Annonce
Viborg

Spor fra fortiden

Jeg er jo blevet fotograferet så tit, men som regel på behørig og bekvem afstand.

Annonce

Jeg er jo blevet fotograferet så tit, men som regel på behørig og bekvem afstand.

Måske fordi min silhuet vist nok i virkeligheden er pænere end min facade. Mine mursten, som før var så renskurede røde, de er nu fyldt med signaturer fra lømler og rodløse sjæle, alle med trang til at forevige bare et eller andet.

Men skriften på væggen, min gammelromantiske pragt, intet af det står snart længere, for ned skal jeg.

Jeg er et ubrugeligt levn fra fortiden. Og pladsen, jeg optager? Den skal andre jo bruge.

Dagdrømmere og stædige sjæle har forsøgt at råbe op. At råbe vagt i gevær for min fremtid. Jeg står her i ensom majestæt syd for Viborgs sølle to jernbanespor.

Foto: Andreas Søndergaard

Som et onomatopoietikon forsøger mine støtter at gengive Viborg og verden i et evigt ekko. De forsøger at fastholde et glansbillede, som for længst har mistet al glans.

Alt var bedre, dengang alt var i sort og hvid.

Men mine venner og jeg, vi må bøje os for fremskridtet, det har jeg indset nu. For fremskridtet vil have en vej, og den vej skal gå lige her.

Anno 2016 kører man ikke længere kollektivt langs banegården, lyder det fra hoveder, der er klogere end jeg. Læger, sygeplejersker og alle de syge mennesker, de passer, de kommer til byen i bil med komfort. Eller med ambulance. Ikke med tog.

Så både jeg, men også remisen og vel også selve banegårdsbygningen, vi er blot slidte monumenter, og vi ryger en for en. Bygning for bygning. Hvis ikke før, så senere. Ud må, hvad der ikke selv kan stå.

Planen for hele dette stationsområde er storstilet, den kører så at sige på skinner, og dampen gik af mig længe før, at det første havgrønne Arriva-tog drønede forbi med sine småt-indrettede vogne og relativt præcise ankomster.

Lidt liv har jeg dog tilbage at trøste mig med. Jeg, der så stolt blev stablet op i sikkerhedens navn for henved 120 år siden.

Godt nok står der på min bare og grå beton en tom, våd og beskidt stol, som ingen længere har lyst til at sidde på, og godt nok er den læderbetrukne briks drejet om på siden for nu. Men her er spor efter mennesker og dyr. Alkohol og chips og fastfood og en tom lynlåspose, der dufter af ungdommeligt fordærv, ligger tilbage blandt de glasskår, som engang sad samlet som et puslespil i mine vindueskarme. Indtil nogle, måske kommende politikere?, havde lyst til at forandre det og slog dem i stykker.

Min ene dør mangler, den anden hænger endnu i sine hængsler. Min førstesal blev engang brugt af byens narkomaner til at fixe, men dén fiksede myndighederne ved at fjerne den stige, som gik lige derop mod himlen, op hvor årvågne vagtfolk engang holdt øje med togene, når disse dampende meldte deres ankomst til Jyllands midterste stationsby.

Nogle bliver kede af det, når jeg om lidt formentlig falder for Banedanmarks og kommunens fælles økse.

Men de fugle, der har besluttet at bygge redde heroppe under taget, hvor ingen længere kommer, og hvor ingen længere holder øje, de klarer sig.

Det gør de viborgensere, som gerne vil bevare mig, nok også.

For fuglene flyver videre, de finder et andet forladt sted at bygge rede. Og når transporttiden på vej hjem efter arbejde kommer til at gå lidt hurtigere i den firhjulede om nogle år - når den nyasfalterede vej er tør - ja hvem vil så egentlig savne mig? Jeg er jo blot en gammel tidslomme, som ingen for alvor tog sig tid til, mens jeg så længe stod og skreg på jeres opmærksomhed.

And

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Styrelse slår fast - skoler bør aflyse alle lejrskoler og klassefester

Annonce