmarks rolle som lysende eksempel for resten af Europa for alvor bøjet i neon. Men statsministeren har ikke gjort det nemt, efter at hun for nylig afleverede nogle temmelig kække kommentarer i en debat om EU’s kommende syvårsbudget. Her sagde hun kort og godt til sine kollegaer i Det Europæiske Råd, at hun var “rystet” over nogle af de foreslåede budgetposter, og at det var “fuldstændig gak”. Også jeg er imod, at EU’s samlede budget skal øges. Men forslag til, hvordan dette skal realiseres, bør formuleres noget mere begrundet og konstruktivt. Europa opfatter nogle gange os danskere som lige lovligt egenrådige og hurtige på aftrækkeren. Lidt som gravhunden, der med sin bedrevidende gøen irriterer de større hunde, som ikke kan sprinte lige så friskt rundt i manegen. Med statsministerens udtalelser blev denne karikatur af Danmark desværre bekræftet. Hvad værre er, så kan denne oplevelse af Danmark skade vores muligheder for at få den hjælp til selvhjælp i EU, som vi i høj grad har brug for, hvis vi skal nå 70 procents CO2-reduktion. Det er jo netop i kraft af EU, at dette kan lade sig gøre uden at skade dansk konkurrenceevne og arbejdspladser. For det er EU, der sætter rammer og vilkår for handel, forskning og industri. Danmark skal derfor bruge alle sine diplomatiske kræfter, så de andre EU-lande gider at høre på os. En ung, nyvalgt statsminister kan måske godt synes, at de stive budgetprocesser trænger til en rusketur - fair nok - men vi opnår intet positivt ved at begynde med at smide om os med fornærmende kommentarer. Principielt skal vi politikere slet ikke blande os i proces. Mange politikere har gennem tiderne gjort sig skyldige i en masse proces-kludder, det koster mange penge at rette op på. Tænk bare på de meget omtalte sager om skat, trafik, sundhed, udflytninger af statslige virksomheder osv. Intentionerne fejlede ingenting. Men projekterne manglede noget vigtigt, som heller ikke klimaet kan undvære: Overblik og sammenhæng mellem kaskaderne af beslutninger, der sikrer størst mulig effekt på bundlinjen. Læg hertil en ordentlig debat og diskussion, som er drevet af fakta og fremdrift - og som er fri for tomgangsmarkeringer og dårligt diplomatisk håndværk. Konsekvenserne af klimaforandringerne er nemlig fatale. Dødsfald, der kunne have været undgået, og uoprettelig skade på klodens biodiversitet. Det er de barske realiteter. Derfor var det forfriskende, da en erfaren kommentator fornylig spurgte os EU-parlamentarikere med sit skarpe, drilske blik: “EU har klimaet som første politiske prioritet. Det samme har regeringen og de fleste politiske partier i Danmark. Men hvem koordinerer egentlig de tiltag, der tages i EU, i Folketinget og i regeringen? Er det ministre, embedsmænd, parlamentarikere eller hvem? Når klimaet på samme tid er førsteprioritet i EU-parlamentet og i Folketinget, er der så ikke en betydelig risiko for, at man ikke kører med samme prioriteter eller i samme tempo?” Spot on! Og lægger man oveni, at den ene part måske synes, at den anden er lige lovlig kæk, så er der overhængende risiko for ‘viel Geschrei und wenig Wolle” - eller stor ståhej for ingenting - og en masse talen forbi hinanden, mens man gensidigt beskylder hinanden for at være årsag til at der ikke sker nok. Derfor foreslår jeg Mette Frederiksen, at hun opretter et såkaldt ‘Klimaets War Room’, der samler alle relevante danske og EU aktører inden for politik, erhvervsliv og forskning. Lad os skabe et rum for koordinering af klimapolitiske tiltag og håndtag. Lad os få et rum, der har plads til og overblik over både de store tandhjul og de små - men afgørende - skruer. Lad os få et rum, hvor aktørerne - uanset hvilke danske eller europæiske institutioner, de repræsenterer - er dedikerede mod at indfri den danske ambition på en måde, der bidrager til, at resten af EU følger med. Et rum, hvor vi viser, at nok er danskere kvikke i replikken, men vi er også det folk i Europa, der evner samtalen og samarbejdets kunst. Og vi tror på, at alle vil gøre det bedste, de kan. Mette Frederiksen skal som den dygtige vært facilitere processerne og et frugtbart samspil mellem de deltagende aktører. Et “Klimaets War Room” kan blive en rollemodel for resten af EU, fordi det forbinder nationalstatens suveræne initiativer med det europæiske fællesskab - og omvendt. Sådan sætter en dansk statsminister sig i respekt og skaber resultater.
Læserbrev

Politik. Stop urimelige angreb på navngivne embedsmænd

Læserbrev: Den november var sort fredag for en ordentlig og værdig dialog om sundhed i Danmark. Debatindlægget fra Initiativgruppen i Silkeborg var uordentligt i sjælden set grad. Det angriber to navngivne embedsmænd, som på grund af deres rolle ikke kan tage til genmæle og indgå i en politisk debat. Samtidig indeholder debatindlægget faktuelt forkerte oplysninger. Jeg kan således oplyse, at de to omtalte ledere ikke er "nære venner" eller "kammerater", som det hedder i debatindlægget. Påstanden om venskab og kammerateri er ganske enkelt usand. En anden usandhed er, at den ene af de to navngivne ledere skulle stå bag indstillingen til et møde i Region Midtjyllands Forretningsudvalg 19. november om neurologi-planen. Havde Initiativgruppen gjort sig den ulejlighed at læse indstillingen til Forretningsudvalget, så var den rette sammenhæng kommet frem. Nemlig at det naturligvis er indstillingerne fra de to fagudvalg (Hospitalsudvalget og Udvalg for nære sundhedstilbud), som det fremgår af sagen. Forretningsudvalget havde så en anden holdning end de to udvalg. Længere er den ikke. Debatindlægget rummer ikke bare usandheder. Det er også i bund og grund udtryk for en nedvurdering af et folkevalgt regionsråd. Tror Initiativgruppen virkelig, at en enkelt eller to personer kan styre rundt med et helt regionsråd? Selvfølgelig ikke. Det er ikke mere end en måned siden, jeg mødtes med initiativgruppen på mit kontor. Hvis vi skal holde dialogen, må gruppen nu stoppe sine personangreb og kæmpe sin kamp på ordentlig vis.
Annonce
Læserbrev

„Så er der 8 mio. på vej til Viborg”

Læserbrev: "Så er der 8 mio. kr. på vej til Viborg!” Sådan stod der i en sms til min mand natten til tirsdag. Den var ledsaget af en smiley og hilsen fra finansminister Nicolai Wammen. Den pædagogiske musikalske læring i Folkeskolen, som på initiativ fra Radikale Venstre og daværende borgmesterkandidat Ulrik Wilbek allerede er godt på vej til at blive foldet ud på kommunens daginstitutioner og skoler, får nu statens blå stempel. Og vi understreger Viborg som Danmarks Underholdningsorkesters særlige hjemmebane. Radikale Venstre gik til finanslovsforhandlingerne med ønsket om at bygge videre på succesen fra Viborg og lade kommunen og orkestret udvikle nye pilotprojekter, der kan bredes ud til resten af landets folkeskoler. Derfor er der i finansloven tildelt ”orkestret og den pædagogiske læring i folkeskolen 8 mio. kroner i 2020”, som det er formuleret i aftalen. Bevillingen er et kæmpe skulderklap til Viborg Kommunes folkeskoler og Danmarks Underholdningsorkesters samarbejde om at bringe den klassiske musik ind i folkeskolen som både læringsinstrument og del af den kulturelle dannelse. Det er først og fremmest en gave til børnene og den musikpædagogiske indsats, men det er også fortællingen om, at det betaler sig at gå forrest og tænke ikke bare nyt – men også tænke den lokale indsats sammen med den landspolitiske. I Radikale Venstre ser vi frem til, at der nu kan bygges oven på de mange initiativer, der allerede er løbet er stablen og er planlagt for det kommende år med Danmarks Underholdningsorkester. Klassisk musik oplevet på nærmeste hold er et stærkt kosttilskud i børnenes almene dannelse. Radikale Venstre i Viborg kvitterer lokalt på børnenes vegne for den gode hilsen fra finansministeren.
Læserbrev

Politik. En ny retning med en grøn velfærdsaftale

Læserbrev: Så fik vi endelig en finanslovsaftale, som passende kan have overskriften "En grøn velfærdsaftale’" idet hovedelementerne er miljøinitiativer og et generelt velfærdsløft. Det flugter flot med valgresultatet, som banede vejen for en socialdemokratisk regering. I valgkampen lovede Socialdemokratiet og de senere støttepartier en grøn indsats og en styrket velfærd. Vi når ikke alt med denne finanslov, men sporene er lagt – og det lover godt. Set med kommunale briller glæder jeg mig især over det velfærdsløft, som vi ser, når det drejer sig om: Dagtilbudsområdet Skoleområdet Psykiatriområdet Vi får et tiltrængt løft over årene på dagtilbudsområdet, men må også konstatere, at det først – realistisk set – er fuldt på plads i 2025. I runde tal har vi lokalt tilført området 23 mio. kr. med vort budgetforlig – og vores andel af finansloven til området ligger skønsmæssigt på 8,5 mio. kr., så et godt løft. En konkret udmøntning af aftalen afventer centrale forhandlinger i 2020 – og vi anbefaler en så smidig og hensigtsmæssigt ordning, som flugter med KL’s udmeldinger og fastholder et kommunalt selvstyre. På skoleområdet sker der også – nationalt set – et løft over årene 2020-2023 (fra 275 mio. kr. i 2020 til 807 mio. kr. i 2023). Det er dog usikkert, hvor meget vi i Viborg Kommune kommer til at modtage, idet udgangspunktet for tildelingen er de aktuelle elevtal i de enkelte kommuner – og her siger vore prognoser desværre, at vort elevtal de kommende år er markant faldende. Endelig får også psykiatrien et tiltrængt løft, idet området – permanent – tilføre ekstra 600 mio. kr., hvoraf vi i Viborg Kommunen forventer at få omkring 10,2 mio. kr. Alt i alt vil jeg udtrykke tilfredshed med de gode takter i finanslovsaftalen, idet jeg forventer, at vi lokalt i et enigt byråd kan udmønte de ekstra penge til gavn for borgerne.
Læserbrev For abonnenter

Klumme: Send politimanden et smil!

Klumme: Forleden nat hoppede to politibetjente resolut i Limfjorden for at redde en 35-årig mand, der var faldet i vandet og som ikke ved egen hjælp kunne få redningskransen, der blev kastet ned til ham, på. To betjente, som satte deres eget liv på spil for at redde et andet menneske, fortjener ligesom deres kolleger landet over ikke bare en højere løn, men også al mulig respekt for deres stressende, uforudsigelige og mange gange farefulde arbejde. Det er min holdning. En politimand ved aldrig, hvad der venter ham, når han bliver kaldt ud til en adresse. En politimand må ikke bare sige: "Jeg tør ikke gå derind", selv om han måske ved, at der inde på den anden side af en barrikaderet dør befinder sig et svært psykotisk muskelbundt af en mand, som vil slå alt og alle ihjel - også politiet. Politiet har i disse år enormt hårde arbejdsbetingelser og er maksimalt presset i alle rækker og geledder. Mange steder, hvor politiet bliver kaldt ud, bliver betjentene ikke bare fotograferet og filmet med mobiltelefoner, mens de passer deres arbejde. De bliver også råbt ad og kaldt diverse skældsord, og nogen ser kun politiet som en ordensmagt, der skal bekæmpes med alle midler. Den slags har jeg aldrig forstået, og den slags gør mig ked af det - ikke bare fordi jeg selv er politidatter, politibarnebarn og kusine til en politimand, som måtte lade sig afskedige i utide efter mange års grumme oplevelser i korpset, som han ikke længere kunne bære på sine skuldre. Jeg ved især fra min far, hvor grim, rå og ubarmhjertig verden er, når den opleves fra en politimands side. Den tid er for længst forbi, hvor en politimand var sådan en trind og hyggelig Ib Schjønberg-lookalike, der fulgte gamle damer med hat og stok over fodgængerfeltet eller tog en beruser under armen og fulgte ham hjem i seng. I dag er trusler rettet mod den enkelte politimand og nogle gange også hans pårørende en del af virkeligheden. En slags omvendt bonus ved jobbet, vil en kyniker nok sige. En politimand er et menneske ligesom alle andre, og selv om det hører med til jobbet - og selv om der selvfølgelig kommer en del erfaring, hård hud og professionalisme med årene i uniform - så vænner man sig aldrig som politimand til for eksempel at skulle ud at underrette et intetanende forældrepar om deres barns død. Sådanne episoder bliver simpelthen aldrig rutine. Børnesager var det værste ved jobbet, sagde min far altid. "De sager, hvor der er børn involveret, er de allerværste", lød det igen og igen fra min far, når man bad ham om at fortælle noget fra sit job - men ellers fortalte han ikke ret meget fra de 36 år, hvor han var i korpset. Min far var sig sin tavshedspligt enormt bevidst, og derudover var han et meget blufærdigt og privat menneske, der troede, at han skulle gå med og klare alting selv. Også det fra politijobbet, som gjorde ondt. Da min fars storebror døde ved en trafikulykke, var min far helt ny i korpset, og jeg var ikke engang født. Min far blev dengang sendt ud til sine forældre (!) for at underrette dem om deres søns død, og hvordan hulen man fra ledelsens side kunne få sig selv til at sende en nær pårørende, som tilfældigvis var politimand, ud for at underrette SINE EGNE FORÆLDRE om deres ældste søns død, begriber jeg ikke, men det var ikke desto mindre det, min far oplevede som helt ung betjent. En oplevelse, han aldrig talte om. Aldrig nogensinde. Min far talte i det hele taget aldrig om sin storebror; ikke engang i anekdoter fra barndommens Randers, og det undrede mig altid som barn, men som voksen forstod jeg. Det gjorde simpelthen for ondt på min far. Det var en ubearbejdet smerte og sorg og alt for svært at tage hul på så sent i livet. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Kære alle. Vær god ved vores danske politifolk! Send dem et smil og sig tak en gang imellem. De er der for jer, for os, for alle i landet, men de er ikke usårlige inde bag den blå politiskjorte og den sorte uniform. Heller ikke de to helte fra forleden nat, som efter en tur i Limfjordens iskolde vand bare tog hjem på stationen og fik en kop varm kaffe og en tør skjorte på.
Læserbrev

Politik. Endelig kom den nye finanslov!

Læserbrev: Danmark har fået en ny finanslov, hvor der er fokus på et både mere retfærdigt og et mere grønt Danmark, end det vi har set med den tidligere regering. Vores nye finanslov viser tydeligt, hvilket Danmark vi nu skal have. Der er et løft til både velfærden og til et grønnere Danmark. Det viser sig helt konkret gennem, at der nu bliver: Flere pædagoger, flere sygeplejersker, et løft af psykiatrien, indsats mod social dumping, indsats mod voldsramte kvinder, ligestilling, gratis danskundervisning for at sikre en bedre integration, råd til at modtage 500 kvoteflygtninge – og sidst, men ikke mindst, en stor satsning på den grønne omstilling. Allerede i næste år får folkeskolen 275 mio. kr. Ekstra. I år 2023 er beløbet steget til 800 mio. kr. Pengene skal gå til at ansætte flere lærere. Ja tak, jeg er meget tilfreds, for denne finanslov tager ansvar for både vores klimaforandringer og for vores velfærdssamfund – hvor sikkerhedsnettet bevares for dem, som har brug for en særlig indsats! Husk på: Efter 6 måneder med en ny retning for Danmark, kan der ikke ske mirakler, men det her et skridt på rette vej!
Debat

Debat: Kun hver tredje handicappede er i job - ansæt flere

I morgen den 3. december er det FN’s internationale dag for personer med handicap. En festdag, en kampdag, som flere bør huske og markere. For der er fortsat meget at kæmpe for. Kun omkring hver tredje af de mennesker i Danmark, der har et større handicap, er i beskæftigelse. Der er fortsat arbejdsgivere, som takker nej til en kvalificeret medarbejder, hvis ansøgeren har et psykisk handicap eller har større fysiske udfordringer. Mennesker med handicap oplever, at deres handicap overskygger deres kvalifikationer, når de søger job. Og der er mange fordomme om, hvad mennesker med handicap kan bidrage med. Vores budskab på denne særlige dag er, at et handicap på ingen måde er en hindring for at blive en del af arbejdsfællesskabet. Vi har brug for alle der kan og vil bidrage, og vi opfordrer alle virksomheder til at ansætte flere med handicap. Beskæftigelsen i Danmark er historisk høj. Derfor er det paradoksalt, at virksomheder melder om mangel på kvalificeret arbejdskraft, når vi samtidigt ved, at mange mennesker med handicap står uden for arbejdsmarkedet, klar til at tage fat og med masser af kompetencer at byde ind med. Så kære virksomheder: Mange af jer kan blive bedre til at se potentialet hos den enkelte og udnytte, at der er mange muligheder for, at kommunen kan bevillige hjælpemidler til arbejdspladsen. Nogle frygter, at det er dyrt og besværligt at ansætte en person med handicap. Men kig jer omkring. I mange virksomheder er medarbejdere med handicap en helt naturlig og velfungerende del af medarbejderstaben. I en lille smørrebrødsbutik i det midtjyske er der ansat en ung mand med autisme. Her lyder budskabet fra indehaveren: ”Det kræver noget til at starte med, men man får simpelthen også bare en dygtig medarbejder på de betingelser, der er.” Og det budskab vil vi gerne have spredt til mange flere. Vi trækker ikke kun i kamptøjet i dag for samfundets og virksomhedernes skyld. Vi gør det også, fordi vi vil gøre de gode tider bedre for alle. En arbejdsplads er et fællesskab, og det at være en del af et fællesskab er afgørende for at sikre livskvalitet for mennesker med og uden handicap. Vi hæfter os også ved, at langt de fleste med handicap drømmer om at komme i arbejde og bidrage. Det vidner om en stor vilje til ikke at lade sig slå ud af, at man til tider må kæmpe med fordomme, berøringsangst og misforstået hensyntagen. Når vi snakker med virksomheder og jobcentre, hører vi gang på gang, at særligt mindre virksomheder ikke kender til de kompenserende ordninger. Ordninger, som personer med handicap kan få bevilliget til arbejdspladsen via jobcentret. Det kan for eksempel være personlig assistance og hjælpemidler. Og det er bestemt ikke kun virksomhedernes skyld. Vi har også en del af ansvaret. Derfor holder Beskæftigelsesministeriet i denne uge en landsdækkende job-uge, hvor virksomheder og personer med handicap kan møde hinanden, og hvor de gode erfaringer med at ansætte personer med handicap kan komme frem i lyset. Jobcentrene deltager også - blandt andet for at fortælle om og øge kendskabet til de kompenserende ordninger. Vi er også i fuld gang med at udvikle og afprøve et kompetencekort til personer med handicap. Målet er, at man kan tage kortet med til jobsamtaler for at tydeliggøre over for virksomheder, at kommunen hurtigt kan bevillige hjælpemidler eller personlig assistance til at dække ens kompensationsbehov. Jobsamtalen kan på den måde fokusere på det, man kan, og hvilken forskel man kan gøre, frem for ens handicap. Handicap og job kan sagtens forenes. Vi har alle et fælles ansvar for, at det kommer til at ske. Vi er i fuld gang og besøger i denne uge arbejdspladser, der har gode erfaringer med at ansætte personer med handicap. For når det kan lykkes på en arbejdsplads i Esbjerg og i Taastrup, hvor de har et godt og tæt samarbejde med jobcentret, kan det også lade sig gøre andre steder. Danmark har brug for dygtige mennesker – med eller uden handicap.
Læserbrev

Politik. Karkirurgi i Viborg – nu med weekendvagt

Læserbrev: Endelig har regionsformanden indset, at modellen uden weekendvagt med karkirurger på hospitalet i Viborg ikke dur. Derfor indføres der nu fra uge 47 denne weekendvagt. Det hele startede med vedtagelsen af budget 2019 i efteråret 2018. Her blev de store strukturændringer og medfølgende besparelser vedtaget. Under forhandlingerne dengang blev der i teksten til forliget indføjet, at der skulle sikres forsvarlig vagtdækning for de patienter, der blev behandlet på regionshospitalet i Viborg. Siden blev det i den efterfølgende implementering gennemført, at det for at sikre denne forsvarlige dækning ikke var nødvendig med vagtdækning i weekenden. Jeg spurgte dengang, om man var sikker på, at det var godt nok. Alle fagfolk inkl. de involverede læger forsikrede, at det var forsvarligt. Men det var Sundhedsstyrelsen ikke enig i. Allerede september meddelte Sundhedsstyrelsen, at der skulle iværksættes vagtdækning med karkirurger i weekenderne. Der blev derfor afsat midler til at indføre den fra 1. januar 2020. Jeg foreslog allerede, da vi fik pålægget fra Sundhedsstyrelsen, at det blev indført straks. Det skete i en mail til regionsrådsformanden – men det mente han ikke var nødvendigt. Men nu kommer den så, da Sundhedsstyrelsen igen har meddelt, at vagtdækningen skal være der – også i weekenden – og at det skal indføres straks. Og det bliver det så. Som politiker er det bekymrende, at vores lokale lægefaglige ekspertiser anbefaler og regionsrådsformanden fastholder en beslutning, som Sundhedsstyrelsen slet ikke er enig i. Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at vagterne nu indføres – men det bekymrer mig, at vi ikke fra starten får valide informationer. Hvem ved – måske havde vi med den nuværende viden valgt en anden beslutning omkring karkirurgien, hvis vi havde haft de korrekte informationer om, hvad der er forsvarligt fra starten.
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Advent – en tid med lys i mørket

I dag er det første søndag i advent. Dagen rører hvert år ved et særligt blødt sted i mig. Det var min mor, der lærte mig at holde af adventstiden. Jeg kan se hende for mig, når hun hængte den grønne adventskrans med de røde bånd og hvide lys op i hjørnet af stuen. Selvom hun ellers ofte nok havde sit at slås med, nynnede hun og der blev en særlig forventningsfuld lethed omkring hende. Forventningen fik næring om søndagen i kirken, hvor min far var kirkesanger. Også i kirken hang den grønne krans på sin traditionsrige plads i korbuen. Det bedste af det hele var, når vi åbnede døren til gudstjenesten og det nye kirkeår med at synge: ”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød. Velkommen, nytår, og velkommen her!” Med denne adventssalme over alle adventssalmer er jo også det vigtigste sagt: Advent betyder ’komme’ eller ’festlig ankomst’. Dén, hvis ankomst vi venter på i adventstiden, er altså Vorherre Jesus selv, hvis fødsel i Betlehem vi fejrer, når det bliver jul. De fire ugers adventstid er altså forventningstid og forberedelsestid. For til en stor højtid og fest hører selvsagt forberedelser. Fester bliver ikke til ud af den blå luft. Vi må bygge op til dem eller tælle ned til dem. Som vi gør det hver dag i december med kalenderlyset eller søndag efter søndag med adventskransen. Det var først i 1900-tallet, at adventstiden fik den store traditionsbærende betydning, som den har fået i dag med hele det store udtræk af julekalendere, julefrokoster, julekoncerter, lyskæder, kalenderlys og adventskrans. Især de levende lys er blevet en uundværlig del af adventstiden. I løbet af 1900-tallet mistede stearinlysene deres praktiske betydning i hverdagen. Lysenes symbolske betydning derimod voksede støt som stemningsskaber og markør af højtid og fest og måske også en måde at udtrykke en længsel på efter varme og nærvær? Om noget blev glæden ved lysene afgørende for, at adventskransen med dens fire lys kom til som ny tradition. Personer med tyske rødder bragte kransen med sig til Sønderjylland og siden blev den almindelig i hele Danmark i 1930’erne og 1940’erne. Adventskransens udbredelse viste sig da også ved, at det første julemærke efter anden verdenskrig havde adventskransen som motiv. Oprindeligt var kransens bånd violette, da lilla er adventstidens farve i kirken, men i besættelsestiden vandt de nationale farver naturligt nok frem. I dag er temaet ’adventskrans’ helt åben for fri, personlig fortolkning. De fire lys står dog urokkeligt fast, om end de kan fortolkes på forskellige måder: Et lys for hver af de fire adventssøndage. Men også måske et lys for hver af Guds store handlinger: I skabelsen af verden samt i julen, påsken og pinsen. Eller måske et lys for hver fase af vores liv som mennesker: Barndom, ungdom, voksenliv, alderdom – hvor alle livsfaser er bundet sammen i evighedens stedsegrønne krans. Ung som gammel går vi i hvert fald nu ind i adventstiden. ”Hvis så bare december ikke var så hypet, så overdrevet i alle sine forventninger om alt muligt vi skal nå!” sagde min 18-årige gymnasieelev herhjemme forleden. ”Man kan næsten blive småstresset på forhånd”, sagde han med træt stemme. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad der så for ham at se var værd at samle på, når vi taler advent og jul, sagde han prompte: ”God mad. Og at vi helt konkret prioriterer hinanden. At vi lægger mobilen til side og ser hinanden i øjnene: Spiller et spil eller fletter julehjerter.” Så i dag, når vi tænder det første lys i adventskransen herhjemme, er det dét, vi vil prøve at lægge os i selen for at prioritere. Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul. Når vi ikke desto mindre dropper at leve op til nogen af alle de opskruede krav, mærker vi samtidig, at det er dét, der er sjælelige vitaminer i. Siddende dér i adventslysenes skær kan vores længsel efter varme og nærvær blive opfyldt. Hvis vi får ro på og går off-line, ser og mærker vi heller ikke bare os selv, men også hinanden på en anden måde. ”December er den måned, som man gruer allermest for, når man er ulykkelig”, skrev én. Advent er derfor også tiden, hvor vi med fordel kan kikke os lidt omkring for at fornemme, om der er én, der er ulykkelig. Om der er én, der skulle ske at have brug for et lille stykke af mig og min tid i den glade og grusomme december? Digteren Sten Kaaløs enkle ord er værd at tage med på vejen: ”Gå i mørket med lyset. Gå i visheden om ikke at gå alene. Gå med lyset – kom!”
Læserbrev

Fjernvarme. Det går fremad med en Viborg-løsning

Læserbrev: Næsten alle Fjernvarmeselskaber i Danmark står overfor store omlægninger i de kommende år. Det gælder også Viborg Fjernvarme. Fjernvarmesystemerne kan og skal i høj grad medvirke til at opfylde det nationale 70% klimamål til reduktion af CO-2 udledningen. Vi har alle en interesse heri. For at opfylde målet om miljørigtig og billig varme er det både naturligt og nødvendigt, at vi samler vores ressourcer og kræfter i et nyt fælles forbrugerejet varmeselskab. Visionen blev fremlagt på Viborg Fjernvarmes seneste generalforsamling. Viborg Fjernvarmes generalforsamling har bedt bestyrelsen arbejde hen imod dannelsen af et sådant fælles forbrugerejet selskab. I sommeren 2019 blev der på foranledning af et bredt flertal i Viborg Byråd indgået en aftale med de fem parter, der i dag er involveret i fjernvarmeforsyningen, nemlig Viborg Kommune, der pt. ejer Energi Viborg Kraftvarme A/S, og Viborg Fjernvarme, Overlund Fjernvarme samt de to boligselskaber (Viborg Boligselskab og Boligselskabet Sct. Jørgen). Aftalen går ud på, at de 5 parter vil arbejde for dannelse af et fælles forbrugerejet fjernvarmeselskab. Viborg Fjernvarme har siden denne beslutning, i samarbejde med de involverede parter, arbejdet for at skabe beslutningsgrundlaget for dannelse at det nye varmeselskab. Det drejer sig bl.a. om forslag til nye vedtægter. På samme vis er der økonomiske, juridiske og tekniske forhold, der har betydning for dannelse af selskabet. Målet er, at alle kan fremlægge disse forslag for deres respektive organisationer. For Viborg Fjernvarme er den besluttende myndighed generalforsamlingen i april 2020. Indflydelsen i det nye selskab vil selvfølgelig blive afvejet efter antal ejere, lejere, varmeforbrug etc. Det vil blive beskrevet i forslaget til nye vedtægter. Bestyrelsen for Viborg Fjernvarme har selvfølgelig løbende drøftet disse forhold og har fuld tillid til, at vi i dette samarbejde finder de rigtige forslag til fremtidens varmeselskab i Viborg. Fremtidens varmeløsninger indebærer, at vi på nationalt plan i de kommende år skal erstatte de fossile brændstoffer (kul og gas) med CO2 neutral energi. Det indebærer forskellige løsninger, der kan indeholde el-drevne varmepumper, solvarme, og genbrug af overskudsvarme fra store virksomheder og datacentre. På landsplan vurderer Dansk Fjernvarme, at det vil kunne løse 40 % af Folketingets 70% klimamålsætning. Lokalt er vi allerede i gang med at analysere, hvilke løsninger der er bedst for Viborg. I et tæt samarbejde med Energi Viborg Kraftvarme A/S arbejdes der med forslag til igangsætning af de første varmepumper, ligesom vi analyserer på forbedringer af ledningsnettet i Viborg, omlægninger af blokcentraler m.m. Vi har også et samarbejde med Aalborg Universitet for at finde og evaluere de optimale løsninger/kombinationer heraf. Trods udsigten til store investeringer i de kommende år er formålet billigere og grønnere varme. Så alle investeringer vil naturligvis blive målt op mod prisen for fremtidens varme. Viborg Fjernvarme og de øvrige parter vil gerne orientere om planerne for det nye selskab. Vi vil derfor gerne benytte ”Varmens dag” søndag den 2. februar 2020 til at orientere alle interesserede forbrugere. Nærmere information vil blive annonceret i begyndelsen af det nye år.
Annonce
Læserbrev

Sygehuse: Hårde angreb på embedsmænd fra sygehus-gruppe i Silkeborg

Læserbrev: Flertallet i det midtjyske regionsråd fortsætter med salami-metoden over for Regionshospitalet Silkeborg. Stærkt tilskyndet af den magtfulde koncerndirektør Ole Thomsen, som absolut ikke vil vort sygehus noget godt. Seneste eksempel er beslutningen for få dage siden i regionsrådet om flytning af én såkaldt NISA-seng fra neuro-intensivt afsnit på Regionshospitalet Silkeborg til Regionshospitalet Hammel Neurocenter fra 1. april 2020. Ser måske ikke ud af så meget, men… Forslaget var naturligvis indstillet af selvsamme Ole Thomsen – på trods af at der forelå helt andre indstillinger fra både hospitalsudvalget og udvalget for nære sundhedstilbud. Men sådan skulle det ikke være. Kun Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne var imod flytningen, som yderligere undergraver vort hospital’s vigtige rolle. Vi spørger: Hvordan hænger flertallets beslutning sammen med, at Silkeborg tager virkelig mange operationer fra andre regionshospitaler, og at det samarbejder med Skejby på hjerteområdet? Og hvad med silkeborgensernes stående indlæggelser på det medicinske område i samarbejde med kommunen. Der må da også af og til være behov for intensiv-behandling. Tidligere har Silkeborg haft ni intensiv-senge, men nu skærer man ned til syv. Hvad bliver det næste? Foruroligende at regionsrådets flertal træffer sin afgørelse på grundlag af en indstilling fra et udvalg, nedsat og styret af Ole Thomsen og med dennes meget nære ven, lægefaglige direktør hos Hospitalsenhed Vest, Jens Friis Bak, som formand. Meget sigende har Regionshospitalet Silkeborg ikke haft sæde i udvalget. Hvad skyldes mon denne udelukkelsesmetode? Må vi erindre, hvilken rolle netop Jens Friis Bak har spille tidligere. I forbindelse med et sparekatalog i 2018 sendt Herning-direktøren en ”fortrolig” mail til sin kammerat Ole Thomsen med en række forslag til besparelser – ikke i Herning, men i Silkeborg! Herning-direktøren foreslog blandt andet nedlæggelse af regionens smerteklinik i Silkeborg, samling af NISA-senge i Viborg for der var ingen grund til, at de skulle være i Silkeborg, ændring af ledelsesstrukturen på Diagnostisk Center i Silkeborg og effektivisering af arbejdsgangene i samme center. Ja, man må sige, at den lægefaglige direktør i Herning var særdeles ihærdig – for at genere Danmarks bedste mindre hospital – kåret for sjette år i træk.
Debat

Debat: Replik - Tomme tønder buldrer mest, Peter Kofod

Replik: Det er smigrende, at Peter Kofod efter blot få måneder i Europa-Parlamentet føler sig kaldet til at skrive et indlæg om mig. Det vil jeg gerne sige tak for. Særligt fordi det viser, at Kofod i ensomhedens stilhed er totalt blevet frakoblet virkeligheden og lever i en helt anden verden end os andre. Lad mig indledningsvist slå en ting fast. I modsætning til Kofod ønsker jeg ikke, at Danmark skal ud af EU. Jeg er tilhænger af EU-samarbejdet, som har gjort Danmark og danskerne rigere. Og jeg er grundlæggende tilhænger af internationalt samarbejde. Det hænger naturligvis sammen med, at Danmark og Europa kan ikke lade som om, at omverdenen ikke eksisterer. Millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika drømmer om at komme til Europa. Og mange vil sætte livet på spil for at opnå det. Menneskestrømmene ind i Europa i 2015 og 2016 var resultatet af, at EU ikke har formået at sikre de ydre grænser. Hvis det ikke var for blandt andet EU’s aftale med Tyrkiet, så ville millioner flere være kommet hertil. Betyder det så, at vi ikke skal kritisere Tyrkiet og det tyrkiske styre? Nej, selvfølgelig ikke. Betyder det, at vi skal afskære Tyrkiet fra Europa? Heller ikke. For det sekund vi skærer alle bånd til Tyrkiet - både finansielle og diplomatiske - så åbner Erdogan for sluserne og sender menneskestrømme mod Europa. Og ønsker Peter Kofod virkelig, at vi skal se en genindspilning af billederne fra 2015, hvor tusindvis af flygtninge og migranter vandrede på de danske motorveje? Det håber jeg virkelig ikke, selvom det desværre virker til at Kofods betagelse af min person overskygger behovet for at beskytte danske interesser. For så længe der endnu ikke er styr på de ydre grænser – og det kæmper jeg for, at vi får - så er vi afhængige af vores nabolande. Det kan godt ske, at Peter Kofod er ligeglad med det. Men det er jeg ikke. Samtidig kritiserer Kofod, at jeg ikke har stemt imod en resolution, som handler om at redde flygtninge og migranter op af middelhavet. Der må jeg bare sige, at her er der et menneskesyn til forskel på Kofod og mig. Jeg ønsker ikke at stemme for, at mennesker skal drukne i Middelhavet. Men det Kofod glemmer at fortælle er, at jeg ikke stemte for hele resolutionen. I min verden ville resultatet af den politik være, at flere tager den farefulde vej over Middelhavet uden at have en kinamands chance for en fremtid i Europa. I stedet for at kritisere mig, burde Kofod derfor sige tak. Hvis det ikke var for mig og en håndfuld danske kollegaer, så var resolutionen blevet stemt igennem med et knebent flertal. Men det fik vi afværget. Så jeg vil næsten svare Kofod med et ’selv tak’. Sidst og ikke mindst så mener Kofod, at jeg burde have stemt for hans ændringsforslag til den selvsamme resolution. Men undskyld mig. Hvorfor sidder Kofod overhovedet og skriver ændringsforslag til resolutioner, som han alligevel agter at stemme imod. Det virker absurd. Og når jeg valgte at stemme imod, så var det fordi, at ændringsforslaget var som at kysse sin søster. Ingen virkning. Jeg ønsker oprigtigt, at vores venner i Dansk Folkeparti klarer sig godt – også her i EU. Derfor vil jeg komme med en opfordring til Kofod: Kom med os andre ind i den virkelige verden, så vi sammen kan sikre resultater til gavn for danskerne. Indtil da oplever jeg bare Kofods skriverier, for hvad det er: Tomme tønder buldrer mest.
Læserbrev

Politik. Frivillig skolesammenlægning eller kaos!

Læserbrev: Samarbejd med kommunen, ellers bliver det værst for jer selv (og jeres børn)! Det var den slet skjulte trussel (serveret som et enestående tilbud) fra Viborg Kommunes skolechef, Claus Drachman, ved en offentlig workshop den 19. november om den foreslåede skolesammenlægning af Bjerringbros to folkeskoler. En trussel der gør det endnu sværere at tro på, at det var de to skolebestyrelser på Bøgeskoveskolen og Egeskovskolen, der helt uden kommunal indblanding fandt på at lægge vores skoler sammen. Flere gav under workshoppen også udtryk for, at de mistænker Viborg Kommune for at have lokket/manipuleret bestyrelserne til at stille sig i spidsen for en spareøvelse, som ellers ville have skabt vrede rettet mod kommunen Der var ellers både kaffe, slik og sandwiches, da en uformel, men ulasteligt klædt skolechef, Claus Drachman, fra en folkelig position mellem bordene i stedet for på scenen understregede, at der ikke er tale om en spareøvelse. Det kaldes sporoptimering (fra fire til tre spor i Bjerringbro). Og de frigjorte penge, som repræsentanterne fra de to skolebestyrelser forsikrede os om, får vi lov at beholde i Bjerringbro. Det er dog meget svært at tro på, at en kommune, der næsten praler med, hvor få penge de bruger på skoler, ikke vil kæmpe med næb og klør for at hive så mange penge til kommunekassen som muligt. En hurtig snak med skolechefen afslører da også, at vi langt fra er garanteret de penge, der (muligvis!!!) spares ved sammenlægningen. Der er en forhandling mellem skolerne og kommunen, og skolechefen nævnte en lang række tal og puljer, som min bløde humanisthjerne ikke kan følge med i. Men tilbage står, at vi ikke har nogen garanti for, hvor mange penge der bliver i Bjerringbro. Og så skal man også huske, at man indtil videre har sparet en skoleleder væk ved at lave fælles ledelse på de to skoler. Men skolelederen er jo ikke lønnet af skolernes budget, men af kommunen, som trods løfter om det modsatte ikke sendte besparelsen tilbage til skolerne – det var vist en af de der ’forhandlinger’. Spørgsmålet er også, hvor mange penge der kan spares. En mio. pr. årgang, når sammenlægningen er fuldt ud implementeret, blev nævnt. Tallet er dog et ’moving target’. Samtidig kunne ingen rigtig give et fyldestgørende svar på, hvordan vi kan spare penge/optimere driften, så vi får mere skole for pengene uden at fyre lærere. En af de helt store gulerødder for at lægge skolerne sammen er at eftergive den gæld, som Egeskovskolen har oparbejdet efter et underskud. Det skal nævnes, at underskuddet er delvist forårsaget af, at man er gået over til at bevilge penge til specialklasser via en demografiudregning og ikke ud fra det faktiske antal børn i specialafdelingen. En model der må være skabt til at spare penge ved at presse skolerne til at integrere så mange som muligt, og som næppe ændrer sig. Men hvad får vi så ud af en sammenlægning? Flere timer med to-lærer undervisning? Bedre undervisningsmaterialer? Udflugter? Eller endnu bedre en folkeskole med trivsel og højt fagligt niveau? Forhåbentlig. Men hvordan skal vi så komme derhen? Det var Viborg Kommunes oplæg til workshoppen og spørgsmålet til os forældre. Jeg vægter højest, at mine børn går i en god skole, men jeg har hverken pædagogisk, skolefaglig eller børnepsykologisk viden til at kunne afgøre, hvad der er bedst. Det må der da være nogen, der er bedre til en mig? Hvor er fagpersonerne? Hvor er erfaringen? Svaret var, at vi som forældre er de bedste til at lægge vores børns skoler sammen… Dette nærer en mistanke om, at workshoppen i virkeligheden handlede om, at beslutningen om sammenlægningen reelt er taget. Det er upopulært, men vi er nemmere at styre, hvis vi føler, vi bliver hørt. Og fornemmelsen af at blive manipuleret nåede sit klimaks, da skolechefen afsluttede seancen ved højstemt og næsten med en tåre i øjenkrogen at rose os til skyerne for vores konstruktive tilgang og samarbejdsvilje. "Jeg har aldrig, og jeg tror aldrig igen, jeg kommer til at opleve noget lignende", mener jeg bl.a. ordene var. Jeg gik derfra med en følelse af at være blevet fyldt med varm luft. Det er jo muligt, at alt bliver gjort i bedste mening, men truslen var ikke til at tage fejl af: Samarbejd, eller det bliver værst for jer selv (hvilket jo betyder, at skolechefen åbenbart påtænker at lave et dårligt stykke arbejde). Og det gør det rigtig, rigtig svært at tro på, at alt det her ikke bare er et skuespil, der skal få en nødvendig skolesammenlægning til at glide lettere ned, så kommunen kan blive ved med at holde skolebevillingerne på et absolut minimum.
Læserbrev

Trafik. Parkering og trafik handler også om cykler

Læserbrev: Mangler der p-pladser i Viborgs midtby? Er der kunder, der søger i ti minutter for at finde en p-plads lige op ad gågaden? Eller helst helt inde i butikken? Eller er der bortset fra få dage med spidsbelastning (gratis) p-pladser nok i centrum? Et dobbelt opslag og chefredaktørens leder var tirsdag d. 26. novemberviet til, hvad der på forsiden blev annonceret som et tema om parkeringsforholdene i Viborgs bymidte. Der er ingen tvivl om, at det sikkert er et emne, der optager både borgere, handlende og politikere. Men siden Folkebladet nu vælger at behandle emnet så snævert, at det udelukkende kommer til at dreje sig om bilen som transportmiddel for det arbejdende og handlende folk, der skal ind til centrum, vil vi i Cyklistforbundet gerne bidrage med at udvide perspektivet lidt. Faktisk mener vi ikke, man kan drøfte det emne uden at tage et andet transportmiddel og mulighederne for at parkere det i betragtning, hvis man vil diskutere parkerings- og transportforholdene i byens centrum. Cyklen, såmænd. En levende bymidte er nemlig også en bekymring for os cyklister. Jeg skal ikke bebrejde hverken borgmesteren eller handelschefen, at de kun taler om bilparkering. De bliver kun spurgt om det. Chefredaktøren, der inddrager mange relevante spørgsmål for at sætte emnet i en lidt større sammenhæng, skriver også om biler og parkering. Nu ved vi jo allerede, at Lars Norup holder af at køre bil og at gå, så måske forklarer det noget. Når vi føler os kaldet til at ringe med cykelklokken og kommentere tirsdagens tema, så er det, fordi vi ikke mener, man i dag kan behandle parkeringsproblemer – og man kunne tage trængsel, tilgængelighed, miljø og sundhed med i samme omgang – uden at tale om den ”grønne” transportform cyklen, som ellers ifølge diverse kommunale planer burde have et betydeligt fokus. Lad mig bare nævne nogle af vores pointer i den forbindelse. Cyklisterne er ifølge undersøgelser fra større byer, hvor transport- og parkeringsproblemer er endnu tydeligere end i Viborg, venner af handelslivet i bymidterne. P-pladser til cykler optager begrænset plads. Hvis ellers cykelstativerne er der - at det så ikke er tilfældet i Viborg, er så en anden gammel sag for os - kan man komme tæt på målet, det være sig arbejde, handel eller fornøjelse. Ikke ”helt inde i butikken”, som Helle Sørensen nævner som visse bilisters drøm, bare sådan nogenlunde tæt på, fordi det er realistisk med den beskedne plads, vores tohjulede optager. Kunder kører altså også på cykel, selvom ikke alle altid kan nøjes med det, det er klart, men det blev altså nødvendigt lige at gøre opmærksom på det. Vi tager i Cyklistforbundet også gerne miljø- og sundhedspolitik med i vores argumentation for sagen, og derfor kan de lokale politikere også se frem til en henvendelse fra os om cykel- og trafikpolitik i Viborg. Det er også parkeringspolitik.
Annonce